Publiceret:
Mandag den 5. juli kl. 12.00 var sidste chance for at søge ind på en videregående uddannelse via den koordinerede tilmelding. Ansøgertallene viser, at der stadig er rigtig mange unge mennesker, der ønsker at tage en uddannelse hos UC SYD. I alt har 2.039 valgt UC SYD som deres første prioritet. Det er et fald på 6,6 procent i forhold til 2020.
Det glæder rektor Alexander von Oettingen, at over 2.000 har valgt en af UC SYDs uddannelser som deres førsteprioritet.
- Velfærdsuddannelserne oplever rekrutteringsudfordringer over hele landet, så vi er overordnet tilfredse med ansøgertallet, der kun falder lidt i forhold til sidste år. Vi kunne godt have ønsket os, at flere unge havde valgt UC SYD som førsteprioritet. Men på enkelte af vores uddannelser har vi fået flere førsteprioritetsansøgere end i 2020, og vi er især glade for den øgede interesse for fysioterapeutuddannelsen samt den store interesse for den nye sundhedsadministrative koordinatoruddannelse, siger rektor Alexander von Oettingen og fortsætter:
- Erfaringen fra tidligere år viser, at der for mange uddannelsers vedkommende kommer et efteroptag hen mod september og oktober. Så i en periode med faldende ungdomsårgange er det tilfredsstillende, udtaler han.
Ny sundhedsuddannelse populær
Til stor glæde for studieleder Margrethe Cæsar Bjerg er den spritnye uddannelse til sundhedsadministrativ koordinator kommet rigtig godt fra start. Uddannelsen skal erstatte lægesekretæruddannelsen, og hele 60 ansøgere har valgt uddannelsen som deres førsteprioritet.
- Vi glæder os til at byde velkommen til de studerende på vores nye uddannelse i sundhedsadministration. Vi har gennem hele foråret været i et tæt samarbejde med aftagerfeltet. Og vi er nu klar til at lave den bedste uddannelse, som rammer plet i forhold til de behov, der er for sundhedsadministrative kompetencer. Underviserne har lagt en plan for første semester, der er indgået aftaler med praktikstederne og de studerende kommer til at møde en god blanding af forskellige undervisningsformer og en praksisrettet undervisning, siger studieleder Margrethe Cæsar Bjerg.
Flere vil være fysioterapeut
På fysioterapeutuddannelsen er der tilfredshed med ansøgertallet. I alt har 141 søgt ind på uddannelsen som deres førsteprioritet, hvilket er en fremgang på 14 procent i forhold til sidste år.
Lille fremgang på læreruddannelsen i Esbjerg
På læreruddannelsen i Esbjerg har 89 valgt UC SYD som deres førsteprioritet, hvilket er en stigning på syv procent i forhold til sidste år. Det er glædeligt, at der stadig er stor interesse for læreruddannelsen, der har en vigtig rolle i samfundet.
De mest populære uddannelser
De fire mest søgte uddannelser hos UC SYD. Tal i parentes er fra 2020:
1: Pædagoguddannelsen: 582 førsteprioritetsansøgere (629).
2: Læreruddannelsen: 297 førsteprioritetsansøgere (331).
3: Sygeplejeuddannelsen: 237 førsteprioritetsansøgere (286).
4: Socialrådgiveruddannelsen: 184 førsteprioritetsansøgere (244).
Skema over ansøgertal for de enkelte uddannelser på hver enkel campus
Ledige pladser
28. juli får ansøgere gennem kvote 1 og 2 at vide, om de er optaget på en videregående uddannelse. I samme ombæring offentliggør vi på ucsyd.dk, hvilke uddannelser der har ledige pladser med start i september 2021 og februar 2022.
Om UC SYD
UC SYD er det sydlige Jyllands største uddannelsesinstitution med 6.400 studerende, der uddanner sig til professionsbachelorer. De bliver for eksempel lærere, pædagoger, sygeplejersker eller grafiske designere. Mange af dem vender tilbage til UC SYD for at videreuddanne sig senere i livet.
Der er cirka 5.000 studerende på videreuddannelsen. Samtidig forsker UC SYD i professionernes felter og driver udviklingsprojekter i blandt andet børnehaver, skoler og på sygehuse. Sammenhængen mellem uddannelse, forskning og udvikling er vigtigt for UC SYD.
Der er 700 ansatte på fire campusser i Esbjerg, Kolding, Haderslev og Aabenraa.
Pressekontakt
- Rektor Alexander von Oettingen, avoe@ucsyd.dk, 7266 5209.
- Studieleder Margrethe Cæsar Bjerg, Margrethe, mcbj@ucsyd.dk, 7266 2926
- Kommunikationsmedarbejder Lasse Lietzen Jensen, llje@ucsyd.dk, 7266 2533