Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Pædagoguddannelsen fastholder niveau

For tredje gang i træk kommer der et flot hold nye pædagogstuderende i Tønder efter sommerferien.

Publiceret:

UC SYD i Tønder fastholder et stabilt optag på pædagoguddannelsen i 2025. Med 20 tilbudte studiepladser, hvilket kun én færre end sidste år, er der stadig tale om et lille, men velfungerende uddannelsestilbud.

– Vi er glade for, at der fortsat er god søgning til uddannelsen i Tønder. Det bekræfter, at der er behov og opbakning til at kunne tage en videregående uddannelse lokalt, siger rektor på UC SYD, Alexander von Oettingen.

Pædagoguddannelsen i Tønder spiller en vigtig rolle i området, da mange studerende kommer fra lokalområdet og vælger at blive boende og arbejde lokalt efter endt uddannelse.

– Når vi uddanner lokalt, fastholder vi også kompetencer lokalt. Det er afgørende for daginstitutioner, socialpædagogiske institutioner og skoler i området, forklarer Alexander von Oettingen.

Selvom uddannelsesfilialen er UC SYDs mindste, er betydningen stor. Det tætte samarbejde med Tønder Kommune gør det muligt at skabe et studiemiljø, der er forankret i virkeligheden.

– Uddannelse handler ikke kun om skala. Det handler lige så meget om nærhed og relevans, understreger Alexander von Oettingen.

Der er stadig ledige studiepladser 
Selv om dette års formelle ansøgningsrutine med kvote 1 og kvote 2 er overstået, er det faktisk stadig muligt at begynde en uddannelse allerede til september, såfremt man opfylder kravene til at blive optaget på de forskellige uddannelser.

- Vi har ledige studiepladser på en lang række uddannelser, og jeg vil kraftigt opfordre til, at man går ind via vores hjemmeside og får sendt en ansøgning så hurtigt som muligt, da de ledige pladser bliver tildelt efter først-til-mølle-princippet, siger Alexander von Oettingen.

Typisk vælger en del at søge optagelse i løbet af august og september måned, og det gør, at UC SYD samlet forventer, at det reelle antal studerende bliver endnu højere end de 1269, der netop har besked om, at de er blevet optaget på deres studie.

Se alle tal for UC SYDs tilbudte studiepladser her