Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Nye uddannelser til UC SYD

Publiceret:

UC SYD har fået tildelt et nyt decentralt udbud af pædagoguddannelsen i Tønder i form af en uddannelsesfilial, hvor UC SYD fra 2023 udbyder 20 nye pladser.

Derudover har UC SYD fået tildelt Diplom i skat i Esbjerg samt uddannelsen til sundhedsadministrativ koordinator, som har erstattet den tidligere uddannelse til lægesekretær. Hvor det nye udbud ligger i Haderslev, kunne UC SYD i 2021 sige velkommen til de første studerende på uddannelsen i Esbjerg.

For UC SYD og for Haderslev er det en vigtig styrkelse på det samfundsfaglige område, og UC SYD har planer om at gøre det muligt at følge undervisning på uddannelsen i Haderslev allerede fra i år.

Tildelingen af uddannelser sker i forlængelse af den politiske aftale om "Flere og bedre uddannelsesmuligheder" i hele Danmark.

– Vi er glade for at få muligheden for at udbyde Diplom i skat i Esbjerg. Skattestyrelsen – bl.a. i Esbjerg – har behov for kvalificeret arbejdskraft, og diplom i skat kan bidrage til at afhjælpe behovet på den korte bane og supplere vores professionsbachelor i skat, siger rektor Alexander von Oettingen.

Kvalificeret arbejdskraft lokalt
– Vi er også glade for nu at kunne udbyde pædagoguddannelsen i Tønder. I vores nye strategi 2025: "Det handler om at blive professionel - med hoved, hånd og hjerte" er regional ansvarlighed et vigtigt punkt, og med udbuddet i Tønder bidrager vi til at levere kvalificeret arbejdskraft lokalt, forklarer han.

– Tønder og de omkringliggende kommuner har behov for pædagogiske kompetencer – ud over det alment pædagogiske også på det special- og socialpædagogiske område. Vi har et tæt og positivt samarbejde med Tønder Kommune - i forbindelse med etableringen af uddannelsen og rekruttering af studerende til uddannelsen, men også om at tilgodese de studerendes behov for fx relevante fritidsjobs.

Der er tale om en uddannelsesfilial, og det betyder, at UC SYD kan udbyde de 20 pladser lokalt i Tønder, men med den faglighed og den kvalitet, som kendetegner uddannelsen på campusserne i Esbjerg, Kolding og Aabenraa.

UC SYD vil levere kvalificeret arbejdskraft på områder, hvor der er et særligt behov. Med det nye, decentrale tilbud i Tønder håber UC SYD at rekruttere nye og måske lidt ældre studerende, der ønsker at blive i området efter endt uddannelse.

Flere oplysninger
Alexander von Oettingen, rektor, avoe@ucsyd.dk, 72 66 52 09.