Publiceret:
Lørdag den 5. juli er der landsdækkende frist for ansøgninger til videregående uddannelser i Danmark – og dermed også hos UC SYD. I år har 255 søgt ind på UC SYD Haderslev med en førsteprioritetsansøgning mod 257 sidste år.
– Vi er tilfredse med, at UC SYD Haderslev som helhed holder status quo i antallet af førsteprioritetsansøgninger, og vi mærker tydeligt, at mange gerne vil uddanne sig og blive i området, siger rektor på UC SYD, Alexander von Oettingen, som dog tilføjer.
- Det er desværre ikke kun positivt, for vi må også konstatere, at vi ikke har fået nok ansøgere til at kunne oprette et hold på uddannelsen til ernæring og sundhed efter sommerferien.
Læreruddannelsen i Haderslev, som er en af landets mest historiske, har i år modtaget 166 ansøgninger – samme antal som i 2024. På den ordinære læreruddannelse er antallet af førsteprioritetsansøgninger steget med ni procent fra 102 i 2024 til 111 i år, mens den digitale og delvist digitale læreruddannelse oplever et fald på 14 procent fra 64 ansøgere i 2024 til 55 i år.
Uddannelsen til sundhedsadministrativ koordinator går også frem. I år har 31 valgt UC SYD Haderslev og uddannelsen som førsteprioritet, hvilket er en stigning på 41 procent i forhold til 2024, hvor 22 søgte ind.
Fysioterapeutuddannelsen går en smule frem med en stigning på fire procent, mens ergoterapeutuddannelsen oplever et fald på 21 procent. Ernæring og sundhedsuddannelsen har modtaget så få ansøgninger, at der ikke oprettes et hold efter sommerferien. Ansøgerne har allerede i løbet af ugen fået besked, så de har haft mulighed for at søge ind på en anden uddannelse inden dagens kvote 1-frist.
Partnerskaber og øget synlighed
UC SYD har i den seneste periode intensiveret samarbejdet med Haderslev Kommune og lokale aktører og har generelt været mere synlig i bybilledet.
– Vi er stærkt forankret i Haderslev, hvor der er en campus, som både vi og byen kan være stolte af. Derfor har vi gjort en ekstra indsats og skruet op for partnerskaberne, brobygningen og den lokale synlighed. Det er nok summen af alle disse elementer, der nu bærer frugt, vurderer Alexander von Oettingen.
Derudover viser tallene, at der er en del ansøgere til den internationale læreruddannelse, hvor de studerende i begyndelsen modtager undervisning på engelsk. Efter et års tid, hvor de i mellemtiden har haft intensive danskkurser, skifter undervisningen over til dansk.
– Vi er glade for alle ansøgere, men særligt de internationale studerende er en gevinst, fordi de bruger meget tid på campus, ofte flytter til Haderslev og bosætter sig her, og ikke mindst er med til at skabe et aktivt ungeliv i hele byen. På den måde bidrager de til vores danske fællesskabskultur, hvilket er dejligt at se, siger Alexander von Oettingen.
Stigning i samlet ansøgertal
UC SYD oplever på tværs af landsdelen helt generelt en stigning i antallet af ansøgere. Dermed har Syd- og Sønderjyllands største uddannelsesinstitution vendt udviklingen, hvor der i en årrække har været kraftige fald i antallet af ansøgere til lærer-, socialrådgiver- og sundhedsuddannelserne samt de øvrige professionsuddannelser i Esbjerg, Kolding, Haderslev, Aabenraa og Tønder.
Den samlede stigning i førsteprioritetsansøgninger i 2025 landede efter ansøgningsfristen den 5. juli på seks procent. I alt har 1.483 søgt ind på en af UC SYDs uddannelser i år. I 2024 var tallet 1.399.
UC SYD åbner for ledige studiepladser mandag den 28. juli. Det er derfor stadig muligt at begynde på drømmestudiet i september. I 2030 vil der ifølge DAMVAD Analytics og Danske Professionshøjskoler mangle over 14.000 pædagoger på landsplan og 1.400 alene i Syd- og Sønderjylland.
Derfor fokuserer UC SYD primært på førsteprioritetsansøgninger
Når man søger ind via optagelse.dk, kan man søge mere end én uddannelse og vælge flere forskellige studiesteder. I den forbindelse bliver man bedt om at prioritere sine ansøgninger.
UC SYD fokuserer primært på førsteprioritetsansøgerne, fordi vi ved, at de med større sandsynlighed begynder på studiet.