Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Læreruddannelsen hitter på UC SYD i Haderslev

Med stort set status quo er antallet af årets førsteprioritetsansøgninger til UC SYD i Haderslev godkendt. Særligt set i lyset af, at der i år har været en uddannelse færre at søge. 

Publiceret:

249 førsteprioritetsansøgninger til UC SYD i Haderslev mod 255 sidste år. Det var status, da fristen for at søge ind på landets videregående uddannelser blev nået søndag middag.  

Det svarer til en meget beskeden nedgang i ansøgertallet på bare to procent – og det er godkendt. Særligt når man tager i betragtning, at UC SYD har berosat uddannelsen til ernæring og sundhed, så den fra i år ikke længere kan søges. Uddannelsen modtog 16 førsteprioritetsansøgninger sidste år.  

- En lille tilbagegang i forhold til sidste år i Haderslev var forventelig, fordi ernæring og sundhed ikke længere kan søges. Tager man de ansøgninger, de modtog sidste år, ud af ligningen, går Haderslev faktisk en smule frem i år, siger Alexander von Oettingen, rektor på UC SYD, og fortsætter.

- For hvis vi samtidig kigger mod Aabenraa, hvor der er en fremgang på 19 procent, har UC SYD godt fat i de unge i landsdelen, hvor der ellers bliver stadig færre unge uddannelsessøgende mennesker. Det er ikke kun er positivt for os, men for hele Syd- og Sønderjylland, fordi vi ved, at der er efterspørgsel på dygtige fagprofessionelle, siger Alexander von Oettingen, rektor ved UC SYD.

Flere vil være lærer via skærm 
Forklaringen på stigningen i Haderslev skal først og fremmest findes på læreruddannelsen, hvor 186 ansøgere har lagt billet ind på en studieplads mod 166 sidste år. De 107 ønsker at være en del af den ordinære læreruddannelse med undervisning på campus i Haderslev, mens 79 ansøgere har en søgt plads på enten den digitale eller delvis digitale læreruddannelse højst på deres ønskeliste. Sidstnævnte er en stigning på 24 ansøgere svarende til 44 procent sammenlignet med sidste år.  

Også fysioterapeutuddannelsen i Haderslev kan glæde sig over en lille fremgang, mens uddannelsen til ergoterapeut går minimalt tilbage. Den fjerde uddannelse på campus i Haderslev er uddannelsen til sundhedsadministrativ koordinator. Den har modtaget 22 førsteprioritetsansøgninger mod 31 i 2025.  

Svar til alle den 28. juli 
Nu hvor alle ansøgningerne er i hus, er der ikke andet at gøre end at læne sig tilbage og se frem mod den 28. juli, hvor ansøgerne får svar på deres ansøgninger.  

Det er også den 28. juli, UC SYD åbner for det såkaldte efteroptag, hvor man kan nå at søge om optagelse allerede til september.

- Mange trækker beslutningen om studievalg til sidste øjeblik, og hos UC SYD sætter vi en stor ære i at imødekomme dette, hvorfor vi efter den 28. juli igen åbner for ansøgninger, så man muligvis allerede fra efteråret kan begynde på et studie i Syd- og Sønderjylland, siger Alexander von Oettingen.

FAKTA: Derfor fokuserer vi primært på førsteprioritetsansøgningerne 
Når man søger ind via optagelse.dk, kan man søge mere end en uddannelse og vælge flere forskellige studiesteder. I den forbindelse skal man prioritere sine ansøgninger.

Tidligere optog UC SYD en del studerende på en lavere prioritet end førsteprioriteterne, men da mange af de andre professionshøjskoler heller ikke kan fylde deres hold, er der ikke ledige studerende med lavere prioriteringer.  

Derfor fokuserer UC SYD primært på førsteprioritetsansøgerne, fordi UC SYD er relativt sikre på, at netop disse ansøgninger bliver konverteret til studerende til sommerens optag.        

Læs hele statistikarket her. 

Herunder kan du læse de lokale pressemeddelelser.