Publiceret:
For kort tid siden offentliggjorde Uddannelses- og Forskningsstyrelsen den samlede ramme for de nye professionsmasteruddannelser, og det markerer et historisk gennembrud for professionshøjskolesektoren i Danmark. For første gang kan professionshøjskolerne fra sommeren 2026 udbyde kandidatuddannelser på samme niveau som universiteterne. Således også UC SYD der kommer til at udbyde 27 pladser på den nye professionsmaster i pædagogisk-psykologisk rådgivning.
Det er ikke kun en enestående milepæl for UC SYD men for hele landsdelen.
- Det her er historisk. Vi har i årevis arbejdet for, at professionshøjskolesektoren får mulighed for at udbyde kandidatuddannelser, som hos os får betegnelsen professionsmaster, og nu sker det. Det er et markant løft af hele sektoren og en anerkendelse af at den viden og praksisnære faglighed vi har på professionsuddannelserne nu også kan ophøjes til kandidatniveau, siger rektor for UC SYD, Alexander von Oettingen, og fortsætter.
- Jeg er både glad og stolt over, at vi nu kan tilbyde en professionsmaster, der forener forskning, udvikling og praksis, og jeg har en dyb tro på, at det vil løfte fagligheden endnu mere, hvilket kommer til at gøre gavn i hele vores landsdel.
Praksis og forskning
Den første nye professionsmaster retter sig mod uddannede lærere og pædagoger og skal styrke den pædagogisk-psykologiske indsats i skoler og daginstitutioner. Uddannelsen er udviklet i tæt samspil med aftagere og fagmiljøer og er et direkte svar på de komplekse udfordringer, som daginstitutioner og folkeskoler står overfor i dag herunder trivsel, inklusion, kvalitet og tværfagligt samarbejde.
Forskningschef på UC SYD, Jesper von Seelen, har på UC SYDs vegne lagt vejen for institutionens tilgang til den nye uddannelse, og han glæder sig over, at den nye uddannelse i tæt samarbejde med regionens kommuner og institutioner vil bidrage til at vi også i det syd- og sønderjyske kan uddanne eksperter inden for børn og unges trivsel.
- Det er en fantastisk dag. Denne afgørelse er resultatet af lang tids hårdt arbejde på tværs af sektoren, og vi er meget glade for, at det endelig er lykkedes at få professionsmasteren i hus. Det er en ny og ambitiøs uddannelsestype, og den giver os mulighed for at bringe vores forsknings- og udviklingsarbejde endnu tættere på praksis. Vi får nu et stærkere videns- og kompetencelag, som i tæt dialog med regionens kommuner kan være med til at løfte kvaliteten i både skoler og daginstitutioner, forklarer han.
Et fagligt løft
Professionsmasteren skal klæde lærere og pædagoger bedre på til at håndtere komplekse faglige udfordringer, hvor løsningerne rækker ud over det enkelte barn eller den enkelte situation. Der er fokus på forebyggende indsatser, udvikling af praksis, tværgående koordinering og evnen til at skabe bæredygtige løsninger i samarbejde med kolleger, ledelse og øvrige faggrupper.
Flere uddannelser på vej
Med den nye uddannelse får Syd- og Sønderjylland ikke blot et nyt studietilbud, der er også tale om, at regionen får et markant kompetenceløft. Professionsmasteren åbner samtidig nye og attraktive karriereveje for professionsuddannede og skulle også gerne styrke rekrutteringen til lærer- og pædagoguddannelserne.
Den første professionsmaster, der bliver udbudt på UC SYD, er professionsmaster i pædagogisk-psykologisk rådgivning, men der er allerede flere professionsmastere på vej i de kommende år.
Således skulle der fra 2027 komme en mere lærerfaglig professionsmaster mens der i årene derefter også kommer professionsmastere målrettet pædagoger, sygeplejersker og socialrådgivere.
- På den her måde sikrer vi, at vores store professionsuddannelser bliver endnu mere attraktive, da de kommende studerende får endnu flere karriereveje at betræde, siger Alexander von Oettingen.
Læs meget mere her: https://ucsyd.dk/professionsmaster-i-paedagogisk-psykologisk-raadgivning