Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Få sunde studievaner

Gode studieteknikker

Gode studievaner: Sådan kommer du godt fra start

Når du begynder på en uddannelse på UC SYD, går du fra at være elev til at være studerende. Dét at studere kræver mere af dig. Her får du tips og gode råd til sunde studievaner.

01

Sådan får du gode studievaner

Når du begynder på en uddannelse på UC SYD, vil du hurtigt opleve, at undervisningen og dét at studere er anderledes end det, du kender fra f.eks. gymnasiet eller hf. For det første går du fra at være elev til at være studerende. At være studerende (og at studere) stiller nogle højere krav og forventninger til dig.

Hvordan får jeg gode studievaner?

Det er derfor ekstra vigtigt, at du ret hurtigt får udviklet gode studievaner og lært gode studieteknikker. Både så du lærer mest muligt på din uddannelse og så du kan finde en god balance mellem dit studie, dine venner, din familie, dine fritidsaktiviteter, og hvad der ellers fylder i din hverdag. Der skal nemlig være plads til både at være social og dyrke venskaber og fællesskab og til at være faglig og bruge tid på dit studie og din praktik. 

Hvordan finder jeg en god balance?

Balance er vigtigt. Ind imellem vil du komme til at føle dig presset. Meget af presset kan du lære at håndtere på en måde, så du kan være i det, og meget af presset kan du lære at forebygge med gode studieteknikker og sunde studievaner.

Derfor er det en rigtig god investering i dig og din studietid, at du forbereder dig allerede inden studiestart og gør dig tanker om, hvordan dit studieliv og din hverdag som studerende kan tilrettelægges, så du trives mest muligt.

Har du svært ved selv at finde balancen og tilrettelægge dit studieliv, så husk, at der er hjælp at hente. På UC SYD har vi både studievejledere og studiepsykologer tilknyttet, som kan hjælpe dig videre. Du kan også søge hjælp hos Studenterrådgivningen.

02

Dit studie er et fuldtidsjob

Når du er studerende på en mellemlang videregående uddannelse, vil du opleve, at du har dage, hvor der ikke er tilrettelagt undervisning. Der vil også være dage, hvor undervisningen starter sent eller slutter tidligt. Det betyder dog ikke, at du har fri resten af tiden. Et studie er som et fuldtidsjob, og vi forventer af dig, at du bruger ca. 40 timer på dit studie om ugen. De timer, hvor du ikke har undervisning, skal gå med at læse og forberede dig til undervisningen, at arbejde med konkrete opgaver i projektgrupper eller lign. 

Så væn dig (og din omgangskreds) til at betragte dit studie som et fuldtidsjob, hvor du er på arbejde 8 timer om dagen. Så når du også igennem de lektier, som du skal nå igennem for at kunne følge med i undervisningen og ikke komme bagud.

Andre omkring dig kan godt have en forkert forventning om, at du har masser af tid, selvom du studerer. Men at studere er et krævende fuldtidsjob, og det kræver, at dit fokus er på studiet.

Mette Sand

Tidligere studievejleder på UC SYD

03

Strukturer din tid

Det kan hurtigt komme til at virke meget uoverskueligt, hvis du f.eks. får 200 siders læsning for til en undervisningslektion. Men ved at strukturere din tid og fordele din læsning i små portioner hen over flere dage, vil du opleve, at du kan nå i mål med det, du skal. Samtidig kan du også bedre huske og forholde dig til, det du læser, når du deler læsningen op i mindre bidder (frem for at læse de 200 sider aftenen inden deadline).

Lær forskellige læseteknikker at kende og find den, der passer til dig.
Har du læse- eller stavevanskeligheder, så er der hjælp at hente.

Hvordan strukturer jeg min læsning på en god måde?

Den bedste måde at strukturere din læsning og dine lektier på som studerende er først og fremmest ved at skabe et overblik. Du kan f.eks. lave en to ugers plan og fordele dine lektier ud over flere dage, så de passer ind i dine andre studieaktiviteter (f.eks. gruppearbejde, undervisning eller eksamen). 

Kig på dit skema og se, hvornår der er skemalagt undervisning eller anden studieaktivitet, og hvornår der er "huller". Hullerne kan du så udfylde med de lektier du har for.

  • Hvilke lektier har jeg for de næste to uger?
  • Hvordan kan jeg fordele mine lektier ud på flere dage, så min hverdag hænger sammen, og jeg når i mål uden at føle mig presset lige op til deadline?

Skriv ind i dit skema, hvad du skal nå igennem hver dag for at komme i mål. På den måde kan du nemmere overskue dine lektier, og de mange siders læsning virker pludselig langt mere overskueligt.

Lige siden jeg startede på læreruddannelsen, er jeg mødt ind omkring kl 7. Det fungerer godt for mig, fordi jeg så har god tid til at få et overblik over min dag inden den starter. Hvilke lektioner skal jeg have? Og hvad vil jeg gerne nå at læse? Det handler meget om at finde sin egen rytme, som man kan trives i.

Vicky

Lærerstuderende på UC SYD

Flere tips til at strukturere din læsning 

04

Bliv bevidst om, hvordan du studerer bedst

Det er forskelligt fra studerende til studerende, hvordan man studerer bedst. Derfor er det en god idé, at du tænker over, hvordan du studerer bedst.

Hvordan studerer jeg bedst?

Brug lidt tid, inden du starter på dit studie, på at overveje, hvordan du gerne vil studere og hvordan du studerer bedst.

  •  Studerer jeg bedst, når jeg sidder derhjemme?
  •  Har jeg brug for at komme væk hjemmefra for ikke at miste fokus fra lektierne?
  •  Studerer jeg bedst, når jeg sidder sammen med andre studerende?

Samtidig kan det være godt at overveje om du helst vil placere den tid, du bruger på studiet, i hverdagene, så du kan holde weekenderne helt fri. Eller om du har det fint med også at bruge tid på studiet i weekenderne, for så til gengæld at kunne holde tidligere fri i hverdagene. Det kan også være, at du i perioder er nødt til at bruge ekstra timer på studiet pg.a. eksamen eller gruppearbejde. Her er det ekstra vigtigt, at du får struktureret din tid, så du ikke mister overblikket.

05

Fokusér på dit studie og hold pauser

Det kan være svært som studerende at holde fokus på sit studie. Måske føler du dig hele tiden fristet til at tjekke Facebook eller Instagram, fordi lektierne er svære eller tunge. Et god råd er: Læg telefonen væk, når du laver lektier, har undervisning eller sidder midt i et projektarbejde. Dit udbytte bliver langt større, og du lærer hurtigere, når du fokuserer.

Samtidig er det også vigtigt, at du husker at give dig selv lov til at holde pauser. Planlæg, hvornår du vil holde pauser og hold så helt fri fra lektierne og opgaverne, så hjernen får luft og ny energi.

Vil du have inputs til en god studiestart? Så læs med her.