Gå til hovedindhold

Martin prøver drømmejobbet som vejleder af

Mød Martin, der læser til administrationsbachelor

Martin læser til administrationsbachelor og er lige nu i praktik som uddannelsesvejleder. Hans drøm er netop at komme til at arbejde med unge og uddannelsesvejledning. Derfor valgte han administrationsbacheloruddannelsen.

Jeg var på et tidspunkt vikar i en folkeskole. Og her opdagede jeg, at det mest givende i verden er at arbejde med unge mennesker. Det er det jeg vil!

Martin, administrationsbachelorstuderende

Og sådan blev drømmen om at blive vejleder for unge mennesker skabt.

Martin administrationsbachelor

Det handler jo om, at jeg gerne vil gøre en positiv forskel for unge mennesker. De står midt i nogle store og afgørende valg, og det er afgørende, at de får god og kompetent vejledning. Tænk, hvis jeg kan være med til at hjælpe dem godt på vej.

Martin, administrationsbachelorstuderende

Administrationsbacheloruddannelsen giver Martin de kompetencer og den viden, han har brug for, for en dag at kunne varetage et job som vejleder.

Uddannelsen giver mig generelle administrative kvalifikationer, så jeg både får kompetencer og viden indenfor HR, økonomi, organisation og ledelse. Og samtidig har jeg mulighed for at målrette uddannelsen mod det, jeg brænder allermest for; nemlig vejledning

Martin, administrationsbachelorstuderende

Og netop muligheden for både at få generalistkompetencer og samtidig gå i dybden med et område, har været en stor del af grunden til, at Martin har valgt uddannelsen.

Inden jeg startede på uddannelsen havde jeg hørt rigtig godt om studiemiljøet og det faglige niveau på UC SYD, og jeg må sige, at jeg virkelig er overrasket over det store engagement jeg møder. Underviserne har bare et særligt drive. Man kan virkelig mærke, at de brænder for det, og det gør det selvfølgelig ekstra fedt at gå på uddannelsen.

Martin, administrationsbachelorstuderende

Samtidig er Martin også glad for uddannelsens opbygning.

Altså, jeg valgte meget bevidst at tage en professionsbachelor og ikke en ’almindelig’ bachelor på universitetet. Du forstår teorien meget bedre, når du får den ind under huden og oplever virkeligheden. Og det gør du, når du kommer i praktik.

Martin, administrationsbachelorstuderende

Praktikken er en fast del af alle professionsbacheloruddannelser, og Martin er sikker på, at praktikken er med til at ruste ham bedre til den dag han står færdiguddannet og skal finde sit første job som administrationsbachelor.

Jeg kommer jo ikke kun med teoretisk viden, jeg har også erfaring med at arbejde med og omsætte teorien i praksis. Den praktik, jeg er i lige nu, giver mig både ballast og styrker mine faglige kompetencer, så jeg står endnu stærkere, når jeg er færdiguddannet.

Martin, administrationsbachelorstuderende

Administrationsbachelor

På administrationsbacheloruddannelsen på UC SYD giver vi dig kompetencerne til at arbejde med hele paletten af administration. Du lærer at koordinere, kommunikere og samarbejde, sætte projekter i søen og styre dem sikkert i havn.