Et stærkt fællesskab
På UC SYDs campus i Kolding kan du læse til pædagog eller pædagogisk assistent sammen med 600 andre studerende.
Stemningen i huset er præget af et stærkt fagligt fællesskab, og der er højt til loftet. Hver fredag mødes vi til Fredagssamling om formiddagen. Her får man fælles info, synger en sang, og de studerende bidrager med egne indslag. Nogen vil måske vise en video, de har lavet, andre lærer os en ny dans, eller vi får besøg af gæster. Det er særligt her, du kommer til at mærke det fællesskab, du er en del af.
Faciliteter på UC SYD i Kolding
Huset er stort, sammensat og lidt labyrintisk. Vi har løbende bygget til og renoveret, så der er både gamle gange og lyse, nye undervisningslokaler. Vi har lagt farvede prikker langs gulvene, så du kan finde vej rundt. Det minder lidt om Hans og Grethe.
Der er gymnastiksal, foredragssal, kantine og bibliotek på campus.
Vi bruger arealerne udenfor til bl.a. at holde høns, lave køkkenhave og tænde op i bålet. Det er godt at kunne som pædagog.
Kolding som studieby
Kolding er en levende by, som du let kommer til med tog, bus eller bil. Campus ligger 10-15 minutters gang fra centrum. Du kan gå til koncert på Godset, i teatret på Mungo Park eller være med i den årlige Light Festival, hvor Koldings nattehimmel lyser op i fantastiske farver og former.
Hver september er der Studierock, og til daglig kan du gå i den lækre svømmehal Slotssøbadet, der også har spa-bad, eller du kan dyrke sport i en af byens mange idrætsforeninger.
Er det sjovest at være tilskuer, kan du f.eks. se tophåndbold hos KIF Kolding København.
Byen ligger smukt ved fjorden og tæt på skov og bakkede landskaber, så det er oplagt at dyrke friluftsliv som f.eks. jagt, kajak eller mountain bike.
Studielivet på UC SYD
Vi har spurgt studerende fra UC SYD om, hvordan deres studieliv er. Svarene har de studerende filmet, som vi efterfølgende har klippet sammen til en lille video, du kan se herunder.
Find din nye bolig
Studieby Kolding har samlet en række informationer, der hjælper dig på vej med din boligsøgning. Læs også om boliggarantien i Kolding. Når du er på jagt efter en studiebolig i Kolding, kan du bl.a. skrive dig op til en bolig hos StudentKolding.
Find vej
Her finder du UC SYD Campus Kolding
Dyrehavevej 116, 6000 Kolding
Find vej med Google Maps her
Find alle vores campusser og oversigtskort her.
Mere studieliv?
Følg os på Instagram og få et indblik i studielivet, når en ny studerende hver uge tager os med ind på sit studie.
Oplev studiemiljøet som studerende for en dag
Kom og oplev hvordan det er at læse på UC SYD, inden du søger ind på en af vores uddannelser. Vi kalder det for studerende for en dag, og du kan læse mere om det lige her.