Gå til hovedindhold

Pædagoguddannelsen i Tønder lægger godt fra land

Publiceret:

Mandag begyndte 23 studerende på den nye pædagoguddannelse i Tønder, og det skaber stor opmærksomhed.

Det er sjældent, at alle studerende møder op første skoledag, men det var tilfældet mandag, hvor UC SYD slog dørene op for den nye pædagoguddannelse på Campus Tønder.

- Der har været enorm stor interesse for uddannelsen fra både de nye studerende og alle vores samarbejdspartnere i Syd- og Sønderjylland, og det gør mig glad og stolt, siger Alexander von Oettingen, der er rektor på UC SYD.

Samarbejdet med de kommunale aktører er vigtigt, og de 23 nye studerende luner også i Tønder Kommune. 

- Jeg er rigtig glad for, at vi nu kan byde det første hold pædagogstuderende velkommen her i Tønder. Jeg ser frem til, at vi nu også kan uddanne pædagoger her i kommunen, og det er min forventning, at det kan være med til at imødegå nogle af de udfordringer, som vi har med at rekruttere pædagoger – en udfordring vi deler med landets øvrige kommuner, siger borgmester i Tønder Kommune, Jørgen Popp Petersen og fortsætter

- Jeg tror, at det betyder noget, at vi nu får uddannelsen i nærområdet, for jeg forventer, at en del af de studerende også vil søge job her efter endt uddannelse. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke UC SYD for et godt samarbejde.

Også fra UC SYD bliver der sendt en stor tak til Tønder Kommune.

- Der er ingen tvivl om, at pædagogstudiet i Tønder har fået luft under vingerne på baggrund af den store indsats, som kommunen har lagt i projektet. Det er et fremragende eksempel på, at vi kan komme langt med stærke samarbejder kommuner og uddannelsesinstitutioner imellem, vurderer Alexander von Oettingen.

Fylder op på Campus Tønder
Den nye pædagoguddannelse i Tønder bor på Campus Tønder, hvor blandt andet også VUC, Tønder Handelsskole og Erhvervsakademi Sydvest holder til. En meget stor del af førstesalen skal bruges af de nye pædagogstuderende, hvor de har adgang områder til undervisning, gruppelokaler, spisning og sågar gymnastik.

- Der er tale om lyse og lækre rammer, der byder på åbenhed, frihed og ikke mindst også rum til fornyelse, så selv om der ikke er fysiske vægge på selve pædagoguddannelsen, så tror jeg faktisk, at der kommer til at være et godt lærings- og dannelsesmiljø, vurderer Alexander von Oettingen, der selv er uddannet lærer men har en pædagogisk doktorgrad.

Rammerne er også så tilstrækkeligt store, at der er plads til endnu flere studerende, såfremt flere skulle få lyst til at læse til pædagog i Tønder.