Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Ny sundhedsapp giver kvinder med knogleskørhed sikkerhed og medbestemmelse

Kvinder, der får konstateret knogleskørhed, inden de får et knoglebrud, eller som oplever at befinde sig i en gråzone mellem syg og rask, kan nu få hjælp af den nyudviklet app ”Mit forløb – Osteoporose”.

Publiceret:

- osteoporose patienter har manglet et tilbud, der kan støtte dem i at håndtere deres diagnose og deres symptomer i hverdagen, fortæller Pernille Ravn Jakobsen fra UC SYD.

I sit tre-årige Ph.d. på Syddansk Universitet har Pernille Ravn Jakobsen designet, udviklet og testet app'en "Mit forløb - Osteoporose" til kvinder med osteoporose  - eller knogleskørhed, som det hedder på dansk.

Information, beregninger og træning

Pernille Ravn Jakobsen forsvarede sin Ph.d. den 31. august, og resultaterne fra forskningsprojektet er netop formidlet i Osteoporoseforeningens medlemsblad Knogleskør (side 16-17). App’en er blevet testet af 70 kvinder, der blev introduceret til den i forbindelse med deres knoglescanning på Odense Universitetshospital. I Knogleskør fortæller Pernille:

”Kvinderne har især benyttet sig af muligheden for at få svar på knoglescanningen inden besøget hos egen læge. Vi kan se, at de har gået ind og har læst beskeden igen og igen, og kigget på grafen, der viser hvor de ligger i forhold til jævnaldrende kvinder . Kvinderne brugte desuden app’en i vid udstrækning til at forklare familie og venner, hvad der er galt med deres knogler. Mange brugte den også til at beregne deres daglige indtag af kalk og vitaminer for at vurdere om der var brug for at supplere med en ekstra tablet. Og endelig var der mange, der brugte app’en til at lave knoglestyrkende træning”

App'en er anbefalet af sundhedsstyrelsen

Sundhedsstyrelsen har netop udgivet rapport "Osteoporose - en afdækning af den samlede indsats mod Osteoporose", hvor appen bliver nævnt (side 37) som et eksempel på hvordan kvinder kan arbejde med forebyggelse og behandling indenfor osteoporose.

Pernille Ravn Jakobsen arbejder nu på at udvide app’en til hele landet og også på at udvikle app’ens funktioner. Hun underviser og forsker desuden på UC SYD.

Fakta om sundheds app’en ”Mit forløb – Osteoporose” 

Pernilles nyudviklede app giver kvinder med knogleskørhed større sikkerhed og medbestemmelse i deres forløb i sundhedsvæsenet. De får via app'en hurtigt svar på spørgsmål om sygdommen, får adgang til træningsvideoer, kostvejledning og mere viden om deres tilstand. App'en er den første af sin slags i hele verden til denne målgruppe.
 
Projektet er gennemført som et participatory design projekt i samarbejde med Osteoporoseklinikken på Odense Universitetshospital, praktiserende læger, Osteoporoseforeningen, Center for Innovativ Medicinsk Teknologi, Syddansk Universitet og virksomheden MedWare.

Kontakt

For mere information, kontakt:
Pernille Ravn Jakobsen
Lektor, MScPH, PhD & Postdoc
20775905 | prja@ucsyd.dk