Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Underviseres egen forskningsviden gør studerende mere nysgerrige  

40 studerende på hold AB20 og ABH20 på Administrationsbacheloruddannelsen er blevet klogere på den forskning, deres underviser laver på UC SYD. 

Publiceret:

I december fik de to hold en 30 siders lang forskningsartikel om videns- og beslutningsgrundlaget hos kommunale beslutningstagere på sundhedsområdet. Bag artiklen står bl.a. lektor Charlotte Banke. Hun stillede de studerende opgaven at skrive forskningsartiklen om til en god webnyhed.  

På første modul på uddannelsen lærte vi om, hvordan den offentlige sektor var struktureret og organiseret. Med forskningsartiklen kom vi dybere ned i, hvordan de tager beslutninger ude i kommunerne. Det var spændende at læse, hvordan de kommunale politikere ser det og ikke kun læse det, der står i lærebøgerne.

Rikke Jochimsen

Studerende på Hold AB20

Undervisning i administrationsfaglig skriftlighed

Forud for opgaven havde de to hold haft seks undervisningsdage om administrationsfaglig skriftlighed – herunder om godt sprog, nyhedstrekanten og det at skrive til web. 

Præmissen for opgaven var, at Kommunikationsafdelingen i UC SYD læste opgaverne igen-nem og vurderede hvilken nyhed, der bedst levede op til nyhedskriterierne. Målet for Charlotte Banke var at gøre opgaven til en praksisnær øvelse. Og hvordan løser man så sådan en opgave?

- Vi brainstormede og brugte lang tid på at vælge mellem de mange vinkler, finde en fængende overskrift, et godt citat og gøre det spændende. Men det var sjovt at opbygge nyheden, layoute den og få et stort billede af Charlotte med, fortæller Maiken Jacobsen fra Hold AB20.

En god forberedelse til studie- og arbejdslivet  

Rikke og Maiken har lige taget hul på modul 3 på Administrationsbacheloruddannelse i Esbjerg. De skrev nyhedsopgaven sammen med Alexander Pedersen fra deres hold. Kommunikations-afdelingen vurderede, at deres opgave levede bedst op til nyhedskriterierne. 

 - Det var en god forberedelse til den skriftlige eksamen, hvor vi også skulle læse meget og trække det væsentligste ud. Det kan vi bruge under hele vores studie, når vi læser og laver noter – og det er noget vi skal være gode til som embedsmænd, når vi er færdiguddannet, peger Rikke Jochimsen på.

Charlotte Banke underviser på UC SYD
Lektor Charlotte Banke stillede de studerende opgaven at skrive forskningsartiklen om til en god webnyhed.

Virkelighedsnære opgaver

På Administrationsbacheloruddannelsen arbejder underviserne praksisnært bl.a. ved at give de studerende øvelser, der ligner opgaver, de kunne få i deres fremtidige jobs. 

 - At skrive nyheder til diverse webmedier er en meget almindelig opgave ”derude”. Og da nyheden om forskningsartiklen ikke var skrevet endnu, var det oplagt at slå to fluer med ét smæk – de studerende kunne øve sig, og nyheden kunne blive skrevet. Og så er det jo altid sjovt at se hvor mange forskellige vinkler sådan en historie kan angribes fra, fortæller Charlotte Banke. 

Nemmere at relatere sig til sin undervisers forskning 

At Charlotte Banke er medforfatter på forskningsartiklen har haft betydning for Maikens og Rikkes tilgang til opgaven

Det et nemmere at relatere sig til, når det er din egen underviser, der har skrevet om sin forskning. Det gjorde mig mere nysgerrig og interesseret i at læse den – og så var det sjovt med Charlotte i fokus, da vi skrev nyheden.

Maiken Jacobsen

Studerende på Hold AB20

Maiken, Rikke og Alexander valgte at vinkle deres webnyhed med fokus på, hvor begrænset indflydelse pressen har på kommunalpolitik generelt. Det er primært ved enkeltsager pressen kan spille en rolle.

Læs Maiken, Rikke og Alexanders webnyhed. 

Fakta om opgaven 

Lisbeth Garder fra Kommunikationsafdelingen læste de ti webnyheder og valgte opgaven fra Alexander Pedersen, Rikke Jochimsen og Maiken Jacobsen ud følgende kriterier: 

  • en fængende overskrift 
  • kobler den lokalt til undervisere på UC SYD 
  • vinkler artiklen med fokus på hvordan politikerne påvirkes af presse og borgere og går ind de resultater, rapporten finder frem til 
  • nærmer sig til sidst konfliktstof i forhold til konsekvenserne af kommunalreformen i forhold til det borgernære eller mangle på samme
  • fint sprog