Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Abort og dødfødsel: Jordemoderstuderende får den spritnyeste viden om graviditetens bagsider

Forskende jordemødre deler én gang årligt deres seneste viden med UC SYDs jordemoderstuderende. Og i år er de studerende blevet beriget med den nyeste viden om graviditetens bagsider.

Publiceret:

-I er heldige. I dag får I den spritnyeste viden inden for jordemoderfaget. Den viden, som ikke står i nogen af lærebøgerne, siger Lene Kjærgård-Jensen, der er studieleder på jordemoderuddannelsen.

Foran hende sidder et udvalg af Esbjergs jordemoderstuderende. Resten følger med på corona-sikker afstand – hjemmefra, via en skærm. Men fælles for begge grupper er, at de er klar til at lytte til de forskende jordemødre, som står foran dem. De er klar til at lytte til de resultater, som er kommet ud af forskningen.

En af dem er Camilla Schou Østergaard. Hun læser på 3. semester på jordemoderuddannelsen.

Jeg synes, det er mega fedt, at vi får mulighed for at få den nyeste viden inden for vores fag. Og lige netop i dag dykker vi ned i nogle emner, som er særligt svære.

Camilla Schou Østergaard

Jordemoderstuderende

Camilla Schou Østergaard er klar til vidensdag på jordemoderuddannelsen
Camilla Schou Østergaard er klar til vidensdag på jordemoderuddannelsen.

Abort og dødfødsel på programmet

Svære emner er der nok af inden for jordemoderfaget. For selvom faget først og fremmest handler om liv, handler det også om død. Og for mange er døden et tabu. Derfor er en dag som i dag vigtig. Og derfor er behovet for at forske inden for dét emne særligt stort. 

-Der er meget, du som jordemoder skal være opmærksom på. Lige så lykkelig en stund det kan være, lige så ulykkelig en stund kan det også være. Det er svært, hvordan du skal håndtere det som sundhedsperson, for du bliver jo også selv påvirket af det, siger Camilla og fortsætter:

Jeg håber, at en dag som i dag kan være med til at klæde mig bedre på som kommende jordemoder til at tackle aborter og dødfødsel. Eller sætte nogle tanker i gang, i forhold til hvad jeg kan gøre for at give et forældrepar den bedst tænkelige oplevelse i deres værst tænkelige situation. For jeg synes, det er sindssygt svært.

Camilla Schou Østergaard

Jordemoderstuderende

Jordemoderkandidater bidrager med ny viden

Det er ikke kun forskere fra UC SYD Forskning, som giver viden videre til de studerende. Også et par dimittender fra Kandidatuddannelsen i Jordemodervidenskab er kommet for at dele resultaterne fra deres specialer. Én af dem er Maiken Damm. 

Hun har interviewet kvinder, som har oplevet abort og dødfødsel. Og her har hun fundet ud af, at kvinderne forbinder kroppen med skyld, skam og systemfejl. At kvinderne har svært ved at forene sig med, hvordan deres fysisk levende krop bærer på noget dødt. At de føler, at graviditetskroppen bliver en byrde. Og at krop og sind hænger sammen på en nærmest ubærlig måde.

Det sidste forklarer en af kvinderne på denne måde:

”Det er en kropslig oplevelse, som du aldrig kan… Som jeg aldrig kan løsrive mig fra. Jeg hører tit mig selv sige, at jeg ville bare ønske, der var nogen, som kunne tage mit hoved af og sætte det over i en anden krop. Der stadigvæk havde Rikke og mindet om Rikke, men som ikke havde de der… altså hvor det ikke var den samme krop, fordi jeg synes, det er så forfærdeligt.” 

Vidensdag giver nye perspektiver

Da Maiken Damm har sagt sine sidste ord, er der helt stille i salen. Som ved de andre oplæg er der ikke en skov af spørgende hænder. Det er, som om det sagte først lige skal fordøjes. Sådan har Camilla det også:

Det kom som en kæmpe overraskelse for mig, at kroppen faktisk har så stor betydning for de her kvinder, som mister, og at de har så svært ved deres egen krop efterfølgende.

Camilla Schou Østergaard

Jordemoderstuderende

Som samfund er vi gode til at sætte kvinder i sorggrupper, efter de har mistet. Men efter i dag har Camilla indset, at det ikke kun er vigtigt at tage vare på kvindernes psykiske efterliv – men også kroppens.

-Efter det Maiken har fremlagt, kan jeg sagtens forstå, at det må være mærkeligt, at man som levende menneske går rundt og bærer noget dødt inden i sig. At der er den kontrast mellem liv og død, hvor det bare clasher. Det, synes jeg, var meget tankevækkende og interessant. Og det er helt sikkert noget, jeg kan tage med mig videre, og som jeg kan være opmærksom på, når jeg sidder som jordemoder, forklarer hun.

Christina Prinds står og fortæller til årets vidensdag på jordemoderuddannelsen
Christina Prinds (tv.) er med til at arrangere vidensdagen hvert år. Hun er lektor på jordemoderuddannelsen på UC SYD og lektor og uddannelsesvejleder på kandidatuddannelsen i Jordemodervidenskab på SDU.

Overvejer en kandidat eller forskning

-Tak for en god vidensdag anno 2020. Jeg håber, at dagen i dag får jer til at tænke: ’Som jordemoder kan jeg faktisk være med til at forandre noget’.

Ordene er Christina Prinds'. Hun er lektor på jordemoderuddannelsen og forsker på UC SYD og både lektor og uddannelsesvejleder på kandidatuddannelsen i Jordemodervidenskab på SDU. Og så er hun hvert år med til at arrangere vidensdagen for de mange jordemoderstuderende. Med håbet om, at de studerende får øjnene op for, at videnskabelig viden ikke står i modsætning til jordemoderfaglig praksis. Men at de to er hinandens forudsætninger. 

Og vidensdagen har da også vækket Camillas interesse for forskningens verden. En verden, som hun før har betragtet som ”lukket og højtflyvende”.

-Jeg kunne godt se mig selv forske i et eller andet på et senere tidspunkt. Også fordi det er nogle jordnære emner, vi er blevet præsenteret for i dag. Det er konklusioner, jeg kan bruge til noget. Og emner, som kan inspirere mig, når jeg skal skrive bachelor. Det er mega fedt, siger Camilla, inden hun uddyber:

Jeg synes generelt, det har været en givende og sindssygt spændende dag. Jeg går hjem med en følelse af, at jordemoderlivet – det er fandeme det fedeste. Og jeg føler mig helt empowered og fyldt op med ny energi. Så nu glæder jeg mig bare til næste år og en ny vidensdag.

Camilla Schou Østergaard

Jordemoderstuderende

Jordemoder

Du lærer alt om graviditet, fødsel og barsel. Uddannelsen udvikler dig både personligt og fagligt.

Optagelse: Kvote 1 og kvote 2