Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

UC SYD scorer på trivsel

For tredje år i træk ligger UC SYD’s pædagogiske assistentuddannelse på førstepladsen, når det handler om trivsel.

Publiceret:

Eleverne på pædagogisk assistentuddannelsen på UC SYD stortrives. Ud af de 108 erhvervsuddannelser, som deltager i den årlige obligatoriske undersøgelse af elevernes trivsel, scorer UC SYD flest point.

-Vi er selvfølgelig enormt stolte af at have en uddannelse, hvor eleverne trives – og trives bedre end landsgennemsnittet. Vores undervisere er engagerede og dygtige, og vi gør meget ud af at inddrage eleverne og give dem ejerskab. Det tror jeg helt sikkert spiller ind på den gode evaluering, som eleverne har givet os, lyder det fra studieleder på pædagogisk assistentuddannelsen på UC SYD, Thomas Falk.

Eleverne skal evaluere deres egen trivsel på fire overordnede områder: Undervisningen, de fysiske rammer, praktikken og elevens egen indsats. På et enkelt område ligger UC SYD på niveau med landsgennemsnittet for social- og sundhedsskolerne, på alle andre områder ligger UC SYD højere.

-Det føles som en tidlig julegave at modtage resultatet af trivselsundersøgelsen. Den bekræfter os i, at vi i fællesskab gør det godt og leverer god uddannelse. Jeg har kun ros at give til de mange passionerede undervisere og elever, vi har på pædagogisk assistentuddannelsen, siger Thomas Falk.

thomas falk

Om pædagogisk assistentuddannelsen

UC SYD udbyder den pædagogiske assistentuddannelse i Esbjerg, Kolding og Aabenraa. Uddannelsen er en erhvervsuddannelse på 42 uger. For at blive optaget på uddannelsen kræver det, at man er fyldt 25 år og har to års relevant erhvervserfaring. Som pædagogisk assistent opnår man kompetencer til at arbejde med menneskers udvikling, f.eks. i børnehaver og SFO’er, i institutioner for unge med sociale problemer eller i døgninstitutioner.

Se videoen nedenfor om studielivet på den pædagogiske assistentuddannelse på UC SYD.

Om trivselsundersøgelsen

Den pædagogiske assistentuddannelse er en erhvervsuddannelse, hvorfor den evalueres sammen med landets øvrige erhvervsuddannelser. Trivselsundersøgelsen, ETU, er en årlig obligatorisk undersøgelse på alle 108 erhvervsuddannelser. Se mere om undersøgelsen på Undervisningsministeriets hjemmeside.

Edit: Thomas Falk har fratrådt sin stilling som studieleder den 12. april 2019.