Gå til hovedindhold

UC SYD skal spare 14 mio. kroner

Publiceret:

13 medarbejdere er varslet opsagt. 16 medarbejdere har indgået frivillig fratrædelse og et mindre antal medarbejdere er blevet omplaceret.  

UC SYD har en budgetudfordring i 2022 på ca. 14. mio. kr., og det betyder, at organisationen må sige farvel til et antal medarbejdere. Derudover sker der omplaceringer, og en række medarbejdere har indgået aftaler om frivillig fratrædelse. 

I alt er der indgået 16 aftaler om frivillig fratrædelse, tre medarbejdere vil blive omplaceret, og der er en række vakante stillinger, der ikke er blevet genbesat. 

– Vi har fundet besparelser på driftsomkostningerne og ved naturlig og frivillig afgang af medarbejdere. Men det har desværre også vist sig nødvendigt at varsle medarbejdere opsagt for at sikre balance i budgettet i 2022 og de følgende år. Det har selvfølgelig været den sidste udvej, efter alle andre muligheder er undersøgt, siger rektor Alexander von Oettingen. 

Og i dag har vi varslet 13 medarbejdere opsagt. Opsigelserne er fordelt med ca. halvdelen i administrationen og den anden halvdel på Institut for pædagoguddannelse og Institut for samfundsfag og kommunikation samt Efter- og videreuddannelsen. 

Alle områder ramt 
Alle områder i UC SYD er ramt af udfordringerne. Men der har allerede fundet personalereduktioner og besparelser sted på enkelte områder – og derfor rammer de 13 varslinger i dag ikke bredt i organisationen. 

Samlet forventer UC SYD, at 40-45 stillinger i hele UC SYD nedlægges – ud over de varslede medarbejdere og de frivillige fratrædelser drejer det sig om midlertidige og vakante stillinger, der ikke genbesættes, og fratrædelser i forbindelse med pension.  

Flere årsager til udfordringerne 
Der er en række årsager til UC SYDs budgetudfordringer, forklarer Alexander von Oettingen. 

– Vi ser en negativ udvikling i både ansøgertal og optagetal, men også i øget frafald – og det er en tendens, som corona har forstærket. Generelt går den demografiske udvikling ikke vores vej. Flere unge foretrækker at studere i universitetsbyerne, og ungdomsårgangene falder støt. 

– Derudover er der indtægter og aktiviteter, der reduceres eller forsvinder. Det gælder bl.a. eksterne forskningsmidler og særtilskud til pædagoguddannelsen. Og den politiske aftale om ”Flere og bedre uddannelser til hele Danmark” koster UC SYD penge i 2021 og i 2022, fordi en del af finansieringen af aftalen hentes i tilskud, vi og de andre uddannelsesinstitutioner tidligere har modtaget.  

Til gengæld, understreger Alexander von Oettingen, er der nu udstukket en langsigtet og økonomisk bæredygtig kurs for UC SYD. 

Flere oplysninger 
Alexander von Oettingen, rektor, avoe@ucsyd.dk, 72 66 52 09