Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Administrationsbachelorer er et hit hos Energistyrelsen

Det er ikke længere kun dem med en bachelor i jura eller statskundskab, som duer. De danske styrelser har nu også fået øjnene op for professionsbacheloren i offentlig administration. I løbet af et par år er én administrationsbachelor blevet til seks i Energistyrelsen i Esbjerg.

Publiceret:

De plejer normalt at rekruttere fra de klassiske uddannelser. Dem med "Jura" og "Statskundskab" på eksamensbeviset. Hvor man kender til kundskaberne, og hvad de kan bruges til. 

Men de danske styrelser har ændret sig. I takt med at de statslige arbejdspladser er blevet flyttet ud i landets afkroge – til byer, hvor de klassiske uddannelser ikke altid er i nærheden - er behovet for nye medarbejdere steget. En ny type medarbejder, vel at mærke. 

Administrationsbachelorer til styrelserne

Hos Energistyrelsen i Esbjerg er de også blevet nødt til at kigge andre veje i jagten på nye kolleger. Og her har de fået øjnene op for en ny uddannelse. Professionsbacheloren i offentlig administration.

Administrationsbachelorer har en meget alsidig viden. På uddannelsen lærer de både om jura, proces og procesoptimering, digitalisering og kommunikation. De kommer ligesom hele vejen rundt.

Mira Uthayasanger, souschef i Energistyrelsen i Esbjerg

For et par år siden tog Energistyrelsen deres første administrationsbachelor ind på Niels Bohrs Vej i Esbjerg – og siden er én blevet til seks. Én fastansat og fem studentermedhjælpere, hvor to af medhjælperne også har været i praktik i styrelsen. Ifølge Mira Uthayasanger er det en klar fordel, at de snuser til styrelsen så tidligt som muligt.

-I Energistyrelsen har vi nydt godt af, at vi har kendt de to praktikanter i forvejen. Vi har haft en tillid fra start til, at de kan selv. Selvfølgelig er de blevet sat godt ind i tingene. Men fordi vi allerede kender deres styrker, har de fået lov til at kaste sig over nogle store opgaver. De har for eksempel selvstændigt beskæftiget sig med sagsbehandlinger, forklarer Mira Uthayasanger.

Louise Pedersen, ansat ved Energistyrelsen i Esbjerg, står og snakker med sin kollega
Louise Pedersen er én af de administrationsbachelorer, som er blevet ansat ved Energistyrelsen i Esbjerg.

Dygtige studerende baner vejen for nye

Selvom styrelserne er flyttet ud i landet, tikker der stadig mange ansøgninger ind. Derfor er det heller ikke hvem som helst, som får et job i Energistyrelsen. Det kræver både kundskaber og kemi – den slags, som opstår mellem en arbejdsplads og en medarbejder – men det er også en fordel at have evnen til at tænke nyt. Og også dét har administrationsbachelorerne.

I stedet for at tænke 'jeg gør det, som der står, jeg skal' er de gode til at byde ind med nye måder at gøre tingene på. Hvis det giver mening at bringe flere kræfter i spil for at løse en opgave, ser administrationsbachelorerne det, fordi de på uddannelsen lærer ikke at være ensporede i deres tilgang.  

Mira Uthayasanger, souschef i Energistyrelsen i Esbjerg

Lige nu arbejder flere stærke kræfter på at få jurauddannelsen til Esbjerg. Hvis det bliver en realitet, vil Energistyrelsen igen have de jurastuderende tæt på. Som i meget tæt på. Og selvom Mira Uthayasanger mener, at visse arbejdsopgaver stadig løses bedst i hænderne på en jurist, er det ikke dårligt nyt for administrationsbachelorerne. 

-Det er nogle virkelig dygtige administrationsbachelorer, vi har, og de har indfriet vores forventninger. Derfor tænker vi nu, at det ikke altid behøver være en jurastuderende eller en uddannet jurist, som vi ansætter, men at vi ser på andre uddannelser afhængig af opgavens karakter. Det er jo gået godt indtil nu med administrationsbachelorerne, så hvorfor skulle det ikke blive ved med at gøre det, spørger Mira Uthayasanger retorisk. 

Administrationsbachelor

På administrationsbacheloruddannelsen på UC SYD giver vi dig kompetencerne til at arbejde med hele paletten af administration. Du lærer at koordinere, kommunikere og samarbejde, sætte projekter i søen og styre dem sikkert i havn.