Gå til hovedindhold

Virksomhedsservice og jobformidling

UC SYD Videreuddannelse

Type: Modul

Uddannelse: Akademiuddannelse i Beskæftigelse

ECTS: 10

Fagområde: Valgmodul Akademi i Beskæftigelse

Tilmeld

Lær at skabe de rette forudsætninger for et match mellem virksomheder og ledige

  • Få bedre forståelse for virksomhedernes vilkår, rekrutteringsbehov og metoder. 
  • Konkrete metoder til at målrette borgernes jobsøgning til virksomhedernes behov. 

Beskæftigelsesindsatsen handler ikke kun om de ledige – det handler også om at skabe en god dialog med

virksomhederne. På dette modul lærer du at etablere kontakt til virksomheder og matche deres behov med de rette ledige kandidater. Modulet giver dig viden og faglige kompetencer til at matche ledige borgere med lokale virksomheder, samt målrette de ledige borgeres jobsøgning og CV til virksomhedernes konkrete behov. 

Derudover får du også indsigt i de forskellige virksomhedsrettede redskaber og muligheder som for eksempel virksomhedspraktik, løntilskud og mentorordning. Du bliver klædt på til at skabe de bedste forudsætninger for det professionelle møde mellem virksomhed og borger. 

Det får du indsigt i på dette modul: 

  • Virksomhedskonsulentens tværgående rolle og arbejdsopgaver i beskæftigelsesindsatsen. 
  • Virksomheders grundlæggende vilkår, rekrutteringsbehov og typiske rekrutteringsmetoder. 
  • Den proaktive virksomhedsindsats og opsøgende virksomhedskontakt. 
  • Ordinær jobformidling, herunder international rekruttering og rekruttering på tværs af kommuner. 
  • Udsøgning, screening og andre metoder til at matche potentielle medarbejdere og virksomheder. 
  • De virksomhedsrettede redskaber som virksomhedspraktik, løntilskud, mentor, jobrotation, voksenlærlingeordning etc. 
  • Muligheder i mødet mellem virksomheder og ledige eller sygemeldte. 
  • Myndighedsrollen i virksomhedsarbejdet. 
  • Kontaktstrategier og kommunikation. 
  • Vejledning om CV og jobsøgning. 

Modulet er et valgmodul på Akademiuddannelsen i beskæftigelse, men kan også tages selvstændigt. 

Hvem henvender modulet sig til?

Målgruppen for modulet er dig, der ønsker en nøglerolle i organiseringen af beskæftigelsesindsatsen med blandt andet borgerrettede samtaler, udviklingsplaner og virksomhedssamarbejde. 

Adgangskrav

For at blive optaget på modulet skal du have gennemført en studie- eller erhvervsforberedende uddannelse, som for eksempel en gymnasial uddannelse eller en erhvervsuddannelse (EUD).
Derudover skal du have mindst to års relevant erhvervserfaring efter gennemført adgangsgivende uddannelse.

Har du andre eller tilsvarende forudsætninger, kan du optages på baggrund af en individuel kompetencevurdering. Læs mere om individuel kompetencevurdering.

Det står der i studieordningen

Læringsmål: 

Ved modulets afslutning er det målet, at den studerende: 

Viden 

  • har viden om og indsigt i virksomheders vilkår og behov. 
  • har viden om og forståelse for anvendelsen af metoder til rekruttering og matchning af ledige med virksomheder.  
  • har viden om, hvorledes virksomhedsrettede redskaber anvendes under hensyn til lovgivning, globalt og lokalt arbejdsmarked samt brancheforskelle. 
  • har viden om virksomhedskonsulentens professionelle rolle og det tværfaglige samarbejde. 

Færdigheder 

  • kan anvende sine kompetencer til at etablere kontakt til og samarbejde med virksomheder. 
  • kan vejlede virksomheder i brugen af de virksomhedsrettede redskaber i overensstemmelse med lovgivningen. 
  • kan rekruttere og matche ledige borgere med lokale virksomheder. 
  • kan støtte og vejlede borgere om CV og jobsøgning. 

Kompetencer 

  • kan samarbejde med virksomheder med udgangspunkt i de regler og tilbud, der findes på beskæftigelsesområdet. 
  • kan koordinere samarbejdet med forskellige aktører i en tværfaglig indsats. 
  • kan håndtere myndighedsrolle, vejlederrolle og rollen som virksomhedens rekrutteringskonsulent. 
  • kan tilegne sig ny viden på området. 

Få 80% tilskud med STAR

Du kan søge om 80% tilskud til valgmodulerne Kommunikation og samarbejde i vejlednings- og beskæftigelsesindsatsen og Virksomhedsservice og jobformidling, hvis du arbejder med forsikrede ledige. Du opnår rabatten, når du tilmelder dig.