Hvis man googler ”redderuddannelse”, dukker der billeder af hurtigkørende ambulancer op. Inde i dem sidder mænd med anspændte ansigter, mens andre kommer løbende med patienter på bårer.

Hvis man i stedet googler ”sygeplejerskeuddannelse”, dukker der billeder af hospitalssenge op. Foran dem står smilende kvinder, som forsigtigt stikker en tungespartel ind i munden på patienten.

Som mand kan det være svært at identificere sig med det typiske billede af en sygeplejerskestuderende. Og langt nemmere at identificere sig med billedet af en ambulanceredder. Dét synes 26-årige Morten Seeberg, som selv har truffet et valg mellem de to uddannelser.

Akutsygepleje, action og adrenalin

Alligevel læser Morten i dag til sygeplejerske på UC SYD. For inde under billedernes feminine indpakning af uddannelsen gemmer sig også actionfyldte oplevelser og adrenalinkick. 

-Sygeplejersken arbejder både på akutmodtagelser, intensivafdelinger, og lige nu er der også rigtig meget akut arbejde på infektionsafdelingerne. Og det er endnu mere akut end ambulanceredderens job. For selvom redderen sørger for, at patienten ikke dør på vej ind til sygehuset, er det reelt sygeplejersken og lægen, som sørger for at redde livet, forklarer Morten.

Fordi det netop er actiondelen af sygepleje, som tiltrækker Morten, er han blevet glad for at opdage, at den også findes uden for akutmodtagelsen og intensivafdelingen. Den findes blandt andet også inden for psykiatrien, hvor du som sygeplejerske kan få til opgave at behandle voldelige, udadreagerende borgere. Her handler det om at løse situationen, så det bliver mindst muligt farligt for én selv. 

-Det giver et adrenalinkick at stå over for en borger, som er udadreagerende, og hvor det er mine handlinger, der afgør, hvor farlig situationen ender med at blive. Jeg skal have styr på mit kropssprog, min kommunikation og være opmærksom på at have døren i ryggen, så jeg ved, jeg kan komme ud igen, siger Morten og fortsætter:

Fra SOSU-assistent til sygeplejerske

Men Morten havde måske aldrig fået øje på actiondelen ved sygepleje, hvis han ikke først havde taget uddannelsen som social- og sundhedsassistent. Som færdiguddannet SOSU-assistent har Morten nemlig prøvet kræfter med rehabilitering og akut sygepleje på Center for Korttidspladser.

Hér ender nogle patienter efter endt sygehusophold på et midlertidigt ophold, indtil de er raske og klar til at komme hjem. De har alt fra blodpropper i hjernen til hjerneblødninger, eller også kan de være stærkt plaget af lungesygdommen KOL.

-Som SOSU-assistent på Center for Korttidspladser har min rolle været at observere patienternes værdier, og hvis værdierne pludselig er blevet rigtig skæve, har jeg skullet handle hurtigt og kontakte de rigtige. Jeg har også skullet hjælpe KOL-patienter med at trække vejret igen, fordi de pludselig har følt, at de var ved at blive kvalt. Her har jeg fundet ud af, at det akutte tiltaler mig. At stå i nogle situationer, hvor jeg bliver tvunget til at tænke og handle hurtigt – og ikke mindst rigtigt, fortæller Morten.

Inden Morten startede på Center for Korttidspladser, havde han planer om at bruge sin SOSU-uddannelse til at søge videre på professionsbacheloren i fysioterapi. Men efter at have arbejdet sammen med både sygeplejersker og fysioterapeuter på centeret, endte han i stedet med at søge ind på sygeplejerskeuddannelsen.

-Jeg fandt faktisk ud af, at der for mig er meget mere spænding forbundet med at være sygeplejerske, end der er med at være fysioterapeut. Og selvom jeg havde meget at bidrage med som SOSU-assistent, følte jeg ikke, at jeg vidste nok om sygdommene, og hvorfor værdierne lå, som de gjorde. Det var motivationen for, at jeg gerne ville arbejde videre som sygeplejerske, forklarer han og uddyber:

Skyder fordomme ned med viden

Morten er ikke i tvivl om, at fordommene ved at være mandlig sygeplejerske afholder mange mænd fra at vælge uddannelsen. Og han forstår godt, det kan være svært, for han er også selv blevet mødt af dem – både da han valgte at blive SOSU-assistent, som ”bare er en røvtørrer”, og da han valgte sygeplejerskeuddannelsen, som ”bare er et fag for kvinder”. 

Selvom Morten møder stor opbakning fra kæresten Henriette, har det taget lidt længere tid at overbevise familien og vennerne. Men fordi han hele tiden bliver klogere og bedre til at argumentere for og formidle sin nye viden, er respekten så småt begyndt at komme.

-Det hjælper på mine omgivelser, når de selv kommer ud for noget, og jeg så kan forklare dem, hvordan det egentlig hænger sammen. De bliver bevidste om, at jeg dygtiggør mig og får endnu mere viden, og de får respekt for, at dét at være sygeplejerske faktisk kræver en enorm viden, siger han.

Mulighederne trumfer fordommene

Selvom Morten nok vil blive ved med at møde fordomme på vejen som mandlig sygeplejerske, handler det for ham om at opveje modstanden med mulighederne. Og der vinder mulighederne – hver gang.

Lige nu er det især muligheden for at arbejde med det akutte inden for psykiatrien, som interesserer Morten. Men han er ikke helt sikker på, hvad det bliver. Én ting, han til gengæld er sikker på, er, at han vil gøre sit bedste for at være en god rollemodel for andre mænd, som overvejer sygeplejerskeuddannelsen.

-Mænd gør noget godt for sygeplejefaget – og der er brug for flere mænd. Og jo flere mænd på uddannelsen, jo mere acceptabelt bliver det også. Vi mangler nogle flere, som tør gå forrest og vise, at det ikke kun handler om omsorg. Men også om at redde liv, slutter han.