Gå til hovedindhold

Intense drøftelser om nyt bofællesskab

Publiceret:

Fredericia Maskinmesterskole (FMS) og UC SYD har drøftelser om et nyt bofællesskab på UC SYDs adresse på Degnevej.

To af Esbjergs markante uddannelsesinstitutioner er i tæt dialog om et nyt, spændende bofællesskab. Hvis alt falder på plads, forventes det, at aftalen kan indgås før sommerferien. Der vil dog gå et års tid, før man kan møde maskinmesterstuderende på gangene på UC SYDs adresse på Degnevej. Tiden frem til august 2025 skal bruges på at indrette værksted og laboratorier, da maskinmesteruddannelsen er en udstyrstung uddannelse.

Med FMS’ flytning fra Niels Bohrs Vej til Degnevej følger 160 studerende, der fremover skal dele studiemiljø, kantine og fællesarealer med UC SYDs godt 2.400 studerende i Esbjerg. Dét bliver i sig selv en gevinst, men det nye bofællesskab er også sund og bæredygtig fornuft.

- Fredericia Maskinmesterskole undersøger muligheden for at rykke i nye lokaler, så vi fortsat kan opretholde et bæredygtigt udbud af maskinmesteruddannelsen i Esbjerg. Ligeledes vil vi gerne tilbyde de bedste rammer for vores studerende, og fortsat være med til at skabe et godt studiemiljø, og det tror vi på, at samarbejdet med UC SYD kan give os, siger Jens Færgemand, rektor på FMS.

Også på UC SYD ser man åbenlyse fordele ved udsigterne til et kommende bofællesskab.

- Vi ser frem til samarbejdet med Fredericia Maskinmesterskole og glæder os til de aktiviteter og det liv, som de og deres studerende vil bidrage med i hverdagen på vores campus. Det er helt åbenlyst, at ankomsten af 160 studerende, med en anden faglig profil end vores, vil bidrage positivt til studiemiljøet på campus, og da vi har kvadratmeterne til at byde FMS indenfor, gør vi det selvfølgelig, siger Alexander von Oettingen, rektor på UC SYD.     
I øjeblikket kigges der grundigt på lokaler og indretning for at sikre FMS de bedst mulige rammer.

- Vi kan sagtens se nogle rigtig gode muligheder for at indrette os hos UC SYD. Både i forhold til studiemiljø, hvor vores studerende vil kunne snakke med studerende fra andre uddannelser, men også i forhold til de rammer, vi vil kunne indrette. Der er god plads til både undervisning og værksteder, siger Michael J. Madsen, afdelingsleder for værkstederne på FMS.

Fakta
FMS er en maritim uddannelsesinstitution, der uddanner maskinmestre. Maskinmesteruddannelsen tager 3-4,5 år at gennemføre og er en professionsbachelor.
UC SYD tilbyder 15 videregående uddannelser – heraf 12 professionsbacheloruddannelser.