Gå til hovedindhold

Seksuel sundhed på skemaet 

Publiceret:

Hvorfor har man sex, hvor går grænserne, og hvad gør man, hvis uheldet er ude? 300 elever fra IBC Kolding deltager over fem dage i workshoppen seksuel sundhed på UC SYD Kolding.

Underviser fra pædagoguddannelsen på UC SYD Kolding ruster de unge til seksuel sundhed. Kolding er en af de kommuner i landet, hvor flest unge smittes med klamydia. Blandt andet det faktum er udgangspunktet i et samarbejde mellem UC SYD og IBC. 

- Målet med dagen er at fremme seksuel sundhed blandt de unge i Kolding, fordi seksuel sundhed er en vigtig del af trivslen i unges liv, og på pædagoguddannelsen i Kolding er vi netop meget optaget af menneskers trivsel, forklarer Marlene Lysemose, der er lektor og cand.mag. ved Institut for pædagoguddannelse ved UC SYD Kolding. 

I alt deltager cirka 11 klasser med i alt cirka 300 elever fra IBC Kolding over fem dage i november. Her hører de oplæg og deltager i workshops med titlerne ”Sex på hjernen – Hvorfor gider man egentlig at have sex?”, ”Hvad skal vi med det der samtykke?” og ”Når uheldet er ude”. Med i projektet er otte pædagogstuderende, som har meldt sig, fordi de gerne vil løfte seksualundervisningen til et højere niveau.

På væggene hænger plakater med udsagn som ”Hvis du er i tvivl, er du ikke i tvivl”, ”God sex føles godt – også dagen efter.” Det er sætninger, som pædagogstuderende har formuleret på baggrund af deres forberedelse til projektet.
- Det er gode emner om noget, vi kan bruge. I folkeskolen lærte vi ikke så meget om det, siger Freya Hadberg fra 1D på IBC, mens klassekammeraten Simon Lyngsøe Osterhoff supplerer: 
- Det er svært med alle de nye regler. Hvad er samtykke egentlig? I starten snakkede man om, at man skulle have et stykke papir, som man skrev under, men det skal man jo slet ikke. 
Det sidste handler om, at det er vigtigt at give samtykke, hvis man planlægger at have sex. Et samtykke er ikke en underskrevet kontrakt, men måske bare spørgsmålene ”har du lyst?” eller ”er det her ok?”. Og så handler det om at bruge tid på at føle efter, om lysten er der. 

Udover at være et bidrag til løsningen af et samfundsproblem omkring seksuel sundhed og en hjælp til en konkret udfordring for ungdomsuddannelserne, er projektet også en del af ”Karrierekanonen” i regi af Trekantområdets udviklingsråd. 
Projektet handler blandt andet om at udvikle undervisningsforløb og innovative brobygningsmodeller på tværs af videregående uddannelser og ungdomsuddannelser i regionen. 
Billedtekst: 
Simon, Filippa, Freya og Frederik er 16-17 år og går på IBC Kolding. I løbet af fire timer har de lært om seksuel sundhed på UC SYD Kolding. 

TIL PRESSEN

IBC Kolding besøger UC SYD Kolding torsdag d. 23. og fredag d. 24. november plus mandag d. 27. november i tidsrummet fra 8.05 til 11.45. Kontakt Marlene Lysemose, hvis I vil komme forbi for at lave en artikel eller en reportage fra seksuel sundhed på UC SYD Kolding, Universitetsparken 2, 6000 Kolding.
Kontakt: 
Marlene Lysemose, lektor, cand.mag.
UC SYD Institut for pædagoguddannelse
7266 5421 / mlys@ucsyd.dk

Programmet for seksuel sundhed på UC SYD Kolding

8.15 Velkomst på studietrappen ved hovedindgangen til UC SYD 
8.25 Rundvisning i mindre grupper på vej mod lokale 3.26 
8.40 Hvorfor er vi her? Hvorfor er I her? Præsentation af underviser og studentermedhjælper samt pædagoguddannelsens sammenhæng med seksuel sundhed, og hvorfor IBC-eleverne er sendt til UC SYD.
9.00 Oplæg og workshops 
Oplæg: Sex på hjernen – Hvorfor gider man egentlig at have sex? Workshop: Samtalecafé.
Pause 
Oplæg: Hvad skal vi med det der samtykke? Workshop: Diskussion om casen ”Hvor går grænsen?” 
Pause 
Oplæg: Når uheldet er ude. Workshop: Bliv kondommester
11.15 Opsamling og afrunding 
11.30-11.45 Slut