Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

UC SYD sætter uddannelsen til Ernæring og sundhed i bero

Bestyrelsen ved UC SYD har på sit møde den 25. september 2025 besluttet at sætte professionsbacheloruddannelsen i Ernæring og sundhed i bero.

Publiceret:

Beslutningen om berosættelse af uddannelsen i Ernæring og sundhed kommer efter flere års faldende optag, højt frafald blandt de studerende og en økonomi, som ikke længere kan bæres af uddannelsen selv. Men det lave optag på uddannelsen gør det også svært at opretholde et socialt og fagligt liv, da de studerende undervejs i studiet skal vælge mellem to specialiseringer, hvorved holdene bliver endnu mindre.

Trods en række ekstraordinære indsatser, herunder målrettet markedsføring og samarbejde med lokale aktører, er det ikke lykkes at tiltrække et tilstrækkeligt antal ansøgere til at opretholde et fagligt og økonomisk bæredygtigt udbud. I 2025 modtog uddannelsen 16 førsteprioritetsansøgninger, hvilket er væsentligt under det minimum på 22, som bestyrelsen havde fastlagt for studieåret 2025/2026.  

I alt skal der blandt andet på grund af et relativt stort frafald på uddannelsen optages 35 studerende årligt for at gøre uddannelsen økonomisk bæredygtig, men da dette ikke er tilfældet, står uddannelsen til at have et underskud på over tre millioner kroner årligt de kommende år, såfremt den havde fortsat.  
For ikke at svække de øvrige professionsuddannelser samt muligheden for at udvikle uddannelser i Syd- og Sønderjylland, har bestyrelsen derfor truffet beslutning om berosættelse.

- Det er en svær beslutning, fordi vi ved, at den rammer medarbejderne på uddannelsen og i et eller andet omfang også aftagerfeltet i kommuner og region, men vi er også nødt til at sikre, at UC SYDs samlede uddannelsesportefølje forbliver bæredygtig både fagligt, økonomisk og socialt.

Derfor sætter vi uddannelsen i bero med mulighed for at genåbne den, hvis fremtidige rammevilkår og søgning ændrer sig, siger bestyrelsesnæstformand for UC SYD, Poul Flack-Jensen.

De nuværende studerende vil kunne færdiggøre deres uddannelse uændret, da der bliver tale om en gradvis udfasning sammen med det hold af studerende, der begyndte på uddannelsen i 2024, hvor der sidst var optag.

Fakta: Læs hele indstillingen, der ligger til grund for beslutningen om berosættelse her