Publiceret:
- Danmark er min "American Dream"
Oksana kom til Danmark for 15 år siden for som landbrugspraktikant og skulle kun være her i en kort periode. I dag læser hun en professionsbachelor i skat og elsker, at hun kan forklare, hvordan og hvorfor vi betaler til velfærdssystemet.
Fakta
Navn: Oksana Klokta
Alder: 36 år
Familie: Har to børn og er gift
By: Haderslev
Studie: Professionsbachelor i skat
Baggrund: Kom til Danmark for 15 år siden som landbrugspraktikant. Har desuden en bachelor i naturvidenskab. Siger, at hendes ”American Dream” er dansk. Her kan hun uddanne sig og få en karriere.
Hvorfor har du valgt at tage en uddannelse i Skat?
- Jeg valgte at læse skatteuddannelsen, fordi jeg først og fremmest synes, at skat er rigtig, rigtig spændende. Uddannelsen giver forståelse af, hvorfor og hvordan skattekronerne kommer ind i systemet, hvordan vores velfærd bliver betalt, og hvem der rent faktisk betaler den.
Uddannelsen giver en bred vifte af muligheder; man kan både arbejde i det offentlige og den private sektor. Og så dækker uddannelsen en masse forskellige interesseområder.
Hvordan oplever du hverdagen på dit studie?
- Jeg kan rigtigt godt lide vores hverdage på studiet. Vi har forskellige undervisere, der formidler information rigtigt godt. Mange af dem har arbejdet som specialister; skattespecialister og advokater. De lærer os, hvordan man kan veksle teori til praktik, og hvordan man kan anvende den praktiske viden, så vi får en forståelse af, hvad man læser på uddannelsen. Udover det, så har vi en rigtig god atmosfære; vi har lave en madklub for os på skatteuddannelsen. Her spiser vi kage hver uge og holder fødselsdagsfester. Vi har det faktisk hyggeligt.
Hvordan oplever du sammenhængen mellem teori og praksis på dit studie?
- Indtil videre har vi ikke prøve at arbejde med skatten med hænderne endnu, men de virksomhedsbesøg, der ligger under uddannelsen, hjælper til at skabe overblik det arbejde, vi skal lave på skatteområdet. Selve uddannelsen er meget lærerig. Man har mulighed for at ”smage” på en masse forskellige ting, og bagefter skal man selv vælge en retning, hvor man kan udvikle sig, hvor man kan blive beskæftiget i fremtiden.
Hvad drømmer du om at bruge din uddannelse til?
- Jeg er på fjerde semester ud af syv. Jeg har ikke afgjort det endnu, fordi man skal enten vælge med hjerne eller hjerte. Der er masser af muligheder, man kan vælge. Måske bliver jeg beskæftiget i skattestyrelsen. Eller måske vælger jeg at arbejde i en revisionsvirksomhed, hvor de måske har en lidt mere dynamisk hverdag.
Man gør sig mange tanker og forestillinger, inden man starter på en uddannelse. Hvad har overrasket dig mest?
- Jeg havde ikke de store forventninger til uddannelsen. Jeg er en moden person på 36 år, og jeg forstillede mig, at de andre studerende var omkring 20 år. Jeg forventede ikke, at vi fik et så godt forhold til hinanden på vores hold. Det er rigtig søde mennesker, der er på skatteuddannelsen. Vi har socialt samvær, hvor vi snakker sammen, tager en gåtur en gang imellem. Det var faktisk en positiv overraskelse.