Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Case: Pædagog

Case

Emil er fem år og går i en børnehave på landet. Han bor sammen med sine forældre og en storesøster på otte år. Familien beskriver ham som en kreativ og nysgerrig dreng, der elsker at tegne og bygge med Lego. I hjemmet trives han godt, men i børnehaven oplever pædagogerne, at han ofte står på sidelinjen af de sociale fællesskaber.

Når børnene leger vildt og kropsligt på legepladsen, trækker Emil sig hurtigt. Han bliver usikker, hvis legen bliver for voldsom, og i stedet for at sige fra trækker han sig, kigger på fra sidelinjen eller søger hen til en voksen. I rolige aktiviteter som at lave puslespil eller bygge med klodser viser han stor fordybelse og glæde, men han sidder som regel alene.

Pædagogerne observerer ofte, at Emil er tilskuer til andre børns leg. Han ser ud til at være optaget af, hvad de leger, men han tager ikke initiativ til at være med. Hvis de andre børn inviterer ham ind i legen, virker han usikker. Han nærmer sig børnene og deres leg, men kommer ikke rigtig med i legen. Pædagogerne beskriver Emil som et barn, der har brug for støtte til at finde sin plads i fællesskabet. Derfor arbejder de bevidst med at skabe deltagelsesmuligheder for Emil i børnefællesskabet.

Når en gruppe børn bygger en hule, kan pædagogen for eksempel sige: “Emil og jeg har en rigtig god idé til, hvordan vi kan lave taget – skal vi ikke prøve det sammen?” På den måde bliver Emil introduceret som en værdifuld deltager med noget at bidrage med, og hans rolle i legen bliver tydelig. I lege, hvor rollerne hurtigt skal fordeles, støtter pædagogen ved at foreslå en konkret rolle til Emil, så han fra starten oplever, at der er en plads til ham. Pædagogerne bliver i nærheden af Emil, når han er kommet med i legene, for at kunne hjælpe til, hvis Emil har brug for det.

Pædagogerne er også meget opmærksomme på at invitere andre børn med til at lave de ting, som de ved, Emil godt kan lide og er god til. På den måde er aktiviteten tryg for Emil, og ofte siger pædagogerne: “Emil kan hjælpe dig med at finde ud af, hvor brikken skal sidde – det er han bare mester i.” På den måde rettes fokus mod Emils ressourcer, så både han selv og de andre børn oplever, at Emil har værdi for og i børnefællesskabet.

Casens anvendelse

Casen vil blive anvendt til at give indblik i, hvordan pædagoger og pædagogstuderende kan arbejde pædagogfagligt med inklusion, deltagelsesmuligheder, børnefællesskaber, anerkendelse, ressourcefokus, positionering, forholdet mellem individ og fællesskab m.m.

Bliv klogere på pædagogen

Hvad laver en pædagog egentlig? Og hvordan bliver man pædagog?
På UC SYD kan du læse til pædagog i Esbjerg, Kolding og Aabenraa.