Publiceret:
UC SYD har rigtig mange dygtige og engagerede undervisere. Det understreges nu endnu engang, hvor den tredje UC SYD-lektor på fem år modtager Uddannelses-, og Forsknings- og Digitaliseringsministeriets Undervisningspris. Det er Lene Krogstrup Jakobsen, lektor på pædagoguddannelsen i Esbjerg, der modtager den flotte hæder for sit arbejde.
Lene Krogstrup Jakobsen er uddannet pædagog og har en kandidatgrad i pædagogisk psykologi. I arbejdsrygsækken har hun 11 år som pædagog, inden hun for 13 år siden begyndte sin underviserkarriere på UC SYD, hvor hendes studerende er så begejstrede for hendes undervisning, at de i første omgang indstillede hende til UC SYDs undervisningspris – en pris Lene Krogstrup Jakobsen vandt og derfor gik indstillingen videre til kampen om Uddannelses-, Forsknings- og Digitaliseringsministeriets Undervisningspris 2026, som hun altså i dag modtager.
Argumenterne er flere og går både på Lene Krogstrups faglige og menneskelige kvaliteter. De pædagogstuderende oplever, at der i hende banker et hjerte af guld, at hun er empatisk og fuld af støtte, hvis de studerende oplever udfordringer.
De skriver i deres indstilling, at man aldrig føler sig forkert, hvilket giver mod til at stille spørgsmål og udvikle sig fagligt. Lene Krogstrup Jakobsen er optaget af, hvad de studerende er optagede af, og hun lytter aktivt til deres feedback. Hvis de bringer ny forskning eller teori på banen, er hun altid forberedt med et oplæg til næste gang. Hendes egen forskning, hvor hun selv observerer i daginstitutioner, føder også positivt ind i undervisningen, så koblingen mellem teori og praksis kommer helt tæt på. Det er denne empati og evne til at huske, hvor de studerende hver især har været i praktik, der får dem til at beskrive hende som en underviser med et hjerte af guld.
Udvalget bag Undervisningsprisen har derudover lagt vægt på Lene Krogstrup Jakobsens evne til at bringe både egne og de studerendes praksiserfaringer med ind i undervisningen. Koblingen til praksis ses blandt andet ved, at hun giver rum til at drøfte de faglige og etiske dilemmaer, studerende har mødt i forbindelse med deres praktik. Disse drøftelser kan blandt andet tage form af ’Sara og Monopolet’, hvor de studerende på skift er monopolet, som skal drøfte konkrete etiske dilemmaer fra den pædagogiske praksis.
Fakta
Undervisningsprisen uddeles hvert år af Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet
Prisen gives til syv undervisere fra landets universiteter, professionshøjskoler, erhvervsakademier, maritime uddannelser samt højere kunstneriske uddannelser
Formålet med prisen er at anerkende den store betydning, som inspirerende og engagerede undervisere har for de studerende og for undervisningsmiljøet på uddannelsesinstitutionerne
Undervisningsprisen skal skabe øget opmærksomhed om underviserrollen og fremhæve fremragende undervisning på de videregående uddannelser
Med prisen følger 500.000 kroner, hvoraf 300.000 kroner skal bruges til at udvikle nye undervisningsaktiviteter på institutionen, mens 200.000 kroner er en personlig hæder