De Olympiske Lege, gemmelege, udendørs leg. Leg dækker utallige mere eller mindre uforenelige former for menneskelig aktivitet og spænder fra mere regelbundne spil til mere eksperimentelle processer. Og meget forskelligt derimellem.

-    Hvad laver I?
-    Vi leger bare!

Leg er et både enkelt og kompliceret begreb. Det er så enkelt, at vi bruger det med lethed i hverdagen. Men det er kompliceret at skulle beskrive hvad leg egentlig er. Leg er flertydig og kompleks. Det afspejler de mange teoretiske tilgange. Fra dem der mener at kunne sige noget fornuftigt om legen, til dem der udfordrer, om vi kan spænde legen ind til noget fornuftigt.

I hverdagssproget bliver legebegrebet brugt temmelig selvfølgeligt. Selv i professionelle sammenhænge omtaler vi leg ofte så selvfølgeligt, så man skulle tro, at alle er enige om, hvad leg er. Men det er ikke tilfældet. Sat på spidsen er det kun dem der leger, der i en konkret situation ved, hvad der er leg.

Nogle af de mest sejlivede faglige diskussioner om leg, går på om man skal interessere sig for, hvad det er for en funktion, leg tjener, hvad der kommer ud af den. Eller om man skal interessere sig for legen som proces, hvad den kræver af forudsætninger hos de legende – for at de kan lege. Eller sagt på en anden måde: tjener legen andre formål, eller er legen et mål i sig selv?

Vi interesserer os for legen som et kulturelt fænomen, noget mennesker gør – både børn, unge og voksne.

Vil du vide om leg og legekultur i dagtilbud, så er du velkommen til at kontakte vores eksperter på området

Lektor

Kim Jerg (KJER)

• Telefon: 7266 4252
• E-mail: kjer@ucsyd.dk

Ekspert i leg, legekultur og æstetiske processer.

Kim Jerg underviser på Pædagoguddannelsen på UC SYD og forsker i små børns lege og pædagogens deltagelse, bl.a. i projektet PLAY LAB

Læs mere

Lektor

Lasse Stenmann Ellebæk (LSJO)

• Telefon: 7266 3037
• E-mail: lsjo@ucsyd.dk

Ekspert i leg, legekultur og pædagogen som legende rollemodel.

Lasse Stenmann Jørgensen underviser på Pædagoguddannelsen på UC SYD og forsker i små børns lege og pædagogens deltagelse, bl.a. i projektet PLAY LAB.

Læs mere

Lektor

Lise Hostrup Sønnichsen (LHOS)

• Telefon: 7266 5258
• E-mail: lhos@ucsyd.dk

Lise Hostrup Sønnichsen er ergoterapeut med speciale i børn, master i børne- og ungdomskultur og æstetiske læreprocesser samt cand.pæd.

Fra 2020 og tre år frem er hun ph.d. studerende, hvor hun forsker i legende kvaliteter og kropslighed i Læreruddannelsen og Pædagoguddannelsen. 

Læs mere

Leg er på ny kommet på dagsorden i dagtilbud. Med den styrkede pædagogiske læreplan skal børnehaver og vuggestuer siden 1. juli 2018 lægge vægt på at legen har en værdi i sig selv og at den er grundlæggende i dagtilbud.

Den seneste dagtilbudslov er også rammen for et af de første PLAY LAB-projekter i UC SYD. Her har vi undersøgt små børns lege – og pædagogens deltagelse. Nogle af resultaterne findes i en større antologi om leg fra maj 2019: Legens magi, redigeret af Lise Hostrup & Hanne Hede Jørgensen.

Pædagogens legeberedskab

Hvis en pædagog i dagtilbud eller på en skole skal deltage i børns leg uden at ødelægge den, skal hun ifølge Lillemyr (2005) tilegne sig teoretisk viden om børn og leg, og opnå viden om hvordan børn leger gennem observation. Hun må diskutere legen som fænomen med kolleger og hvilke funktioner, den har for børn (f.eks. legeoplevelsen), og frem for alt diskutere legens pædagogiske anvendelse.

Ud fra observation, refleksion og dokumentation af børns lege må pædagogen eksperimentere med at kontakte børn i leg. Hun bør blive i stand til at glide ind i og ud af legen, uden for store konsekvenser for legens kvalitet, og uden at den forstyrres, så hun i størst mulig grad er medlem af legegruppen. Først når hun selv mestrer legen, kan hun for alvor bruge legen pædagogisk (Lillemyr, 2005).

Seks positioner

Ifølge Christie (2005) kan pædagogen forholde sig til leg på seks forskellige måder, fra ikke-involveret over forskellige grader af involvering til maksimal deltagelse. Pædagogen må beslutte sig for hvilken af de seks positioner, der er mest anvendelig i en given situation, så hun ikke ødelægger legen.

• Uninvolved
  Ikke-involveret. Med denne position er børnene uanset pædagogens begrundelse fri for indblanding. Selvom den voksne ikke deltager, påvirker hun legen, måske endda negativt.
• Onlooker
  Tlskuer. Pædagogen opmuntrer til leg, skaber tid og rum for leg. Hun deltager ikke selv i legen, men observerer børnenes leg og anerkender legens betydning for børnene. Hun løser eventuelle konflikter.
• Stage manager
  Regissøren. Fra sidelinjen har pædagogen en aktiv rolle ved at hjælpe børn med praktiske ting som at anvise legesteder eller skaffer materialer at lege med
• Coplayer
  Legekammerat. Pædagogen deltager aktivt i legen; som ligeværdig legepartner kan hun påtage sig roller og funktioner i legen. Hun overholder legens regler og deltager på børnenes og legens præmisser.
• Play leader
  Legeleder. Pædagogen deltager engageret i børnenes leg og påtager sig en ledende position, hvorfra hun kan berige og udvide legens tema, dens narrativ, episoder og legesager.
• Director/Redirector
  Instruktør. Pædagogen overtager styring og kontrol med legen. Hun spiller en central rolle og funktion i legen. Børnene deltager som medspillere på den voksnes præmisser.

Som pædagog er det vigtigt at træne sine legefærdigheder, så man kan tilgå og trække sig fra legen, uden at ødelægge den. Helt små børn kan have stor glæde af den voksnes støtte og nærvær, og legen går ofte i stykker, når den voksne fjerner sig. Måske fordi nogen at lege med er vigtigere end noget at lege med, særligt nogen der kan lege. Under alle omstændigheder lærer barnet sig først at lege af den voksne i det nære samspil, hvor der bliver pludret, sunget, leget ’bøh – tit-tit’ og så videre.

Kropslig dialog med barnet

Improvisationstræning som vi kender den fra dramapædagogikken synes at være en særligt givende arbejdsform (Liset, Myrstad & Sverdrup 2011). Ved i udpræget grad at spejle og svare barnet kropsligt tilbage på de ’tilbud’ eller ’afprøvninger’ de foretager sig, kan pædagogen komme i kropslig dialog med barnet – på legens betingelser: fri handling, ikke-alvorligt-ment, uden for det daglige liv, uden nyttigt formål.

PLAY LAB er en betegnelse for forskning, undervisning og laboratorie-lignende afprøvninger af leg og legende aktiviteter på Pædagoguddannelsen ved UC SYD. UC SYD har desuden iværksat projekter om Playful Learning i samarbejde med LEGO-Fonden.

Børns leg i dagplejen

Sammen med FOA og flere kommuner har UC SYD forsket i leg i dagplejen i barnets tidlige leveår for at belyse, hvordan leg udfolder sig i dagplejen. 
 
Vi har fokuseret på pædagogens evne til at lege og støtte, guide og rammesætte lege. Målet har været at kvalificere viden og praksis hos dagplejere og pædagogiske assistenter i fire temaer: forståelse, selvvirksomhed, sprog og udsathed.
 
Resultatet af projektet er anbefalinger og inspiration til praksis i form af 

• en introduktion til projektet
• en kommenteret PowerPoint præsentation af projektet
• fire små animationsfilm
• fire PIXI introduktioner til projektets temaer 
• fire forskningsartikler, der uddyber fund og pointer baseret på praksiseksempler og små casestories fra projektets data.

 Du finder materialet på foa.dk 

Du kan også få et overblik over UC SYD's forskningsprojekter på dagtilbudsområdet.

Legens kompleksitet

Brian Sutton-Smith (1979) kritiserede den dengang mere stadieorienterede, psykologiske legeforskning for primært at være optaget af legens resultat i form af hvilket læringsudbytte børn har ud af legen. Den psykologiske legeforskning var interesseret i, hvilken funktion legen kunne have i børns udvikling.

Forskellen mellem disse to syn på barnet er også blevet kaldt ’barnet som becoming’ (optaget af hvor barnet måtte være på vej hen) contra ’barnet som being’ (optaget af barnet som det er her og nu).

Sidenhen er legens kompleksitet blevet stadig mere fremherskende i legeforskningen. Lige som Maria Øksnes (2012) påpeger med bogtitlen Legens flertydighed, skriver Catherine Garvey i bogen Leg (1979), at hun ikke kan redegøre for en éntydig definition af leg. Det kommer sig af, at leg er så stort, kompliceret og mange-facetteret et fænomen.

Dion Sommer (2020) udfordrer sondringen mellem to legeteoretiske paradigmer; samtidig synes han at fastholde dem ved at insistere på at læringsaspektet skal ske på legens betingelser – jf. udviklingsparadigmet og kulturparadigmet (Juncker 2006).

Børgesen & Boysen (2020) har i regi af pædagoguddannelsen søgt at kortlægge legens vilkår i dagtilbud. De når bl.a. frem til at læringsdiskursen endnu ikke ser ud til at have den bredde som Den styrkede pædagogiske læreplan lægger op til, samt at visse former for leg søges reguleret – når noget af et personale opfatter det som for meget kaos, for lidt orden.

Legens fem karakteristika

Noget af det særlige ved leg beskriver Catherine Garvey med fem karakteristika:

1. Leg er lystbetonet og morsom
2. Legen har ingen ydre mål
3. Legen er spontan og frivillig
4. Legen kræver engagement af de legende
5. Legen har visse systematiske relationer til ”ikke leg”

De første fire punkter har stor lighed med Huizinga; det sidste punkt er en skærpelse. ’Visse systematiske relationer’ kan f.eks. betyde, at der er en spænding mellem det bogstavelige, vi kan opleve i realiteten, og det ikke-bogstavelige i legen. I tråd hermed siger Garvey, at leg altid er leg med noget. Fælles for det, der kan leges med, er en kobling til en ting eller et fænomen i den virkelige verden.

Fem typer af materiale

Garvey identificerer fem typer af materiale som kan repræsenteres i lege og som ofte blandes i den konkrete leg:

• Bevægelse og interaktion
• Genstande
• Sproget, lyd og støj
• Socialt materiale [det mennesker gør]
• Regler

Legen som en sanselig oplevelse

Sutton-Smith argumenterede for, at legeforskning bør interessere sig for legen i sig selv og derfor forske i legens processer og i hvilke forudsætninger, vi skal have for at kunne lege. Det interessante bliver så hvad børn gør, og hvordan, når de leger. Hvordan ser de processer ud, der fører til, at en leg kan udøves?

I PLAY LAB er vi optaget af leg som æstetisk-kulturel udtryksform. Leg er noget der produceres (Mouritsen 2016) i spændingsfeltet mellem det kendte, det givne og det improviserende (Mouritsen 2016; Sawyer 1997, Liset, Myrstad & Sverdrup 2011). Som andre æstetiske oplevelser er legeoplevelsen helhedspræget og kompleks (Hohr 1996).

Lige som i arbejdet med andre æstetiske udtryksformer som f.eks. musik, digtning, billedkunst og drama, er der træk ved legen, som vi ikke kan beskrive; de undslipper vores begreber; det er en sanselig oplevelse.

Kulturteoretisk tilgang til leg

Leg er en avanceret måde at være til stede, opleve og bidrage til verden på. En kulturteoretisk tilgang er opmærksom på, at børn skal tilegne sig og gradvist mestre en række basale færdigheder for at kunne deltage i leg med andre. Derfor er læring en forudsætning for de tidligste lege – og alle efterfølgende. De legende opøver også legefærdigheder ved at lege, mens de er optaget af legen.

Hvad skal der til, for at nogen kan lege sammen? Noget af det første er den gensidige aftale om at ’dette er leg’. Denne markering eller framing, som det kaldes af Bateson (1955, i Jessen & Karoff), kan være svær for den udenforstående at begribe: et nik, en bestemt måde at se hinanden i øjnene på, et indforstået grin. Hvad der end bliver leget med – legesager, handling, sprog eller andet – skal man kunne forholde sig åben over for de andre og på en for legen passende måde kunne besvare de andre legendes bidrag.

Det sociale hierarki

Det er almindeligt at se yngre børn i rollen som de nederste i det sociale hierarki, f.eks. hunden. Fra den position kan de både indgå i legen og være i stand til at observere, hvordan de større børn leger (Kristensen & Greve 2018).

Fra denne position kan de gradvist avancere i takt med, at de tilegner sig legefærdigheder. Alligevel indgår også de mindre børn i de større børns legekultur. De skaber i bedste fald et fællesskab, hvor alle finder deres berettigelse og bliver værdsat for det de kan.

Og det er ikke så meget anderledes livet igennem. Vores legealder følger vores levealder.

Med interesse for legen som æstetisk udtryksform har Flemming Mouritsen (2016) været banebrydende i en nordisk sammenhæng for sine analyser af børn egen kultur – eller legekultur. Hans forskning bygger vi videre på i PLAY LAB.

Betingelser for leg i daginstitutioner – med den styrkede læreplan. Børgesen, M. & Boysen, M.S.W. (2019). I: BUKS – Tidsskrift for Børne- og Ungdomskultur, nr. 63, s.49-68.

Leg. En ny forståelse. Sommer, D. (2020). Samfundslitteratur.

Lekelyst i barnehagen: å fremme lekens egenverdi. Øksnes, M. & Sundsdal, E. (2018). Cappelen Damm.

Legens magi. Lise Hostrup Sønnichsen og Hanne Hede Jørgensen (2019). Akademisk Forlag

Narrative Environment for Play and Learning (NEPL) Guidelines – For Kindergarden and School Teachers working with 3-8 Years-old-children. Bredikyte, M. (2017). Lithuanian University of Educational Science.

Theorizing Play in the Early Years. Fleer, M. (2014). Cambridge University Press

Leg. Garvey, C. (1979). København: Hans Reitzels Forlag

Tekster om leg. Jessen, C. & Karoff, H.S. (red., 2014). København: Akademisk

Leg – oplevelse – læring i børnehave og skole. Lillemyr, O.F. (2005). Aarhus: Klim

Møter i bevegelse. Liset, M.S., Myrstad, A & Sverdrup, T. (2011). Oslo: Fagbokforlaget

Toddlerkultur. Løkken, G. (2005). København: Hans Reitzels Forlag

Mouritsens metode, BUKS#59-60. Mouritsen, F. (2016). Odense: Syddansk Universitetsforlag

Leg for livet: iagttagelser og forskning om 0-7. åriges leg. Olofsson, B.K. (1990). Børn & Unge

Legens flertydighed. Øksnes, M. (2012). København: Hans Reitzels Forlag