Måling af alkoholindhold i øl
Ølbrygning er en kombination af håndværk og naturvidenskab. Når malt, vand, humle og gær sættes sammen, starter en gæringsproces, hvor sukkerstoffer omdannes til alkohol og kuldioxid. For bryggeren er det afgørende at kunne bestemme alkoholindholdet, både af hensyn til smag, kvalitet og kontrol af processen.
I denne case arbejdes der med to forskellige øltyper som er brygget på laboratoriet: En humlearomatisk IPA og en mørk tjekkisk øl. Målet er at bestemme alkoholindholdet ved hjælp af både en klassisk og en avanceret metode – og derefter sammenligne resultaterne.
Hydrometer og massefylde
Denne metode bygger på måling af øllets massefylde før og efter gæring. Forskellen viser, hvor meget sukker der er omdannet til alkohol. Metoden er let tilgængelig og bruges ofte af hjemme bryggere, men den kan påvirkes af restsukker og kuldioxid, hvilket kan give afvigelser i nøjagtigheden.
GC-FID (Gas Kromatografi med Flammeionisationsdetektor) og lineær regression
I laboratoriet anvendes GC-FID, hvor ethanolindholdet adskilles og måles med høj præcision. For at kvantificere alkoholen opstilles en kalibreringskurve ud fra standardopløsninger med kendt ethanolkoncentration. Ved hjælp af lineær regression kan sammenhængen mellem signalintensitet og koncentration bestemmes, så alkoholindholdet i ølprøverne kan beregnes nøjagtigt.
En vigtig fordel ved GC er, at metoden samtidig kan afsløre tilstedeværelsen af andre flygtige forbindelser i øllet – f.eks. biprodukter fra gæringen eller eventuelle urenheder. På den måde giver GC ikke blot et præcist mål for ethanolindholdet, men også et indblik i øllets kemiske profil, hvilket kan være relevant for både kvalitetssikring og smagsvurdering.
Med udgangspunkt i GC-resultaterne og de simple hydrometermålinger skal I diskutere forskelle i præcision, pålidelighed og informationsværdi. Casen illustrerer dermed, hvordan traditionel bryggerteknik og moderne analytisk kemi kan supplere hinanden i arbejdet med at forstå og kontrollere øllets styrke og sammensætning.
Bliv klogere på laborant
Hvad laver en laborant egentlig? Og hvordan bliver man laborant?