Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Efter- og videreuddannelse
  • Forskning

To nye uddannelser til UC SYD

Uddannelses- og Forskningsministeriet har netop givet grønt lys til, at UC SYD udbyder to nye uddannelser i Haderslev.

Publiceret:

Den ene af de to uddannelser er en uddannelse, som med afsæt i uddannelsen til administrationsbachelor, er rettet direkte mod ansættelse ved SKAT, mens den anden er et udbud af administrationsbacheloruddannelsen, som UC SYD i forvejen udbyder i Esbjerg.

Jesper Petersen, Socialdemokratiets lokale folketingsmedlem og skatteordfører for partiet, har siden januar arbejdet sammen med UC SYD om at få den nye skatteuddannelse til området. Han nærmest jubler over dagens nyhed.

Jesper Peter medlem af folketinget for social demokratiet

-Julen er kommet tidligt i år. Jeg er kisteglad for, at det er lykkedes at få den vigtige, nye uddannelse til UC Syd, og jeg vil ønske rektor Birthe Friis Mortensen og hendes medarbejdere stort tillykke og takke for samarbejdet. Uddannelsen kommer oven i succesen med først at fastholde og siden at udvide skattecentret i Haderslev. Hvis jeg må skrue ned for beskedenheden et øjeblik, så jeg sgu stolt af at have bidraget til det, siger Jesper Petersen.

Og der er også glæde hos UC SYD’s rektor.

UC SYD's rektor Birthe Friis Mortensen

-Jeg kan kun give Jesper Petersen ret i, at det føles som om, julen er kommet tidligt i år. Det er en stor og glædelig nyhed – både for os, men også for hele området. Udbuddet af uddannelsen i Haderslev udmærker sig jo blandt andet ved, at det er det eneste sted i landet uden for København, at den udbydes, siger Birthe Friis Mortensen.

Dermed mener Birthe Friis Mortensen, at uddannelsen vil være med til at tiltrække studerende til Haderslev og på den måde, være med til at udvikle området. Og hun påpeger, at med den efterspørgsel som SKAT har på medarbejdere, er der ret gode muligheder for beskæftigelse, når man uddanner sig som professionsbachelor i skat.

Ud over de to nævnte uddannelser har ministeriet også givet grønt lys til, at to af de nuværende kommunikationsuddannelser i Haderslev flyttes til Kolding. Det er grafisk kommunikation samt medie- og sonokommunikation

-Det gør vi ud fra flere betragtninger. Først og fremmest gør vi det, fordi vi mener, de studerende på de to uddannelser kan opnå et langt større tværprofessionelt samarbejde i Kolding. Herudover er det også nødvendigt i forhold til at skaffe lokaler til de to nye uddannelser, siger Birthe Friis Mortensen.

De to nye uddannelser er så langt fremme i planlægningen, at det vil være muligt at søge optagelse på dem til foråret.

Flytningen af de to kommunikationsuddannelser i Haderslev sker, når UC SYD har bygget ny campus i Kolding.

Kilder:

  • Jesper Petersen: tlf. 6162 4766
    Birthe Friis Mortensen: tlf. 7266 2024