Publiceret:
Regeringen vil fremsætte det lovforslag, der skal gøre det muligt at åbne en ny professionsbacheloruddannelse i paramedicin og præhospitalt arbejde. Det fremgår af regeringens nye lovprogram, at der skal indføres en autorisationsordning for den nye faggruppe - og dermed er uddannelsen kommet et afgørende skridt nærmere en forventet åbning i september 2027.
Den politiske milepæl har stor betydning for Københavns Professionshøjskole, Professionshøjskolen Absalon, UC SYD og Professionshøjskolen UCN, som har mulighed for at udbyde uddannelsen i København, Slagelse, Esbjerg og Aalborg.
Den nye professionsbacheloruddannelse i paramedicin og præhospitalt arbejde udvikles med opbakning fra landets fem regioner.
- Regeringens lovprogram bringer os et afgørende skridt nærmere en åbning næste år, og det er vi selvfølgelig meget glade for. Vi har fortsat et vigtigt arbejde foran os med at udvikle den nye uddannelse og få de endelige rammer på plads, blandt andet bekendtgørelse, adgangskrav og meritmuligheder. Det arbejde kommer vi til at løfte i tæt samarbejde med Danske Regioner og regionerne, KL og kommunerne samt øvrige parter, så uddannelsen kan være med til at sikre højt kvalificeret arbejdskraft til det vigtige præhospitale område, siger Kristina Kristoffersen, rektor på Professionshøjskolen UCN, som koordinerer udviklingen af uddannelsen på vegne af de fire professionshøjskoler.
Den eksisterende uddannelsesvej fra ambulancebehandler til paramediciner fortsætter, mens professionsbacheloruddannelsen bliver en ny og supplerende uddannelse på akutområdet. Ledigheden blandt paramedicinere er i dag meget lav, og der er brug for flere medarbejdere med de rette kompetencer til at varetage opgaver på det præhospitale område og i resten af sundhedsvæsenet.
- Flere ældre og flere patienter med flere samtidige sygdomme stiller nye krav til den akutte sundhedsindsats. Det gør det endnu vigtigere, at de sundhedsprofessionelle har de rette kompetencer til at imødekomme komplekse behov og samarbejde på tværs af faggrupper. Her kan den nye uddannelse komme til at spille en vigtig rolle, fortæller Kristina Kristoffersen.
Den nye professionsbacheloruddannelse bliver en del af det ordinære videregående uddannelsessystem og skal give de færdiguddannede bedre muligheder for videreuddannelse. Arbejdsområdet kan ud over ambulancer og andre præhospitale funktioner blandt andet omfatte akutmodtagelser, kommunale akutfunktioner, nære sundhedstilbud, lægevagten mv.
Uddannelsen får efter planen en varighed på tre år og to måneder, og der lægges op til, at omkring halvdelen skal foregå i praktik. Professionshøjskolerne forventer, at optagelsen skal ske gennem kvote 2, så ansøgernes samlede baggrund, kvalifikationer og forudsætninger for det fysisk krævende arbejde kan indgå i vurderingen.
Lovforslaget skal fremsættes og vedtages af Folketinget, før det endelige juridiske grundlag for uddannelsen er på plads.
- Fakta
Uddannelsen forventes at åbne i september 2027, hvis lovforslaget bliver vedtaget. - Københavns Professionshøjskole, Professionshøjskolen Absalon, UC SYD og Professionshøjskolen UCN har mulighed for at udbyde uddannelsen.
- Uddannelsen får efter planen en varighed på tre år og to måneder.
- Der lægges op til, at omkring halvdelen af uddannelsen skal foregå i praktik.
- Der forventes at blive udbudt 200 studiepladser på landsplan årligt.
- Med den nye professionsbachelor vil der fremadrettet være tre faggrupper med autorisation rettet mod det akutte område; ambulancebehandler, ambulancebehandler med særlige kompetencer (paramediciner), akutbehandler (professionsbachelor i paramedicin og præhospitalt arbejde).