Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Efter- og videreuddannelse
  • Forskning

Fysioterapeutstuderende fortsætter succesen i Slotssøbadet

Studerende fra fysioterapeutuddannelsen hjælper brugere af svømmehallen med ømme rygge, nakke og skuldre - til stor tilfredshed for alle involverede parter.

Publiceret:

I næsten to år har fysioterapeutstuderende fra UC SYD samarbejdet med Slotssøbadet om at lindre og træne sig ud af smerter i ryg, nakke og skuldre på brugere af svømmehallen i Kolding. Og det har været så stor en succes, at samarbejdet nu forlænges med endnu et år. 

-Hver sæson har to studerende varetaget holdtræningen, og der har været god interesse for at deltage på holdene, fortæller lektor på fysioterapeutuddannelsen Mille Nabsen Marwaa, der har stablet aftalen med Slotssøbadet på benene.

Hun glæder sig over, at Slotssøbadet vil lade ordningen fortsætte.

-Det er en rigtig win-win-situation, siger hun og tilføjer: 

-Alle parter er glade for tilbuddet. Slotssøbadet kan tilbyde holdtræning med fysioterapeutstuderende, der har stort fokus på faglighed og nærhed. Og de studerende får opøvet deres kompetencer med ”rigtige” personer, som har rigtige skavanker.

Ruster sig til fremtiden

Mia Heinsen er den ene af de to fysioterapeutstuderende, der har undervist holdet den seneste sæson. For hende har det været rigtig godt at få erfaringer med faget, der rækker udover det, hun lærer på skolebænken.

Fysioterapeutstuderende Mia i Slotssøbadet

-Jeg får mulighed for at øve mig i at undervise. Og så lærer jeg at tilpasse øvelser, så de kan udføres på forskellige niveauer. Derudover får jeg også en føling med, om man laver øvelsen på den rigtige måde, så man får den største udbytte af den, siger Mia.

-Det er sådan nogle ting, man først lærer, når man kommer ud og prøver det, fortsætter hun. 

-Og så er der selvfølgelig hele relationen til alle deltagerne. At man kan sætte sig ind i deres sted, hvis de har ondt. Det er alt sammen kompetencer og erfaringer, jeg kan tage med mig videre, siger Mia.

(Mia er den ene af de to studerende, der hjælper holddeltagerne med at behandle smerter i ryg, nakke eller skuldre)

Mia, der er i gang med at undervise holddeltagerne

(-Jeg kan godt se mig selv komme til at lave noget i den her retning i fremtiden. Jeg synes, det er rigtig hyggeligt, fortæller Mia) 

-Jeg ville ønske, at det var her altid

En af holddeltagerne er Pernille Sandgaard. Hun har været så glad for udbyttet af de studerendes undervisning, at det er anden gang, hun tager holdet.

-Jeg synes, det er dejligt at gå her. Især kan jeg godt lide, at de er to undervisere, så den ene kan stå på land og vise øvelsen, mens den anden er i vandet og holder øje med, om jeg gør det korrekt, siger hun.

Pernille meldte sig på holdet, fordi hun tit får ondt i sin nakke og sine skuldre. 

- Jeg har gået meget til yoga, og det er også rigtig dejligt. Men jeg kan godt lide at være i vandet. Og jeg kan mærke, at det her forløb virkelig har givet mig noget. For mig er det den rigtige måde at træne på. Jeg ville ønske, at det var her altid, siger hun storsmilende.

Fakta om forløbet

  • Der kan være maks. 10 deltagere på et hold.
  • Holdforløbet er lukket og strækker sig over 10 uger.
  • Det koster 750 kr. at deltage på et hold.
  • De studerende skal undervise to hold: et hold i efterårssæsonen og et hold i forårssæsonen.