Publiceret:
UC SYD kan nu på Campus Haderslev tilbyde uddannelser, der er nye i byen. Det er uddannelserne til henholdsvis ergoterapeut og sundhedsadministrativ koordinator.
UC SYD har valgt at udbyde begge uddannelser i Haderslev med studiestart i september.
– Ergoterapeutuddannelsen begynder nu i Haderslev med det første hold, og vi er glade for at kunne tilbyde uddannelsen også i denne del af Sønderjylland, siger Malene Aagaard, studieleder på ergoterapeutuddannelsen.
– Fremover vil der være studiestart på ergoterapeutuddannelsen hver september i Haderslev og hver februar i Esbjerg. Vi udbyder henholdsvis 34 og 35 pladser hvert sted. Uddannelsen er en del af Den Koordinerede Tilmelding.
Det var ikke muligt at få uddannelsen som sundhedsadministrativ koordinator i Haderslev med i Den Koordinerende Tilmelding fra studiestart her i 2022.
– Vi har dog optaget flere studerende, som kommer fra det sønderjyske område. Derfor har vi besluttet, at vi fra studiestart 2022 også tilbyder undervisningen på Campus Haderslev for de studerende, som kommer fra det område, siger Margrethe Cæsar Bjerg, studieleder på uddannelsen til sundhedsadministrativ koordinator.
Uddannelse vigtig del af vækststrategi
– Vi er meget glade for, at de nye uddannelser kan åbne i Haderslev. Det er en vigtig del af vores vækststrategi, at der skabes flere uddannelsespladser i kommunen, og velfærds- og sundhedsuddannelserne er vigtige i denne sammenhæng, siger Børge Koch, formand for Vækst og Udviklingsudvalget i Haderslev Kommune og fortsætter:
– Og det forudsætter gode muligheder for uddannelser i nogle gode rammer, der kan tiltrække unge. Ellers samler de studerende sig i de største byer, og derfor er jeg godt tilfreds med, at UC SYD nu kan udbyde endnu flere uddannelser i Haderslev.
Der er fortsat ledige pladser på Campus Haderslev på ergoterapeut, sundhedsadministrativ koordinator, administrationsbacheloruddannelsen, skatteuddannelsen med flere. Find ledige studiepladser her: https://www.ucsyd.dk/uddannelse/ledige-studiepladser
Mere information
Malene Aagaard, studieleder, ergoterapeutuddannelsen, 72 66 27 43, maag@ucsyd.dk
Margrethe Cæsar Bjerg, studieleder, uddannelserne i offentlig administration, skat og sundhedsadministration, 72 66 29 26, mcbj@ucsyd.dk
Børge Koch, formand for Vækst og Udviklingsudvalget i Haderslev Kommune, 61 15 42 03, boko@haderslev.dk.