Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Status quo på læreruddannelsen i Haderslev

Samlet set går Campus Haderslev en smule tilbage, når det kommer til opgørelsen af antal tilbudte studiepladser fra UC SYD i forbindelse med årets optag.

Publiceret:

UC SYD Campus Haderslev har ved årets hovedoptag tilbudt studieplads til 194 ansøgere mod 202 sidste år. Det svarer til en samlet tilbagegang på fire procent. Udviklingen dækker dog over markante forskelle mellem de enkelte uddannelser.

Online går frem
Den største fremgang findes på den digitale og delvist digitale læreruddannelse, som er vokset fra 33 til 44 tilbudte pladser, svarende til 33 procent. Også ergoterapeutuddannelsen går frem med 13 procent, hvilket rettelig kun dækker over to personer. Samtidig fastholder fysioterapeutuddannelsen med 32 tilbudte studiepladser niveauet fra sidste år.

Til gengæld oplever den ordinære læreruddannelse et fald på 10 procent, mens uddannelsen til sundhedsadministrativ koordinator falder med 41 procent. Det er disse tilbagegange, der samlet set trækker campus ned.

- Vi ser både positive og mindre positive tendenser i årets optag. Det er tilfredsstillende, at flere vælger de fleksible læreruddannelser, fordi det viser, at nye studieformer kan nå målgrupper, som ellers ikke nødvendigvis ville søge ind. Omvendt er det bekymrende, at vi ikke kan tiltrække flere ordinære studerende til for eksempelvis læreruddannelsen, siger rektor på UC SYD, Alexander von Oettingen.

Rektoren fremhæver, at læreruddannelsen er en strategisk vigtig uddannelse for UC SYD og for landsdelen.

- Vi har brug for flere lærere i Syd- og Sønderjylland, og derfor er jeg også glad for, at læreruddannelsen i Haderslev totalt set går frem, men vi skal helt sikkert dykke ind i, hvad årsagen til den vigende søgning på den ordinære uddannelse skyldes, siger Alexander von Oettingen.

Der er plads til flere
Selvom de centrale optagelsesrunder nu er afsluttet, er der fortsat ledige studiepladser på de fleste af UC SYDs uddannelser.

- Vi ved af erfaring, at en del søger ind her efter sommerferien i det vi kalder efteroptaget, og derfor har vi sat ekstra blus på synligheden den kommende måneds tid, så vi forhåbentligt kan fylde flere af vores hold inden semesterstart til september, siger Alexander von Oettingen.

Find listen med ledige studiepladser her: https://ucsyd.dk/uddannelser/ledige-studiepladser 

Se dataarket med oversigt over tilbudte studiepladser her

Læs øvrige pressemeddelelser om årets tilbudte studiepladser her.