Publiceret:
Det er igen blevet populært at give børn en god start på livet, at favne socialt udsatte eller få unge på ret kurs. I hvert fald oplever pædagoguddannelsen i Esbjerg en helt utrolig flot stigning i antallet af førsteprioritetsansøgninger, der er steget fra 72 i 2024 til 139 i 2025, hvilket samlet set er en fremgang på 93 procent.
- Det er en udvikling, jeg på alle måder er utrolig tilfreds med, da det viser, at det store arbejde, vi har foretaget, nu bærer frugt, siger rektor på UC SYD, Alexander von Oettingen, der udover at være rektor faktisk også har en doktorgrad i netop pædagogik.
Men det er ikke kun pædagoguddannelsen i Esbjerg, der klarer sig flot, det gør en lang række andre uddannelser også. Således har Esbjerg totalt set modtaget 636 ansøgninger mod 539 sidste år. En stigning på 18 procent.
En anden uddannelse, der udmærker sig, er laborantuddannelsen, der har fået 32 ansøgere.
- I efteråret var vi bekymrede for, at uddannelsen ville lukke, men nu viser det sig via stærke samarbejder med aftagerfeltet, at vi måske kan gøre uddannelsen bæredygtig alligevel, og det er jeg rigtig glad for, siger Alexander von Oettingen.
Med 32 ansøgere til laborantuddannelsen ser det ud til, at UC SYD får fuldt hus og faktisk slet ikke kan optage flere i år.
- Det er en fantastisk udvikling, siger en glad rektor.
Sundhedsuddannelserne har det svært
Der er også en række uddannelser, som i år har det sværere end normalt. Således oplever sundhedsuddannelserne en vigende søgning, og der er tilbagegang på bioanalytiker, fysioterapeut og sygeplejerske.
- Det er ærgerligt, for de sundhedsfaglige professionsbachelorer kommer til at mangle ude på sygehusene og i kommunerne, så jeg håber, at mange potentielle studerende, der er interesseret i sundhed, kommer ud af busken i løbet af sommerferien og søger nogle af de ledige studiepladser, vi helt sikkert kommer til at have her efter sommerferien, siger Alexander von Oettingen.
Jordemoderstudiet er den eneste sundhedsfaglige studieretning, der har fremgang i Esbjerg.
Partnerskaber og øget synlighed
Det er endnu for tidligt at sige, hvad den totale fremgang i Esbjerg skyldes, men UC SYD har gennem den seneste periode intensiveret synligheden og samarbejdet med blandt andre Esbjerg Kommune, Education Esbjerg og andre aktører i nærområderne.
- Vi gør, hvad vi kan for at tiltrække så mange ansøgere som muligt, og vi har fundet ud af, at vi via partnerskaber kan komme længere ud og ramme nogle mennesker og uddannelsesparate, som vi ikke kan nå på anden vis, så det er et arbejde, vi kommer til at fortsætte, vurderer Alexander von Oettingen.
Stigning i samlet ansøgertal
UC SYD oplever på tværs af landsdelen helt generelt en stigning i antallet af ansøgere. Dermed har Syd- og Sønderjyllands største uddannelsesinstitution vendt udviklingen, hvor der i en årrække har været kraftige fald i antallet af ansøgere til lærer-, socialrådgiver- og sundhedsuddannelserne samt de øvrige professionsuddannelser i Esbjerg, Kolding, Haderslev, Aabenraa og Tønder.
Den samlede stigning i førsteprioritetsansøgninger i 2025 landede efter ansøgningsfristen den 5. juli på seks procent. I alt har 1.483 søgt ind på en af UC SYDs uddannelser i år. I 2024 var tallet 1.399.
UC SYD åbner for ledige studiepladser mandag den 28. juli. Det er derfor stadig muligt at begynde på drømmestudiet i september. I 2030 vil der ifølge DAMVAD Analytics og Danske Professionshøjskoler mangle over 14.000 pædagoger på landsplan og 1.400 alene i Syd- og Sønderjylland.
Derfor fokuserer UC SYD primært på førsteprioritetsansøgninger
Når man søger ind via optagelse.dk, kan man søge mere end én uddannelse og vælge flere forskellige studiesteder. I den forbindelse bliver man bedt om at prioritere sine ansøgninger.
UC SYD fokuserer primært på førsteprioritetsansøgerne, fordi vi ved, at de med større sandsynlighed begynder på studiet.