Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Er der grund til pride på UC SYD?

I går sluttede Copenhagen Pride. Men hvordan ser det ud med forholdene for LGBT+-personer på UC SYD?

Publiceret:

Det korte svar er, at det ved vi ikke så meget om. Der foreligger ikke undersøgelser, som kan give os konkret svar på, hvordan studie- og arbejdsmiljøet på UC SYD opleves af LGBT+-personer (Lesbian, Gay, Bisexual, Transsexual og andre seksuelle minoriteter, red.). Heller ikke på landsplan er der håndfast viden om forholdene på uddannelsesinstitutioner.

Men vi kan spørge nogle af dem, hvordan de personligt ville svare på det spørgsmål, så det har vi gjort.

Lektor Hans Krab Koed er bøsse og arrangerede i 2016 en mangfoldighedskonference på UC SYD. Han ser ikke problemer med diskrimination af seksuelle minoriteter på UC SYD, men han peger på nogle bredere kulturelle aspekter, som er problematiske for LGBT+-ansatte.

-Der er jo en tendens til, at de søger mod de større byer, og det er bl.a. fordi, der ikke er nogen at danse med til festerne. Jeg danser altid med kvinderne, men jeg har aldrig danset med en mand på UC SYD.

Pride regnbueflag

Da jeg i sin tid indgik registreret partnerskab med min mand, var der heller ikke nogen, der kom med en gave, som det ellers er kutyme, når medarbejdere gifter sig. Jeg siger vel at mærke disse ting helt uden bitterhed. Da vi holdt sølvbryllup, var tiden blevet en anden, og vi blev fejret meget flot.

Han undrer sig over, at der ikke er flere åbne homoseksuelle på UC SYD, når der er ca. 5-10% i befolkningen generelt.

Tænker ikke over det

Sebastian Seremet er homoseksuel og læser til lærer på UC SYD i Haderslev. Han er åben om sin seksualitet i forhold til sine studiekammerater, og det har været helt problemfrit for ham.

-Jeg har aldrig oplevet problemer. Jeg tænker faktisk ikke så meget over det. Hvis folk spørger, så svarer jeg, men jeg har aldrig gjort ret meget ud af det selv. Jeg er sikker nok i min person til, at det ikke påvirker mig, hvad folk måtte mene. Jeg tror også, din trivsel på studiet handler mere om, hvem du er som person end om din seksualitet, siger han.

Samme opfattelse har Thomas Olesen, der ligeledes er homoseksuel og læser til lærer.

-Jeg har ikke oplevet udfordringer på den front. Jeg har haft enkelte samtaler med folk, der ikke er så forstående, men det har ikke været ubehageligt.

Mere snak på uddannelsen

Thomas sprang ud i løbet af tredje studieår, og han har i sit virke som tutor ind i mellem nævnt sin seksualitet for at give nye studerende indtryk af, at der er plads til homoseksualitet på studiet.

-Måske kunne man lægge mere ind i uddannelsen om, hvordan man fx håndterer homoseksuelle elever i skolen eller elever med homoseksuelle forældre, tilføjer han.

Ifølge HR på UC SYD er LGBT+ ikke specifikt omtalt i vores politikker. Af personalepolitikken fremgår det dog, at ’mobning og marginalisering under ingen omstændigheder kan tolereres’, og at såvel kolleger som ledelse har et ansvar for at reagere, hvis man bliver opmærksom på trivselsproblemer.

Fakta

  • Pædagoguddannelsen på UC SYD i Esbjerg arrangerede i foråret UC PRIDE – se videoen her.
  • Copenhagen Pride Week 2018 løb fra 13. til 19. august.
  • Ifølge Epinion skjuler 100.000 LGBT-personer i Danmark deres identitet og seksuelle orientering på arbejdet.