Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

UC SYD og SDU vil forske i sundhed sammen

Forskning på sundhedsområdet i region Syddanmark vil stå stærkere, når UC SYD og SDU slår kræfterne sammen om at tiltrække store forskningsprojekter. Derfor indgår UC SYD Forskning og Forskningsenheden for Sundhedsfremme på SDU i et samarbejde. 

Publiceret:

Større forskningsprojekter og større kvalitet i forskningen. 

Det skal et nyt tættere samarbejde mellem UC SYD og Syddansk Universitet om forskning på sundhedsområdet opnå. 

Ved at slå kræfterne sammen håber UC SYD Forskning og Forskningsenheden for Sundhedsfremme ved Syddansk Universitet at kunne skabe nogle større forskningsprojekter, fortæller forskningschef på UC SYD Keld Thorgård. 

- Som det er nu, har UC SYD rigtig mange gode projekter sammen med praksis, men vi vil gerne lave større sammenhængende forskningsprojekter, som kører kontinuerligt. Det har vi brug for universitetet til, siger Keld Thorgård, som også kan se andre fordele ved samarbejdet. 

- Vi kan også få glæde af samarbejdet med SDU, når det kommer til metodologi. Der vil vi kunne supplere hinanden godt. Det er med til at styrke os og kvaliteten af vores forskning, siger forskningschefen.

Han peger på, at det kun vil blive mere oplagt med samarbejde, når UC SYD og SDU i Esbjerg skal dele bygninger. 

Vil stå stærkere sammen

Pernille Tanggaard Andersen er forskningsleder for Sundhedsfremme på Syddansk Universitet og mener, det er oplagt, at de to institutioner slår kræfterne sammen. 

- Indtil nu har vi ikke været så bevidste om, hvor vigtigt det er at slå pjalterne sammen. Men vi vil stå stærkere sammen. Der er ingen tvivl om, at vi har stor fælles interesse i at sætte denne region på landkortet. Vi har mange fælles interesseområder, har en fælles dagsorden og kan bruge hinandens kompetencer. Og for os betyder det meget, at UC SYD har en stor brugerflade i forhold til professionsuddannelserne, forklarer Pernille Tanggaard Andersen.  

Passer til ministeriets forskningsstrategi

Uddannelses- og forskningsministeriets forskningsstrategi FORSK2025 lægger vægt på forskning i sundhed og sundhedsfremme. Derfor vil UC SYD og Syddansk Universitet arbejde henimod at skabe nogle fælles projekter, som passer til strategien.

​De to uddannelsesinstitutioner bygger videre på et i forvejen eksisterende samarbejde. To ph.d.-studerende på sundhedsområdet laver deres afhandlinger i samarbejde mellem enheden ved SDU og UC SYD. 

Møde mellem UC SY Forskning og Forskningsenheden for Sundhedsfremme ved Syddansk Universitet

​Forskningssamarbejdet blev skudt i gang ved et møde i oktober, hvor repræsentanter fra UC SYD Forskning og Sundhedsfremme ved Syddansk Universitet deltog. Fra venstre er det: docent Lene Bjerregaard, UC SYD, forskningschef Keld Thorgård, UC SYD, postdoc Maja Bertram, SDU, leder af den sundhedsfaglige videreuddannelse, Pia Assenholm, UC SYD, forskningsleder for Sundhedsfremme, Pernille Tanggaard Andersen, SDU, lektor Gabrielle Berg-Beckhoff, SDU, og docent Jesper von Seelen, UC SYD.    

Kilder:

  • Keld Thorgaard, tidligere forskningschef ved UC SYD  
  • Pernille Tanggaard Andersen, forskningsleder Sundhedsfremme SDU, tlf. 6550 4217