Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Studieportræt

Emma læser til ergoterapeut

- Ergoterapi giver bare så god mening

Publiceret:

Emma gik længe og troede, at hun skulle være fysioterapeut, men tilfældigheder ledte hende på sporet af ergoterapeutuddannelsen og det har hun ikke fortrudt.

Fakta

Emma Miles Mortensen er 22 år og læser til ergoterapeut på UC SYD i Esbjerg.

Inden studiestarten på UC SYD i 2019 havde Emma Miles Mortensen et halvt års sabbat efter at have taget sin studentereksamen. 

Når eksamensbeviset er i hus planlægger hun tage en kandidatuddannelse i socialt arbejde – det er nemlig i høj grad de socialt sårbare, som Emma brænder for.  

Hvorfor har du valgt at uddanne dig til ergoterapeut?  

Jeg startede egentlig med at ville læse til fysioterapeut, men så var jeg med gymnasiet til et arrangement på UC SYD, hvor vi blev præsenteret for en række uddannelser. Jeg satte mig ind i et lokale for at høre om uddannelsen til fysioterapeut.

Det var tilfældigvis samme rum, som ergoterapeutuddannelsen også var i og da jeg havde hørt om begge uddannelser, kunne jeg bare mærke, at ergoterapien gav rigtig god mening. Jeg har altid gerne ville hjælpe mennesker og for mig er ergoterapien bare en ideel måde at gøre det.  

 Jeg har altid gerne ville hjælpe mennesker og for mig er ergoterapien bare en ideel måde at gøre det.

Emma Miles Mortensen

Ergoterapeutstuderende

Hvad fik dig i første omgang til at tænke, at du skulle læse til fysioterapeut? 

Jeg har spillet en del håndbold og derigennem været i kontakt med forskellige fysioterapeuter. Jeg synes egentlig, at det er en fed måde de arbejder på ved at trykke og undersøge sig frem til den rigtige behandling. Derudover har jeg også bare altid gerne ville arbejde med mennesker, men retningen har jeg ikke helt vidst. Det er nok også derfor, at jeg var så åben overfor ergoterapien, da jeg hørte om den.

Inden jeg startede på UC SYD var jeg svømmetræner for handicappede børn og unge og under uddannelsen har jeg været – og er stadig – tilknyttet Bindeleddet, som er et mentorprojekt for unge hjemløse og tidligere anbragte. Så det har ligesom bare altid haft min interesse at hjælpe andre mennesker til at blive bedre eller få det bedre.  

Emma, Ergoterapeut

Hvordan oplever du hverdagen på din ergoterapeutuddannelsen? 

Jeg oplever hverdagen på uddannelsen som meget fleksibel, men også med faste, klare rammer for, hvad der forventes af os. Jeg oplever også et godt studiemiljø med ikke alt for store hold.

På universiteterne kan man sidde over 100 mennesker sammen til en forelæsning, hvor man slet ikke får det samme fællesskab. Vores klasse var hurtig til at danne et godt fællesskab, selv om vi faktisk kun nåede at være få måneder på skolen, inden vi blev sendt hjem på grund af corona. Alligevel har vi egentlig formået at bevare det stærke fællesskab hele vejen, hvilket virkelig bidrager til en god studietid. 
Vores undervisere er også en ret stor del af vores hverdag. Man kender dem. De ved, hvem vi er og de er nemme at komme i kontakt med.  

Vores undervisere er en ret stor del af vores hverdag. Man kender dem. De ved, hvem vi er og de er nemme at komme i kontakt med.

Emma Miles Mortensen

Ergoterapeutstuderende

Hvordan oplever du sammenhængen mellem teori og praksis på ergoterapeutuddannelsen? 

Sammenhængen er rigtig fed. I starten havde jeg svært ved at se, om jeg overhovedet havde lært noget pga. al den onlineundervisning under corona, men da jeg kom ud i praksis og fik at vide af de kliniske undervisere, at jeg gjorde det rigtig godt og kunne de ting, jeg skulle kunne, så blev jeg glad. Så det er klart min oplevelse, at vi bliver klædt på her på skolen med noget, der giver mening, når vi kommer ud i praksis.

Emma, Ergoterapeut

Det giver også enorm god mening, at vi ude i praksis ikke indgår i normeringen, men kun er der som studerende. Det giver ro og plads til at lære og det har jeg været rigtig glad for. Jeg trækker også på min viden fra uddannelsen i det studiejob jeg lige nu har, hvor jeg arbejder med en autistisk pige, hvor ergoterapien giver god mening med sanseintegration og stimuli. 


Hvad drømmer du om at bruge din uddannelse til? 

Jeg planlægger at bygge oven på min uddannelse som ergoterapeut med en kandidatuddannelse i socialt arbejde. Jeg vil rigtig gerne det sociale relationsarbejde fremfor blandt andet rehabilitering, hvor man som ergoterapeut fx hjælper fru Jensen, der har brækket sit håndled, tilbage til fuldt funktionsniveau igen. Det er også vigtig opgave, men personligt synes jeg, at de udsatte borgergrupper fx psykisk sårbare er mere interessante at arbejde med. Jeg kunne for eksempel godt tænke mig at arbejde i et fængsel. Det er måske nok mere langstrakt, men for mig vil det give mening at kunne hjælpe nogen godt ud i samfundet igen.  

Jeg er i det hele taget bare rigtig glad for at have valgt ergoterapien fremfor fysioterapien i sin tid, da jeg netop har muligheden for at dreje mere over mod det sociale perspektiv fremfor fysisk træning eller genoptræning.  

Foto af studerende

Læs mere om ergoterapeutuddannelsen

Bliv ergoterapeut

Tag uddannelsen til ergoterapeut og hjælp mennesker, der er fysisk, psykisk eller socialt udfordrede, med at få en hverdag med større frihed og livskvalitet.