Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Ny pædagoguddannelse skal styrke overgangen fra studie til job

Publiceret:

TØNDER: Når den nye pædagoguddannelse på UC SYD åbner til sommer, vil de studerende få en helt unik mulighed for mere sammenhæng mellem praktik og studie under deres studieforløb.
En ny pædagoguddannelse er på trapperne i Tønder. UC SYD åbner nemlig en ny uddannelsesfilial i byen, hvor blandt andet pædagoguddannelsen med alle specialiseringer bliver udbudt fra sommeren 2023.
Den nye uddannelse er tilrettelagt i et samarbejde imellem UC SYD og Tønder Kommune. Og der udbydes 20 studiepladser til de kommende pædagogstuderende.
- På UC SYD er vi meget glade og stolte af at kunne udbyde den nye pædagoguddannelse i samarbejde med Tønder Kommune. Målet er at skabe flere studiepladser, hvor vores studerende er. På den måde kan vi opfylde vores regionale forpligtelse om at uddanne flere dygtige pædagoger i det Syd- og Sønderjyske, fastslår Jesper Wiese, chef for institut for pædagogik på UC SYD.

Og de 20 kommende studerende i Tønder kan allerede nu se frem til en helt særlig studiestart. De er nemlig med i en helt ny forsøgsordning, hvor pædagoguddannelsen skaber mere sammenhæng mellem studie og praktik.
- I Tønder Kommune har vi rigtig mange arbejdspladser indenfor det pædagogiske område, og er derfor en stor aftager af færdig uddannede pædagoger fra UC SYD. Derfor er jeg rigtig glad for at vi nu kan tilbyde at læse til pædagog i Tønder fra sommeren 2023.
Med denne aftale fra ministeriet, har vi nu i Tønder fået en enestående mulighed for at udvikle praksis på pædagoguddannelsen, hvor teori og praksis kobles endnu tættere sammen end tidligere set, fortæller Grethe H. Nielsen, direktør for Børn, Unge og Social i Tønder Kommune.
Og hun fortsætter: Vi tror på, at vi får de bedst uddannede pædagoger ved at tilknytte den studerende tidligt til de lokale arbejdspladser i Tønder - både i praktikken, men også ved at tilbyde studiejob under uddannelse og udsigt til et job, når den studerende er færdiguddannet.

Praktik og tryghed
Når du normalt begynder på en pædagoguddannelse ved UC SYD, er 1. praktik placeret på andet semester og varer samlet 7 uger. Men på den nye pædagoguddannelse i Tønder begynder1. praktik allerede på 1. semester og er fordelt udover både første, anden og tredje semester.
- Vi sørger for, at vores studerende kobles på deres praktiksted inden de starter op for at skabe tryghed og en lettere overgang. Vi har både fordelt praktikkerne over de tre semestre - men også forsøgt at samle dem i nogle perioder, så praktikken også får den plads og rum til at være det unikke læringsrum, som den også er, fortæller Mette K. Rasmussen, studieleder af filial Tønder ved UC SYD.

De studerende i Tønder skal derfor i tre dages praktik på første semester, 15 dage på andet semester og 17 dage på tredje semester.
- Målet er, at forholdet mellem undervisning og dage i praktik skal bidrage til en større forståelse og flere refleksioner for vores studerende, ligesom undervisningen skal bidrage til forståelse af den praktik, som vores studerende har været i. Vi håber på, på den måde at skabe en tryg og mere meningsfuld praktik for vores studerende, siger Mette Steiner Haug, chefkonsulent i institut for pædagogik, UC SYD.

FAKTA
Forsøg med første praktik på pædagoguddannelsen ved UC SYDs filial i Tønder er godkendt af Uddannelses- og Forskningsstyrelsen pr. 2. marts 2023. Forsøget gennemføres med samtlige studerende på første årgang udbudt på pædagoguddannelsen i Tønder.
Forsøget godkendes seks år frem til sommeren 2029.

Kontakt
Mette Kristensen Rasmussen, studieleder af filial Tønder ved UC SYD
mkra@ucsyd.dk - tlf: 72665637
Grethe H. Nielsen, direktør for Børn, Unge og Social i Tønder Kommune
gahn6@toender.dk - tlf: 21321940