Gå til hovedindhold

Erfaren studerende slog de unge: Fik 12 i det hele

Lisbeth Mariager fik pladen fuld, da hun i sidste uge blev dimitteret som bioanalytiker fra UC SYD. Der er lutter 12-taller på den erfarne kvindes eksamensbevis.

Publiceret:

Egentlig er hun uddannet kemiingeniør, og de sidste tyve år har hun undervist i kemi og biologi i gymnasiet. Og det er måske en del af forklaringen på, at Lisbeth Mariager nu forlader UC SYD som færdiguddannet bioanalytiker med 12-taller over hele linjen.

-Det giver jo en god teoretisk ballast, og det analysetekniske faldt mig rimeligt let på grund af min erfaring. Så det nye var det kliniske, altså f.eks. at tage blodprøver og sådan, fortæller hun.

Lisbeth Mariager er uddannet bioanalytiker fra UC SYD

Hun ser det flotte resultat som en følge af hårdt arbejde og god indsigt i flere af fagene. Det er ellers ikke fordi, hun altid har været 12-talspige.

-Mit snit fra gymnasiet er helt almindeligt. Men da jeg begyndte at få flere og flere 12-taller her tænkte jeg da, at det kunne være fedt at gå hele vejen. Så jeg begyndte at lægge lidt pres på mig selv.

Opbakning hjemmefra

Også børnene og manden hjemme i Tjæreborg begyndte at håbe, hun kunne fuldføre striben af topkarakterer.

-Mine børn syntes, det var sejt, og min mand sagde: ”Selvfølgelig kan du det!”.

Lisbeth Mariager har altid fundet sygehusvæsenet dragende, og hun besluttede at læse til bioanalytiker, fordi hun trængte til et miljøskift efter de mange år som underviser. Og som nyuddannet bioanalytiker har hun allerede fået job på Klinisk biokemisk afsnit på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

Hun stammer fra Randers, men har boet og arbejdet i det vestjyske siden 1986. Og fra nu af kan den erfarne underviser altså også prale af en ny titel, et nyt job og ikke mindst: Et pletfrit eksamensbevis fra UC SYD.

Fakta

  • Bioanalytikere står bl.a. for målinger af hjertets aktivitet, analyser af prøver og vaccinationer.
  • Det tager 3,5 år at læse til bioanalytiker, og man kommer i praktik undervejs.
  • Lisbeth Mariager tog sin praktik netop på klinisk biokemisk afsnit, hvor hun nu har fået job.

Kontakt

Lisbeth Mariager, bioanalytiker
2491 9160 | fam.mariager@gmail.com

Birgit Løbner Christensen, studieleder, UC SYD
7266 2738 | blch@ucsyd.dk