Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Stadig flot søgning til pædagoguddannelsen i Tønder

For tredje år i træk tiltrækker pædagoguddannelsen mere end 20 studerende, og ligger dermed helt stabilt i antallet af ansøgere.

Publiceret:

Der er dømt hattrick på pædagoguddannelsen i Tønder. For tredje år i træk er der med 21 førsteprioritetsansøgninger potentiale for et rigtig flot optag på Jyllands sydligste professionsbacheloruddannelse.

- Det er helt fantastisk, at vi igen opnår en rigtig flot søgning til vores pædagoguddannelse i Tønder, og det viser bare, hvad man kan skabe, når vi som uddannelsesinstitution har et nært samarbejde med Tønder Kommune, som virkelig har ydet en formidabel indsats for at tiltrække og finde gode potentielle pædagoger i nærområdet, siger Alexander von Oettingen om det samarbejde, der nu har stået på i mange år.

Det viser sig også, at langt størstedelen af ansøgerne til Tønder kommer fra nærområderne, så mantraet om, at UC SYD uddanner i og til Syd- og Sønderjylland holder i særdeles i Tønder vand.

Glæde på rådhuset 
Der er ikke kun smil på campus, det er der også på Wegners Plads, hvor rådhuset ligger.

- Det er tredje år, vi udbyder pædagoguddannelsen lokalt, og antallet af ansøgere viser klart, at uddannelsen er kommet for at blive. Vi har brug for pædagoger i hele kommunen, og muligheden for at vi kan uddanne dem her i Tønder, gør en stor forskel, både for borgerne og de studerende, siger Grethe Høyrup Nielsen, direktør for Børn, Unge & Social i Tønder Kommune.

De lokale praktikpladser og studielivet i Tønder skaber en stærk tilknytning.

- Mange af vores studerende har lokal forankring, og med praktikpladser i nærområdet bliver båndene til kommunen kun stærkere. Når de er færdiguddannede, har vi brug for hver og en i kommunen. Derfor er det afgørende, at vi har en uddannelse i Tønder, understreger Grethe Høyrup Nielsen.

Stigning i samlet ansøgertal  
UC SYD oplever på tværs af landsdelen helt generelt en stigning i antallet af ansøgere. Dermed har Syd- og Sønderjyllands største uddannelsesinstitution vendt udviklingen, hvor der i en årrække har været kraftige fald i antallet af ansøgere til lærer-, socialrådgiver- og sundhedsuddannelserne samt de øvrige professionsuddannelser i Esbjerg, Kolding, Haderslev, Aabenraa og Tønder.

Den samlede stigning i førsteprioritetsansøgninger i 2025 landede efter ansøgningsfristen den 5. juli på seks procent. I alt har 1.483 søgt ind på en af UC SYDs uddannelser i år. I 2024 var tallet 1.399.  

UC SYD åbner for ledige studiepladser mandag den 28. juli. Det er derfor stadig muligt at begynde på drømmestudiet i september. I 2030 vil der ifølge DAMVAD Analytics og Danske Professionshøjskoler mangle over 14.000 pædagoger på landsplan og 1.400 alene i Syd- og Sønderjylland.

Derfor fokuserer UC SYD primært på førsteprioritetsansøgninger  
Når man søger ind via optagelse.dk, kan man søge mere end én uddannelse og vælge flere forskellige studiesteder. I den forbindelse bliver man bedt om at prioritere sine ansøgninger.  

UC SYD fokuserer primært på førsteprioritetsansøgerne, fordi vi ved, at de med større sandsynlighed begynder på studiet.  

Se hele årets ansøgerstatistik her.