Gå til hovedindhold

Læs til pædagog på merituddannelsen

For dig, der vil have mere fleksibilitet i hverdagen

Hvorfor skal man vælge at læse til meritpædagog?

Du skal vælge at læse til meritpædagog, hvis du har behov for ekstra fleksibilitet i hverdagen, måske har du brug for ekstra tid til familien, du bor måske langt væk fra vores campus i Aabenraa eller har et job, som du gerne vil beholde under din uddannelse til pædagog. Merituddannelsen giver dig samtidig mulighed for at få en ny faglig vinkel og papir på det, du allerede laver i dag. 

Fakta om uddannelsen til meritpædagog

Meritpædagog

  • Type : Deltidsstudie under Åben Uddannelse (Fuldtidsstudie det første år)
  • Beliggenhed : Du kan læse til meritpædagog i Aabenraa
  • Varighed : 3 år
  • Antal pladser pr. årgang : 20
  • Adgangskrav : Mindst fem års erhvervserfaring fra pædagogisk arbejde + opfylde adgangskravene til den ordinære pædagoguddannelse

Jeg er begyndt at undervise bl.a. forældre til børn og unge med autisme, pædagoger og andre faggrupper, og jeg synes det er vigtigt at få noget mere teori koblet på.
Samtidig lærer jeg mere om den gruppe, jeg arbejder med til daglig og bliver mere skarp på det, jeg allerede laver og kan underbygge det fagligt. Mine kollager kan se, at jeg bidrager med endnu mere faglighed, og det betyder meget.

Pia, 43 år, meritstuderende, arbejder på et bosted for borgere med autisme

Det er som oftest din arbejdsgiver, der betaler for din uddannelse. De fleste beholder deres fuldtidsjob ved siden af uddannelsen.    

På merituddannelsen møder du typisk studerende, der er lidt ældre end dem, der går på den ordinære pædagoguddannelse. Alle har været på arbejdsmarkedet i en del år, inden de træffer deres valg om at uddanne sig til meritpædagog. Af samme årsag vil du møde meget afklarede og dedikerede studiekammerater, som kommer med en god portion erfaring og et klart mål med uddannelsen. Nogen bor langt væk fra vores campus, så forbered dig på, at dine studiekammerater kommer fra nær og fjern. 

Adgangskrav og optagelse på merituddannelsen

For at blive optaget på merituddannelsen skal du opfylde følgende to adgangskrav: 

  1. Erfaring fra ansættelse inden for det pædagogiske arbejdsområde, svarende til fem års fuldtidsansættelse.
  2. Du skal opfylde betingelserne for optagelse til den ordinære pædagoguddannelse, som er:
  • En gennemført gymnasial uddannelse, dvs. STX, HHX, HTX, HF eller særligt HF-forløb for fremmedsprogede (GIF)
  • EUX – studiekompetencegivende eksamen i forbindelse med erhvervsuddannelse
  • En social- og sundhedsassistentuddan­nelse med fagene: Dansk og naturfag på C-niveau, samt engelsk på D-niveau
  • Den Pædagogiske Grunduddannelse (PGU) med dansk og samfundsfag på C-niveau og engelsk på E-niveau
  • Pædagogisk assistentuddannelsen (PAU) med dansk C, samfundsfag C og engelsk på E-niveau
  • Fire gymnasiale enkeltfag: Dansk på A-niveau, engelsk på B-niveau, sam­fundsfag på C-niveau og et valgfrit fag på C-niveau
  • Godkendt udenlandsk eksamen

Individuel kompetencevurdering
Hvis du ikke opfylder de formelle adgang­skrav, men har dokumenteret erfaring og viden, kan du optages:

  • hvis dine kompetencer kan sidestilles med de formelle adgangskrav
  • hvis du med disse kompetencer skønnes at kunne gennemføre uddannelsen.

Dette sker ved en individuel kompetencevurdering. Læs mere om Individuel kompetencevurdering

Ansøgningsfrist

Ansøgningsfrist: 10. juni hvert år. Ansøgningsfristen bedes overholdt, da vi 10. juni vurderer, om der er tilstrækkeligt med studerende til at oprette hold. Kontakt os gerne i god tid, så vi kan vurdere, om du er berettiget til optagelse.

Ansøgningsskemaet finder du her

Ansøgningerne sendes til:

UC SYD
Merituddannelsen 
Campusalle 20
6200 Aabenraa

Eller mailes til: aabenraa@ucsyd.dk

Hvis fristen er overskredet: Prøv at kontakte os. Hvis der er ledige pladser, er du velkommen!

Uddannelsens opbygning

Uddannelsen er tilrettelagt, så du møder til 20 seminardage i løbet af et år på vores campus i Aabenraa (60 dage gennem hele uddannelsen). Dagene ligger sammen to og to på fredage og lørdage ml. kl. 8-17. Eksaminer kan dog ligge på andre dage. Derudover vil der være dage i forbindelse med praktikken, hvor du også skal møde på campus, disse dage kan ligge på andre dage end fredage og lørdage. Her vil der være oplæg om forskellige emner, der knytter sig til praktikken. 

I studietiden mellem seminardagene tilrettelægger du selv, hvor og hvornår du læser, skriver opgaver og holder fysiske eller online møder med dine medstuderende. Vi stiller ikke krav om, at du skal være online på bestemte tidspunkter. Det er med til at give dig en fleksibel hverdag, om end det kræver stor selvdisciplin at være sin egen tilrettelægger. Så inden du vælger at læse til meritpædagog, skal du gøre op med dig selv, om du har den selvdisciplin, som studiet kræver.   

Du kommer på hold med ca. 20 andre studerende og kommer med i en studiegruppe sammen med typisk 4-5 andre. Vi sammensætter grupperne, så dem der f.eks. kun kan mødes aftener og weekender kommer i gruppe sammen. 

Du skal regne med, at du hver uge skal aflevere en opgave, som du oftest laver i samarbejde med din studiegruppe. Studiet kræver derfor, at du kan lide at samarbejde med andre og har en høj arbejdsmoral. 

80% af det, vi laver, er gruppearbejde, det skal man være indstillet på. I min studiegruppe har vi lavet en kontrakt, hvor vi har nedskrevet forventninger til hinanden og hvordan, vi vil arbejde. Det er rigtig vigtigt, for der er mange fælles opgaver, og det kræver en del koordinering.
Vi mødes tit hos hinanden, det er mest effektivt. Og på seminardagene overnatter vi altid, det giver rigtig meget socialt.

Pia, 43 år, meritstuderende, arbejder på et bosted for borgere med autisme

Det første år af uddannelsen er fuldtidsstudie, hvor du kan søge SVU. Du bliver undervist i grundlæggende pædagogiske arbejde og i alle fagets specialiseringer, som er dagtilbudspædagogik (0-5 år), skole- og fritidspædagogik (6-18 år) og social- og specialpædagogik. Det bidrager til, at du får en bredere viden, ikke bare om det du selv beskæftiger dig med, men også dét, dine fremtidige kollegaer arbejder med. 

Praktik på merituddannelsen

På dit første studieår kommer du i syv ugers ulønnet praktik, hvor du kan søge SVU. Vi finder din praktikplads til dig, du kan dog ønske, hvor du gerne vil hen. Som udgangspunkt prøver vi at opfylde alle ønsker til praktiksteder, og vi har mulighed for at sende dig i praktik i alle landsdele, da vi udveksler pladser med alle landets kommuner. Vi kan dog ikke garantere, at du får dit ønske opfyldt, men vi gør alt, hvad vi kan.

De sidste to år studerer du på deltid, det svarer til ca. 21. timer om ugen, som dækker over forberedelse til undervisning, opgaveskrivning og eksaminer. Det er på denne del af uddannelsen, du specialiser dig inden for det fagområde, du har din erfaring fra enten dagtilbudspædagogik (0-5 år), skole- og fritidspædagogik (6-18 år) og social- og specialpædagogik.

Hvis du f.eks. tidligere har arbejdet som pædagogmedhjælper indenfor specialområdet, vil du automatisk blive tildelt social- og specialpædagogik som specialisering. Pædagoguddannelsen er en generalistuddannelse, så selvom du bliver tildelt specialiseringen i f.eks. social- og specialpædagogik, bliver du også på denne del af uddannelsen undervist inden for alle tre specialiseringer. 

Læs mere om de forskellige specialiseringer under pædagoguddannelsen

På uddannelsen samarbejder du med UC SYD’s andre uddannelser fx sygeplejerskerne og socialrådgiverne i tværprofessionelle forløb, fordi det er nogle faggrupper, du kan komme til at arbejde sammen med, når du er færdig. Det er med til at styrke dine samarbejdsevner gennem studiet, så du er godt klædt på til dit fremtidige arbejde som pædagog. 

Prøverne er en blanding af mundtlige og skriftlige, som du går op til både i grupper og individuelt. Du afslutter uddannelsen med at skrive bachelorprojekt. 

Der er studiestart 1. september hvert år.

Deltagerbetaling

Merituddannelsen hører under Lov om Åben Uddannelse. Det betyder, at uddannelsen ikke er SU-berettiget, og du eller din arbejdsgiver betaler derfor selv en del af uddannelsen. Deltagerbetalingen opkræves af UC SYD to gange årligt. Prisen pr. semester er kr. 7.500. Der er i alt seks semestre (45.000 kr. i alt.)

Søg SVU (Statens Voksenuddannelsesstøtte)

Hvis du er i arbejde, har du mulighed for at søge orlov (SVU) til det første år af merituddannelsen, da det er fuldtidsstudie. SVU-støtte skal søges, mens du er i uopsagt stilling. Så hvis du planlægger at opsige dit job i forbindelse med studiestart, skal du have din arbejdsplads til at underskrive din orlovsansøgning, inden du siger op. Det koster ikke arbejdspladsen noget, at de med underskriften giver tilladelse til orlov. Læs mere på svu.dk
 

Studielivet på merituddannelsen

Du vil opleve et studiemiljø på pædagoguddannelsen, hvor medstuderende og undervisere støtter dig hele vejen igennem. Samarbejdet med dine medstuderende er en vigtig del af uddannelsen til pædagog. Derfor er det vigtigt, at du er indstillet på at kommunikere, samarbejde og tage initiativ undervejs.

Den første fredag i måneden er der fredagssamling, hvor alle studerende på campus Aabenraa mødes. Her er der fælles info, sjove indslag og meddelelser fra medstuderende. Vi lægger seminardagene, så det passer med, at du som meritstuderende kan deltage.

Job og karriere som pædagog

Som færdiguddannet pædagog har du mange spændende jobmuligheder inden for det pædagogiske felt både i offentlige institutioner og private virksomheder. Du er klædt på til at udvikle, forme og flytte børn, unge og voksne og skabe en tryg og meningsfuld hver dag for dem. 

Du kan f.eks. få job i vuggestuer, børnehaver, dagtilbud, integrerede institutioner og naturbørnehaver.
Du kan også bruge dine evner i f.eks. folkeskolen, på privatskoler, efterskoler, i klubber eller fritidsordninger. 

Nogle af vores færdiguddannede pædagoger bliver ansat på væresteder, behandlingshjem, flygtningecentre, botilbud for fysisk og psykisk handicappede, i psykiatrien eller i fængsler. Nogen arbejder med demente.  

Du kan også få arbejde på gymnasier eller blive ansat som konsulent eller projektteamleder i f.eks. institutioner eller kommuner. 

Spørgsmål og svar om merituddannelsen 

Kan jeg komme i praktik på min arbejdsplads?

Nej, det er ikke muligt at komme i praktik på din arbejdsplads. 
 

Kan jeg selv vælge specialisering?

Nej, du bliver som udgangspunkt koblet på den specialisering, som du har minimum et års erfaring fra. Har du erfaring fra flere af specialiseringerne, kan du i samråd med studievejlederen vælge den specialisering, du helst vil arbejde videre med.  

Hvad er forskellen på den ordinære pædagoguddannelse og meritpædagog?

På meritpædagoguddannelsen kommer du igennem det samme faglige indhold som på den ordinære pædagoguddannelse, og kravene til prøverne er de samme. Der, hvor merituddannelsen adskiller sig er i praktikken, som kun omfatter en ulønnet praktikperiode på syv uger, fordi de to lønnede praktikperioder på den ordinære pædagoguddannelse, er dem, du netop får merit for.

Derudover foregår en del af undervisningen på merituddannelsen som fjernstudie. Dvs. du tilrettelægger selv dit studie i hverdagen og møder kun op til undervisning på 20 skemalagte seminardage i løbet af studieåret. I mellem seminardagene arbejder du sammen med din studiegruppe. På den måde er studiet mere fleksibelt end på den ordinære pædagoguddannelse, hvor der er undervisning hver uge. 

Skal jeg møde op på seminardagene? 

Ja, på seminardagene er der mødepligt, ligesom der er afleveringspligt på alle opgaver. Har du for meget fravær, kan du ikke få lov til at gå til dine prøver.
 

Er der mulighed for overnatning i forbindelse med seminardagene? 

Ja, bor du fx langt væk, er det muligt at overnatte på vores campus i forbindelse med undervisningen. Det er en oplagt mulighed for at lave noget sammen med dine medstuderende, måske tager I ud og spiser sammen fredag aften og hygger jer, inden undervisning går løs igen lørdag morgen.