Gå til hovedindhold

Man(d) kan blive sygeplejerske

Tre kommende sygeplejerskestuderende skilte sig ud fra mængden, da der tirsdag den 21. august var intro-møde for nye studerende på sygeplejerskeuddannelsen i Aabenraa. De var nemlig mænd.

Publiceret:

For Lasse på 25 år blev drømmen om at blive sygeplejerske til, da han under sine sabbatår afprøvede forskellige jobs, hvor han arbejdede med mennesker.

-Jeg havde kig på mange uddannelser, men jeg har altid gerne villet arbejde med mennesker. Der er ikke noget mere givende end at hjælpe mennesker og gøre en forskel. Og det er grunden til, at jeg har valgt at blive sygeplejerske. Her kan jeg virkelig få lov til at gøre en forskel.

Billig bolig og god stemning
Og Lasse vil det virkelig. Han har pakket kufferten og flyttet fra Aalborg, hvor familien bor, for i stedet at indrette sig i sin nye studiebolig på 4. maj kollegiet i Aabenraa.

-Jeg søgte ind på sygeplejerskeuddannelsen i Aabenraa som min 1. prioritet, så jeg er rigtig glad for, at jeg kom ind her. Boligerne er billigere og nemmere at få fat på end fx Århus, og så kan jeg godt lide stemningen her.

Det betyder ikke noget for Lasse, at han både på studiet og i sit fremtidige job får mange kvindelige kolleger.

-Det er faktisk ikke rigtig noget jeg har tænkt på. Det vigtigste er jo, at jeg har et arbejde som er givende og meningsfuldt for mig. Selvom det selvfølgelig er rart at opdage, at man ikke er den eneste mandlige studerede på uddannelsen.

mandlige sygeplejerskestuderende Aabenraa

Fra samarit til sygeplejerske
En af de mænd, som har valgt at forfølge samme drøm som Lasse, er Patrick på 22 år. Patrick kommer fra Rødekro, så han er kendt i området og har også en kæreste her.

-Jeg har været frivillig samarit for Røde Kors, og her har jeg oplevet, hvor fedt det er at hjælpe og være noget for andre mennesker. Som frivillig har jeg arbejdet sammen med læger og sygeplejersker, og det at se deres arbejde og det, de gør for andre, det har nok åbnet mine øjne for sundhedsområdet.

Og Patrick har en klar drøm om, hvad uddannelsen skal bruges til.

- Jeg kan rigtig godt lide børn, og jeg har også tidligere gået på pædagoguddannelsen. Så mit drømmejob er at gøre en forskel for de små størrelser og kombinere min interesse for børn med sygeplejerfaget.

Heller ikke Patrick er nervøs for at tage en uddannelse, hvor flertallet er kvinder, for som han siger:

-Man(d) kan faktisk godt blive sygeplejerske.

Om intro-mødet
UC SYD’s sygeplejerskeuddannelsen i Aabenraa inviterer forud for studiestart kommende studerende til et intromøde, hvor de kan møde deres kommende studiekammerater, tale med underviserne og nuværende studerende.

På intromødet, som er frivilligt, deltog 40 af de i alt 63 studerende, der begynder på sygeplejerskeuddannelsen til september. 6 af dem er mænd.

Læs mere om sygeplejerskeuddannelsen

På UC SYD kan du læse til sygeplejerske i Esbjerg og Aabenraa. Du har også mulighed for at læse til sygeplejerske på netuddannelsen.