Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

”Jeg har lært mere end ved at læse 1000 siders teori”

Det satte gang i refleksionerne, da socialrådgiveruddannelsen på UC SYD, netværksstedet Sporet og TUBA, arrangerede forumspil. Unge med virkelige problemer viste sammen med en dramaturg, hvordan kommunikationen kan gå galt, når socialrådgivere holder møder med borgere. Både færdige og kommende socialrådgivere gav arrangementet topkarakter.

Publiceret:

En ung kvinde sidder foran en socialrådgiver. Hendes kinder blusser. Socialrådgiveren kigger på sin computer og bliver overrasket, da hun hører, at den unge kvinde læser til lærer.

- Hold da op, udbryder hun, selv om mødet handler om at få forlænget den unge kvindes uddannelseshjælp.

Ung kvinde deltager i forumspil på socialrådgiveruddannelsen

Socialrådgiveren stiller spørgsmål, som forvirrer den unge kvinde. Stemningen er dårlig.

Foran de to sidder cirka 70 publikummer bestående af socialrådgivere fra Haderslev Kommune og studerende på socialrådgiveruddannelsen. Socialrådgiveren foran den unge kvinde spiller en rolle. De indgår i et forumspil, et eksempel fra hverdagen, men sat på spidsen.

Kommunikation kan let gå galt

Meningen er at give de studerende på socialrådgiveruddannelsen samt socialrådgivere, som hver dag sidder i den slags møder, indsigt i, hvad der kan være på spil, og hvordan små ting kan skabe en dårlig kommunikation, fortæller lektor Tina Nielsen fra UC SYD, som var med til at arrangere forumspillet.

De studerende får øje for, at det at kommunikere er mere kompliceret, end de tror. Det at sætte sig i dens andens sted er svært, når man har travlt og har en chef, som stiller krav om, hvad man skal nå

Tina Nielsen

Lektor på socialrådgiveruddannelsen, UC SYD

- De studerende får øje for, at det at kommunikere er mere kompliceret, end de tror. Det at sætte sig i dens andens sted er svært, når man har travlt og har en chef, som stiller krav om, hvad man skal nå, siger hun.

Forumspil

Forumspil – eller forumteater – er en interaktiv teaterform, som tager udgangspunkt i deltagernes egne oplevelser. Forumspil bruges i både det offentlige og private til at undersøge, hvordan personer kan påvirke deres egen situation. Publikum og skuespillere reflekterer i fællesskab over deltagernes handlemuligheder og kan på den måde finde frem til løsninger på konflikter og uretfærdigheder. Spillene er som et spejl på hverdagens udfordringer.

Udover UC SYD, stod Netværksstedet Sporet og TUBA, som tilbyder rådgivning og terapi til unge og børn med forældre, som har et alkoholmisbrug, bag arrangementet.

Unge, som kender problemerne

Fra Sporets side var arrangementet en måde at imødekomme den kritik, de hører fra de unge, som kommer på Sporet. Det fortæller daglig leder på netværksstedet Sporet, Kirsten Lykke Nielsen. Mens socialrådgiveren i forumspillet spillede skuespil, deltog tre unge, som alle er eller har været i jævnlig kontakt med socialrådgivere. Og problemerne, de talte om, var virkelige.

Studerende diskuterer på socialrådgiveruddannelsen

- De unge fortæller de samme historier om negative oplevelser om mødet med det offentlige. Så vi vil prøve at vise, hvad der går galt ved at bruge de unges erfaringer. Det koster meget for vores unge at være med. Men det giver god mening. De unges erfaringer bliver gjort konstruktive, siger Kirsten Lykke Nielsen.

De unge selv udtrykte også glæde over, at deres erfaringer kunne bruges til at gøre socialrådgivere klogere, og at de blev taget alvorligt.

Gør et stort indtryk

Imellem de små forumspil sammenkoblede terapeut Jeppe Sandvej fra TUBA teori om, hvordan hjernen fungerer med, hvad der skete i spillene. Og det var en god kombination, lød det fra socialrådgiverne i salen – kommende og færdige.  

- Det er meget stærkt medie med rollespil. Det gør et stort indtryk, selv om det er sat på spidsen, fortalte Linda Rasmussen, som er socialrådgiver ved STU(Særligt Tilrettelagt Ungdomsuddannelse) i Haderslev.

Det er meget stærkt medie med rollespil. Det gør et stort indtryk, selv om det er sat på spidsen.

Linda Rasmussen

Socialrådgiver ved STU Haderslev

De studerende skal snart ud i praktik og for dem blev det mere tydeligt, hvad der er på spil, end når de selv øver sig i god kommunikation uden selv at have stået i situationerne.  

Tina Rasmussen læser til socialrådgiver

- Man får en bedre forståelse for, hvad der kan gå galt. Man ser de unges følelser. Det er ikke legetøj. Man lærer virkelig meget ved at sætte teori og rollespil op mod hinanden, siger Tina Hansen.

Evalueringer fra arrangementet bakker deltagernes udtalelser op. Arrangementet scorede udelukkende topkarakterer og høstede positive kommentarer, som for eksempel:

- Det er fedt med virkelige cases med virkelige mennesker. Har lært mere end ved at læse 1000 siders teori. 

Det er fedt med virkelige cases med virkelige mennesker. Har lært mere end ved at læse 1000 siders teori.

Deltager til socialrådgivernes forumspil

Evaluering

Kontakt

Lektor

Tina K H Nielsen (THAR)

Camilla Moesgaard

Studieleder

Camilla Moesgaard (CAMO)