Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

UC SYD oplever fremgang for første gang siden 2020

Efter en meget målrettet indsats, oplever Syd- og Sønderjyllands største uddannelsesinstitution, UC SYD, en stigning i antal tilbudte studiepladser, der ligger pænt over de nationale tendenser.

Publiceret:

UC SYD oplever i år fremgang i antallet af tilbudte studiepladser. I 2025 udbydes 1.269 pladser på de professionsrettede uddannelser, der udbydes af UC SYD, hvilket er en samlet stigning på fem procent sammenlignet med 2024, hvor 1.213 fik tilbudt en studieplads den 28. juli. Nationalt ligger optaget på professionsuddannelserne med en stigning på en procent.

– Vi har lavet en målrettet indsats på synligheden af vores uddannelser, hvor store dele af UC SYD har været involveret i intensiverede samarbejder med aftagerfeltet, været aktive på messer og ikke mindst lavet rigtig god undervisning for vores studerende, siger rektor for UC SYD, Alexander von Oettingen, og fortsætter.

- Det har været med til at give en positiv udvikling i søgningen til vores professionsuddannelser, men årets tal viser også, at flere gerne vil være med til at gøre en forskel i samfundet. Det er både opløftende og nødvendigt, vurderer rektor på UC SYD Alexander von Oettingen.

Ikke siden 2020 har UC SYD meldt om en stigning i antallet af tilbudte studiepladser, og det glæder rektoren.

- Vi har knækket kurven, og jeg håber, at vi også fremover kan finde metoder til at tiltrække endnu flere studerende, uddyber Alexander von Oettingen.

Tre uddannelser med særlig fremgang 
Pædagoguddannelsen vokser samlet med 11 procent mod et fald på en procent på landsplan. I Esbjerg er fremgangen særlig markant, da UC SYD i år tilbyder pladser til 127 personer mod 75 sidste år. Det er en stigning på 69 procent. Den delvist digitale variant af pædagoguddannelsen i Aabenraa går frem med 20 procent.  

– Vi har et ansvar for at imødekomme det stigende behov for velfærdsuddannede i hele regionen, og derfor er det vigtigt for os at tilbyde de fleksible studieformer, hvor hele eller dele af uddannelserne foregår digitalt, udtaler Alexander von Oettingen.

Også socialrådgiveruddannelsen har stor vækst med 32 procent flere pladser, hvor Esbjerg har en fremgang på 58 procent, og Aabenraa følger efter med 45 procent. På landsbasis falder antallet af tilbudte studiepladser på socialrådgiveruddannelsen med tre procent.

Udover de to nævnte uddannelser er det også værd at nævne, at laborantuddannelsen klarer det rigtig godt med en stigning fra 18 til 30 tilbudte studiepladser svarende til 67 procent.

- For et halvt års tid siden var vi ved at lukke uddannelsen på grund af vigende søgning, men en ekstra indsats, hvor vi har arbejdet tæt sammen med aftagerfeltet, har vist, at vi i hvert fald i år har fået en meget tilfredsstillende søgning, og nu kan melde om et helt fyldt hold, siger Alexander von Oettingen.

Stor fremgang i Esbjerg  
Esbjerg er den campus med størst vækst, og her er væksten på tværs af alle uddannelser 18 procent flere pladser. Kolding vokser med fire procent, mens Haderslev går ni procent tilbage, primært grundet et fald i den digitale læreruddannelse, ergoterapeutuddannelsen samt uddannelsen til ernæring og sundhed, som slet ikke optager studerende efter sommerferien. Aabenraa oplever et fald på otte procent drevet af pædagog- og sygeplejerskeuddannelserne. Særligt uddannelsen til sygeplejerske oplever i år en national tilbagegang på otte procent, hvilket er kritisk.

- UC SYD har et samlet fald på sygeplejerskerne på 16 procent, og det vil helt sikkert kunne mærkes i aftagerfeltet om små fire år. Det er en bekymrende tendens, som vi i samarbejde med aftagerfeltet og fagbevægelsen på have sat yderligere fokus på i den kommende tid, siger Alexander von Oettingen.

Der er stadig ledige studiepladser
Selv om dette års formelle ansøgningsrutine med kvote 1 og kvote 2 er overstået, er det faktisk stadig muligt at begynde en uddannelse allerede til september, såfremt man opfylder kravene til at blive optaget på de forskellige uddannelser.

- Vi har ledige studiepladser på en lang række uddannelser, og jeg vil kraftigt opfordre til, at man går ind via vores hjemmeside og får sendt en ansøgning så hurtigt som muligt, da de ledige pladser bliver tildelt efter først-til-mølle-princippet, siger Alexander von Oettingen.

Typisk vælger en del at søge optagelse i løbet af august og september måned, og det gør, at UC SYD samlet forventer, at det reelle antal studerende bliver endnu højere end de 1269, der netop har besked om, at de er blevet optaget på deres studie.

Se alle tal for UC SYDs tilbudte studiepladser her

Læs de lokale pressemeddelelser her.