Gå til hovedindhold

UC SYD åbner endnu en uddannelse i Tønder

Publiceret:

I kølvandet på den nylige åbning af pædagoguddannelsen i Tønder, åbner UC SYD nu også en pædagogisk assistentuddannelse på Campus Tønder. Det sker mandag den 18. september.

Der er brug for pædagogisk uddannet personale, og derfor har UC SYD besluttet at åbne en uddannelse til pædagogisk assistent, PAU, i Tønder Kommune.

- Vi ser et stort behov for pædagogisk personale på alle niveauer, og derfor er jeg også stolt over, at vi i forlængelse af åbningen af pædagoguddannelsen i Tønder nu kan offentliggøre, at vi også starter et hold til pædagogisk assistent i Tønder, siger Alexander von Oettingen, der er rektor på UC SYD.

Indtil videre er der 18 elever på holdet, og det skaber glæde i kommunen.

- At vi nu også har fået PAU-merit til Tønder, kan jeg kun glæde mig over. Pædagogfaget står overfor nogle udfordringer med hensyn til rekruttering, og at man nu kan tage uddannelsen som pædagogisk assistent med merit åbner en mulighed for dem, der i forvejen har noget erhvervserfaring, siger borgmester i Tønder Kommune, Jørgen Popp Petersen og fortsætter.

- Jeg ser det som et spændende tiltag, og jeg er rigtig glad for det samarbejde, Tønder Kommune har haft med UC SYD.

Elever med erfaring i rygsækken
For at blive optaget på den pædagogiske assistentuddannelse, skal man være mindst 25 år og have to års relevant erhvervserfaring. Derfor spiller samarbejdet med kommunen også ind, da mange af eleverne til dagligt arbejder i Tønder Kommune men nu på forskellig vis får mulighed for at tage en uddannelse, som supplerer den erfaring, de allerede har med sig.

- Det er utroligt glædeligt, at Tønder Kommune også har taget udfordringen op i forhold til den pædagogiske assistentuddannelse. Vi har haft et tæt samarbejde hele vejen igennem, og kommunen har i den grad hjulpet til med en masse praktiske ting og ikke mindst at finde egnede elever, forklarer Alexander von Oettingen.

Netop fordi eleverne skal have erfaring med sig fra tidligere, er der en del ufaglærte dagplejere, pædagog- og omsorgsmedhjælpere, der vælger uddannelsen, der varer 42 uger. Mange elever får orlov fra deres job, mens de læser, og er på den måde sikret et job, når de er færdige med uddannelsen.

Derudover er der også ledige, der bliver sendt på uddannelsen på dagpenge, mens endnu andre læser den på SU.

Opkvalificering og fødekæde
Den pædagogiske assistentuddannelse favner meget bredt, og eleverne har alle aldre. Nogle tager den som et naturligt led i deres udvikling efter mange års ufaglært arbejde, mens andre bruger den som springbræt til selve pædagoguddannelsen.

- At sikre en uddannelsesmæssig fødekæde er alfa og omega, og da nogle pædagogiske assistenter vælger at læse videre til pædagog, når de er færdige, er jeg også fortrøstningsfuld, når det kommer til de kommende års optagelse på vores pædagoguddannelse, som vi netop har åbnet i Tønder, siger Alexander von Oettingen.

Ledige pladser
Skulle der være interesserede potentielle elever, er der faktisk ledige pladser på uddannelsen. Man kan læse mere om uddannelsen, og hvordan man bliver optaget her: https://www.ucsyd.dk/uddannelse/paedagogisk-assistent 

Officiel åbning
Der er officiel åbning af uddannelsen på Campus Tønder, Plantagevej 37A, Tønder, tirsdag den 19. september klokken 8.30-9.30. Alle er velkomne.