Gå til hovedindhold

Mor til fire skiftede karriere ud med uddannelse

- Det er noget af det bedste, jeg har gjort!

Publiceret:

Zenitta Kämpfner stod ved en skillevej. 

I et år havde hun fordybet sig i sine nyfødte tvillinger og haft fuld fokus på titlen som mor til fire. Og inden da havde hun været næsten et årti på arbejdsmarkedet som først indkøbsassistent, sidenhen e-handelskoordinator og senest i en kontorstilling.

Men nu ville hun finde en ny vej at gå.

-Jeg kunne sagtens have valgt vejen, hvor mine børn var fuldstændig i centrum de næste mange år. Jeg har stor respekt og beundring for dem, der gør det. Men nysgerrigheden indeni mig var begyndt at komme tilbage. Kunne jeg opnå noget på ny? Finde en ny mening og komme tilbage igen på arbejdsmarkedet, siger Zenitta og fortsætter:

-Jeg var ikke i tvivl om, at det krævede et karriereskift. Jobbet foran skærmen havde efterladt mig tom og opgivende. Mit seneste job, indtil vi fik tvillingerne, var med unge mennesker. Her betød nærværet og lydhørheden overfor de unge meget, og netop den rolle blev jeg draget af. Så det eneste, jeg egentlig vidste, var, at jeg ville have mere direkte med mennesker at gøre. I hvilken form var jeg bare ikke klar over. 

Forener studie- og familieliv

Efter en snak med de mennesker, som står Zenitta nærmest, blev hun klar over, at hun måtte undersøge lærerstudiet nærmere. Men da hun i første omgang læste, at hun skulle helt til Haderslev for at studere, blev hun afskrækket. For med fire børn kunne Zenitta ikke se, hvordan hun skal kunne bruge så meget tid på transport.

Men så så jeg, at jeg også kunne læse på den 100 procent digitale læreruddannelse, og så tænkte jeg straks: ’Det skal jeg bare’. Så ville ikke skulle gøre mig klar sammen med mine fire børn om morgenen og hive alle ud af sengen klokken kvart i kvalme for at køre 45 min. Og sidde på min stol foran tavlen klokken 8 for at være hjemme klokken 16 efter næsten en times kørsel hjem også. Med den digitale version kunne jeg helt selv planlægge og strukturere. Dét var den frihed, jeg havde eftersøgt.

Zenitta Kämpfner

Digital lærerstuderende

Prøver tidligt kræfter med virkeligheden

den 100 procent digitale læreruddannelse bliver de studerende hurtigt præsenteret for virkeligheden. Allerede efter to måneder på studiet skal de ud at undervise, og det er – ifølge Zenitta – med til at gøre uddannelsen til noget helt specielt.

Når du allerede to måneder inde i uddannelsen skal ud at undervise, tænker du: ’Gud, kan jeg klare det?’ Men heldigvis har den 100 procent digitale læreruddannelse den kæmpe force, at den søger at være så virkelighedsnær og praksisnær, så man ikke får et kulturchok, når teori møder praksis.

Zenitta Kämpfner

Digital lærerstuderende

Alligevel kan det være svært ikke at blive overvældet i det første møde med en folkeskoleklasse. Dét erfarede Zenitta. Men også hér fandt hun god vejledning på uddannelsen, hvor underviserne viste sig at være de helt rette sparringspartnere. 

-Jeg havde en god snak med min underviser Lars, som mindede mig om, at det netop er i sammenbruddene, vi mennesker lærer. Og at jeg selvfølgelig ikke kunne forvente et fejlfrit første møde med folkeskolen, når jeg kun var to måneder inde i uddannelsen. For ellers ville de fire år på studiet jo være meningsløse, og det var også med til at gøre mig ekstra ydmyg over for, hvad studiet er og kan, forklarer hun.

Står på egne ben

Normalt fylder det sociale på et studie lige så meget som det faglige. Men faktisk aner Zenitta ikke meget om hendes medstuderende, for hun arbejder alene på alle opgaver. Og selvom det måske kan lyde ensomt, mener hun, at det er den største fordel ved studiet:

Det betyder, at jeg ikke skal indordne mig eller tage hensyn til en medstuderendes kalender. Jeg kan selv strukturere min hverdag og for eksempel hente mine børn tidligere og læse videre, når de er puttet. Det er lige præcis dén fleksibilitet, der gør, at min familie og jeg kan få hverdagen til at hænge sammen.

Zenitta Kämpfner

Digital lærerstuderende

Zenitta Kämpfner sidder ved sin computer og skriver.
Zenitta har fået et lille kontor i hjemmet, så hun kan fordybe sig i læsning og opgaver.

Omvendt har soloarbejdet også været med til at styrke Zenittas tro på egne evner. 

-Når jeg kigger tilbage på de opgaver, jeg har lavet, er det så fedt at vide, at jeg selv er kommet igennem det. Dét gør mig mega stolt. Jeg har før haft en tendens til at sammenligne mig meget med andre, så studiet har virkelig også givet mig en ny tro på mig selv, fortæller hun.

Konstruktiv feedback fremfor karakterer

En tredje ting ved den 100 procent digitale læreruddannelse, som særligt tiltaler Zenitta, er tilbagemeldingen på de opgaver, hun skriver. For de traditionelle karakterer er skiftet ud med konstruktiv feedback – og selvom hun nu betragter det som et stort plus, har det krævet tilvænning.

-I en traditionel undervisning er du vant til at blive målt, vægtet og vejet ud fra en karakter. Og det gode ved en karakter er, at du kan spejle dig i den, så derfor skulle jeg lige vænne mig til at undvære den, siger Zenitta.
 
Men til forskel fra karakterer motiverer den konstruktive feedback Zenitta til at blive bedre. Dét oplevede hun blandt andet i en opgave, hvor hun skrev om det overvældende første møde med folkeskolen. Her efterlyste underviseren Zenittas sædvanlige undersøgende vinkel, hvor hun forholder sig kritisk, men stadig formår at finde solen i det hele. For han pointerede, hvor vigtigt det var at finde solstrålen i oplevelsen, da det netop er dét, hun skal have med videre i lærergerningen.

-Jeg blev så rørt over min underviser Lars’ feedback, fordi han tænker på mig som et menneske, og han bekymrer sig om min udvikling. Så jeg endte med at blive motiveret til at skrive hele min opgave om med et nyt perspektiv, og det blev en super fed opgave, som jeg er virkelig stolt af og kan tage med mig videre, siger hun og tilføjer:

Studiet har virkelig fået mig til en indse værdien i konstruktiv feedback frem for karakterer. For hvis jeg bare havde fået en karakter, var jeg ikke blevet klogere på, hvem jeg er. Med feedbacken bliver jeg set og anerkendt, og det er jeg så taknemmelig for.

Zenitta Kämpfner

Digital lærerstuderende

Den vildeste livsåbenbaring

Lige nu lærer Zenitta om livsoplysning, som blandt andet dykker ned i religion og filosofi. Et fag, hun fra start ikke har haft de store forventninger til, men som har overrasket hende positivt. Og som hun nu kan se sig selv undervise i en dag.

-Jeg får lov til at dykke ned i helt fundamentale dele og emner i vores samfund, og det er så spændende at blive i stand til at se og forstå, hvorfor samfundet er bygget op, som det er. Jeg læser alt fra Biblen til Koranen, og jeg får lov til at pille store tænkere som Platon og Aristoteles’ teorier og holdninger fra hinanden og komme med mit eget perspektiv, fortæller hun.

Ligesom faget har formået at overvinde Zenitta, har studiet det også. Hun er ”så glad”. Dét mærker hun ikke kun selv. Dét mærker også hendes mand. Der er ingen tvivl om, hun skal være lærer, og derfor forsøger hun ikke at bekymre sig så meget om det, der venter. For der er mennesker til at gribe hende, og Zenitta er blevet bedre til at lade sig falde.

-Jeg har ikke oplevet andet end gode folk på studiet, som virkelig bruger deres tid og energi på mig, og som kun vil mig det allerbedste. Studiet har lært mig, at jeg ikke skal kunne alting selv - jeg skal nok få vejledning og hjælp til at finde min plads, siger hun og fortsætter:

Den her uddannelse er bare den vildeste livsåbenbaring. Jeg har aldrig troet, jeg skulle finde noget så meningsfuldt som dét at være mor. Og slet ikke at finde noget, som skulle tage tid fra dét at være forælder. Og det føler jeg bare, at jeg har fundet nu, og det er noget af det bedste, jeg har gjort.

Zenitta Kämpfner

Digital lærerstuderende

Læs mere om den digitale læreruddannelse

På UC SYD har du mulighed for at læse på den digitale læreruddannelse. Udover praktikopholdene foregår uddannelsen helt digitalt. Det giver dig mulighed for at tilpasse uddannelsen til dig og dine ønsker. Vi tilbyder også den delvis digitale læreruddannelse.