Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Jobgaranti skal sælge ny skatteuddannelse

Publiceret:

Studieleder på den ny skatteuddannelse på UC SYD i Haderslev håber, at de unikke jobmuligheder vil få flere ansøgere til.

Attraktive jobmuligheder i egen region
Studieleder Henrik Beyer mener, at skatteuddannelsen er attraktiv, ikke mindst fordi den sikrer gode jobmuligheder i regionen.

-En analyse fra Danske Regioner har for nylig vist, at flere end 7 ud af 10 dimittender bliver boende i den region, de er uddannet i. Med skatteuddannelsen vil du netop kunne gå ud og gøre karriere i din egen region. Vi kan uddanne studerende lokalt og sikre dem jobs bagefter i nye, spændende stillinger.

skat skatteuddannelse studieleder henrik beyer

Ansøgere
Og selvom uddannelsen kun modtog 8 ansøgere ved ansøgningsfristen for kvote 2 i marts, er Henrik Beyer helt rolig.

-Det lyder selvfølgelig ikke af meget, men al begyndelse er jo som bekendt svær. Jeg havde ikke forventet høje ansøgertal med så ny en uddannelse. Uddannelsen har eksisteret i små 3 måneder og er ikke kendt endnu, og derfor vil det også tage længere tid at få ansøgere ind. Og nu har vi jo noget tid til at sætte fokus på uddannelsen, så jeg forventer da, at flere vælger at søge ind via kvote 1 i juli.

Skabt af aftagerne
Uddannelsen er blevet til i et samarbejde med aftagerne, og jobmulighederne er derfor rigtig gode.

-Uddannelsen er blevet til i et samarbejde med de, der skal ansætte de færdiguddannede professionsbachelorer i skat - både skattevæsnet og private virksomheder. Der mangler simpelthen specialiserede medarbejdere, der både har viden om skat, men som også har generalistkompetencer. Bare inden for skattevæsnet vil man ansætte over 1000 nye medarbejdere, så som uddannet vil du stå stærkt, når du skal ud på jobmarkedet. Også hvis du ligesom flertallet ønsker at blive i regionen.

En attraktiv karriere
For Sandra Høj, der for nylig har været i praktik i Skat, fremstår en karriere inden for skatteområdet og den ny skatteuddannelse som attraktiv.

skat skatteuddannelse sandra høj

-Jeg synes det er rigtig spændende at arbejde med et område, som alle mennesker er i berøring med. Det kræver at man kan lidt af det hele. Man skal kunne gå i dybden og være god til sit stof, men man skal også kunne tænke strategisk og være god til at se sammenhænge. Måske kan en opgave løses bedre? Måske skal vi gøre noget anderledes? Jeg er god til tal, men jeg er også god til mennesker, og derfor vil jeg gerne noget, hvor begge dele kan komme i spil.

Og for Henrik Beyer er uddannelsen netop oplagt for unge, der både har evner inden for tal, men som også ønsker at arbejde med  kommunikation og mennesker.

-Vi kommer til at uddanne medarbejdere, der både kan arbejde i dybden med skattefaglige temaer og som er stærke på et strategisk og analytisk niveau. Så hvis man ønsker både at arbejde med projektledelse og innovation, men samtidig også kan lide at dykke ned i tal, ja, så er skatteuddannelsen et rigtig godt valg, lyder det fra Henrik Beyer.

Om skatteuddannelsen
Uddannelsen har studiestart i september. Uddannelsen udbydes på professionshøjskolen Metropol i København og på UC SYD i Haderslev. Der optages op til 40 studerende pr årgang i Haderslev. Uddannelsen har en varighed på 3,5 år, hvoraf de studerende er i praktik i fire måneder. Læs mere om uddannelsen.

Edit: Henrik Beyer er fratrådt som studieleder den 30. april 2019.