Publiceret:
Snart kan tysktalende uddanne sig til sygeplejerske eller pædagog på UC SYD i Aabenraa.
I mange år har UC SYDs engelsksprogede læreruddannelse trukket internationale studerende til Haderslev. Nu fyrer Syd- og Sønderjyllands største uddannelsesinstitution også op under det internationale miljø på campus i Aabenraa, hvor de første tysktalende studerende snart kan starte på uddannelsen til sygeplejerske eller pædagog.
De to nye tysksprogede uddannelser, der er målrettet tysktalende studerende fra Tyskland, Østrig, Schweiz og Holland, har til formål at uddanne dygtige fagprofessionelle til det danske arbejdsmarked, styrke det dansk-tyske grænseland og intensivere det grænsekrydsende samarbejde.
- Vi er meget glade og stolte over, at vi nu kan tilbyde to vigtige, tysksprogede uddannelser i Aabenraa. De er ikke bare en direkte respons på det fremtidige behov for flere dygtige pædagoger og sygeplejersker i vores landsdel, men også en styrkelse af et mere robust og sammenhængende grænseland i en tid med store globale udfordringer, siger UC SYDs rektor, Alexander von Oettingen.
UC SYD har en klar forventning om, at de tysksprogede pædagoger og sygeplejersker på sigt vil blive attraktive for det danske arbejdsmarked, da de vil rumme kombinationen af faglig dygtighed, interkulturel forståelse og sproglig fleksibilitet. Netop den sproglige fleksibilitet bliver et væsentligt punkt for de kommende studerende på de tysksprogede uddannelser. Undervisningen vil nemlig foregå på tysk det første år, hvorefter uddannelsen fortsætter på dansk. Intensiv danskundervisning vil derfor være obligatorisk for de studerende det første studieår. Det giver dem mulighed for at opbygge de sproglige og kulturelle kompetencer, der - ikke bare på sigt vil ruste dem til arbejde i danske institutioner og det danske sundhedsvæsen - men også gøre dem klar til de praktikforløb, der er en obligatorisk del af uddannelserne. Praktikforløbene vil foregå i dagtilbud, skoler, plejehjem og på hospitaler i Danmark og det danske mindretal i Sydslesvig.
- Vi har allerede sat turbo på markedsføringen af de nye uddannelser, for der kan søges ind fra starten af februar. Vi ser enormt meget frem til at komme i gang og glæder os over at kunne tage dette vigtige skridt i tæt samarbejde med kommuner, regioner, mindretal, institutioner og virksomheder på begge sider af grænsen, siger Alexander von Oettingen.