Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Styrk naturfags-undervisningen med gratis e-læringskurser 

Den 1. juli 2021 slår landets seks professionshøjskoler de virtuelle døre op for et nyt samlet og gratis e-læringsunivers målrettet naturfagslærere i grundskolen.

Publiceret:

SNL portalen er en del af kompetenceudviklingsprojektet Stærke Naturfaglige Læringsfællesskaber (SNL) – en national indsats udviklet til naturfaglige teams i grundskolen.

- Det nye univers giver mulighed for online opkvalificering, som naturfagslæreren kan tilegne sig både enkeltvis eller i fagteams, fortæller projektlederen for kompetenceudviklingsforløbet Christina Dahl Madsen.

- Vil man som lærer eller i fagteamet eksempelvis styrke undervisning, der udvikler elevernes naturfaglige kompetencer, kan man gennemføre de fire e-læringsforløb om hhv. undersøgelse, modellering, perspektivering og kommunikation, som giver en grundlæggende introduktion til kompetenceorienteret naturfagsundervisning og bidrager til refleksion og udvikling af egen praksis, uddyber Christina.

Hun præciserer, at det nye univers også stiller gratis undervisningsforløb til rådighed, så lærere og elever kan "træne" sammen ift. udvikling af undervisningen.

Kobling mellem e-læring og praksisnær kompetenceudvikling i skræddersyede efteruddannelsesforløb

Materialerne og de teamrettede metoder kan tilegnes egenhændigt på skolen med støtte fra en lokal vejleder eller naturfagskonsulent.

Det er dog også muligt at kontakte sin lokale professionshøjskole, der står bag designet af en SNL-kompetenceudviklingspakke, hvis formål er at understøtte arbejdet med implementering af naturfaglige læringsfællesskaber i de danske grundskoler. 

Projektet er en del af den nationale naturvidenskabsstrategi, og støttet af BUVM. De første 22 skoler er allerede udvalgt og i august påbegyndes den nye efter- og videreuddannelsespakke i naturfag synkront på alle seks professionshøjskoler i landet.

Det praksisnære efteruddannelsesforløb varer seks måneder og indeholder et digitalt e-læringselement, fire fysiske undervisningsgange og en række sparringer lokalt på skolerne.

- Er man som skole motiveret for udvikling af en bæredygtig naturfagsindsats på egen skole, så kan jeg kun opfordre til at kontakte den lokale professionshøjskole for dialog om en mulig plads på de kommende SNL-hold, understreger Christina Dahl Madsen. Hun understreger at det virtuelle e-læringsunivers er gratis og for alle interesserede naturfagslærere og fagteams i landet.

Hos UC SYD er Jens Juulsgaard Larsen, fungerende Videreuddannelseschef, SNL koordinator på indsatsen. 
 

Om Stærke Naturfaglige Læringsfællesskaber

Stærke Naturfaglige Læringsfællesskaber er udviklet som led i implementering af den nationale naturvidenskabsstrategi med støtte fra Børne- og Undervisningsministeriet.

SNL-platformen indeholder:

  • et opkvalificerende e-læringsspor med 19 forløb for naturfagslærere på alle klassetrin 
  • 15 forskellige undervisningsforløb, der kan anvendes direkte i naturfagsundervisningen i egen klasse
  • inspirationsmaterialer indeholdende nyeste viden og forskning inden for naturvidenskab, science og teknologi. 

Se E-læringsuniverset.

 

Kilder:

  • Jens Juulsgaard Larsen
    Daværende Videreuddannelseschef
    SNL Koordinator