Gå til hovedindhold

Carsten Lund er ny institutchef på UC SYD

Publiceret:

Ved årsskiftet har 59-årige Carsten Lund taget plads i chefstolen på Institut for Samfund og kommunikation på UC SYD. Med ham får Syd- og Sønderjyllands største uddannelsesinstitution en leder ombord, der om nogen kender landsdelen, uddannelsesområdet og aftagerfeltet.

Det kan godt være, at Carsten Lund - med hans egne ord - har en ting eller to at lære om blandt andet lyddesign. Til gengæld har han rygsækken fuld af erfaring fra et 19 år langt arbejdsliv som direktør i flere sydjyske kommuner, hvor han i langt størstedelen af årene blandt andet har haft ansvar for uddannelsesområdet.

- Jeg plejer at sige, at jeg gennem min karriere har været direktør for alle områder minus Teknik og miljø. Dog heldigvis ikke på én gang, smiler Carsten Lund, der kommer til UC SYD og jobbet som institutchef for Samfund og kommunikation fra en stilling som vicekommunaldirektør i Sønderborg Kommune. Her har han de seneste otte år haft direktøransvaret for børn, uddannelse og sundhed - og så har han faktisk også tidligere gennem flere år haft fornøjelsen af at undervise på socialrådgiveruddannelsen på UC SYD.

- Jeg brænder for uddannelsesområdet og har gennem alle årene været meget optaget af, hvordan man bedst hjælper unge mennesker gennem uddannelsessystemet. Det er derfor også en drøm, der går i opfyldelse for mig nu, hvor jeg skal til at arbejde på en uddannelsesinstitution, hvor jeg både kan fokusere på grunduddannelserne på en række uddannelser, hvor jeg i mange år har været direktør og aftager af dygtige studerende, men også på mulighederne for at komme tæt på forskning og efter- og videreuddannelser. Det ser jeg virkelig frem til, siger Carsten Lund, der i det hele taget glæder sig rigtig meget til sin nye hverdag på en uddannelsesinstitution fyldt med unge mennesker, gode kolleger, et levende forsknings- og læringsmiljø og medarbejdere med fokus på at dygtiggøre sig ved efteruddannelse.

Netværk skal i spil
Carsten Lund er tiltrådt som institutchef den 1. januar 2023, men selv om han er helt ny i chefstolen, så ved han godt, hvor han blandt andet vil sætte ind.

- Jeg vil gerne i tæt dialog med de studerendes kommende arbejdsgivere for på den måde at medvirke til god samklang mellem det, som vi uddanner til på UC SYD og behovene hos de studerendes kommende arbejdsgivere. Jeg vil gerne, at kommuner, sygehuse, Regionshuset og de private arbejdsgivere får et endnu større kendskab til de mange muligheder, der er for at samarbejde og tilpasse forløb til arbejdsstederne - naturligvis inden for de rammer, som UC SYD kan arbejde med og under, siger Carsten Lund, der godt ved, hvilke erfaringer og kompetencer, han skal trække på, når det gælder om at intensivere UC SYDs samarbejde med aftagerfeltet.

- Jeg kommer til at gøre brug af mit netværk i hele Syd- og Sønderjylland. Jeg har arbejdet i området siden 1994 og boet her endnu længere. Jeg har et godt netværk til chefer og direktioner i landsdelens kommuner og i Region Syddanmark samt i Kommunernes Landsforening. Det håber jeg kan komme både mit eget institut, men også UC SYD som helhed til gode, siger Carsten Lund, der har overtaget stillingen som institutchef fra Britta Martinsen. Hun gik på pension ved udgangen af 2022.