Gå til hovedindhold
  • Uddannelse
  • Videreuddannelse og kurser
  • Forskning
  • Om UC SYD

Diplomuddannelse i offentlig forvaltning og administration

UC SYD Efter- og videreuddannelse

Styrk dine kompetencer som nøglemedarbejder i den offentlige administration

  • Få viden om højaktuelle emner og problemstillinger inden for den offentlige administration
  • Få redskaber til at løse komplekse administrative opgaver i den offentlige sektor 
  • Bliv styrket i det tværfaglige og tværsektorielle samarbejde

Vil du styrke dine kompetencer til at løse komplekse udviklings- og driftsopgaver i den offentlige administration?

I Danmark har vi en stor og velfungerende offentlig sektor. Men det er også en kompleks sektor, som skal løse mange forskelligartede opgaver – ofte på tværs af faggrupper, forskellige regelsæt og med borgeren i centrum. Dét stiller store krav til dig som offentlig administrativ medarbejder.

Med en diplom i offentlig forvaltning og administration styrker du dine administrative kompetencer og skaber nye muligheder i din karriere og på din arbejdsplads. Du får indsigt i grundlæggende og aktuel teori og praksis inden for kommunikation, organisation og forvaltning – det gør dig i stand til at varetage opgaver på et højere fagligt niveau og sætte din egen praksis i et nyt perspektiv.

Efter endt uddannelse har du fået målrettede redskaber til at definere og løse aktuelle problemstillinger inden for lige præcis dit fagområde. Du vil være klædt på til at påtage dig udviklingsorienterede opgaver og indgå i tværfaglige samarbejder. Og med et teoretisk og kritisk blik kan du analysere og løse mange forskelligartede problemstillinger og dokumentere effekten af søsatte initiativer.

Du vælger selv, hvordan du vil tone din uddannelse – specialiser dig eks. inden for jura, økonomi, HR eller kommunikation.

Fakta om uddannelsen

  • Type : Diplomuddannelse
  • ECTS : 60
  • Økonomi : Egenbetaling med mulighed for støtte
  • Varighed : Typisk 3 år på deltid. Maksimalt 6 år.
  • Adgangskrav : Videregående uddannelse + 2 års erhvervserfaring
  • Beliggenhed : Haderslev, Esbjerg og Kolding - der kan også forekomme online og blended forløb.

Praktiske informationer 

Sådan foregår undervisningen

Læringsforløbet er en vekselvirkning imellem individuel forberedelse, gruppearbejde og holdundervisning, hvor din og dine medstuderendes egen praksis og erfaring danner rygraden for læringsaktiviteterne.

Underviseren på hvert modul forbereder øvelser og studieaktiviteter, som I som studerende løser individuelt og i grupper. Efterfølgende bruger I erfaringerne fra øvelser og studieaktiviteter som basis for refleksion over både praksis og teori.

Modulet afsluttes med en eksamen.

Uddannelsens varighed

Diplomuddannelsen i offentlig forvaltning og administration er normeret til 1 år. Det betyder, at uddannelsen tager et år, hvis du studerer på fuld tid. De fleste vælger dog at læse på deltid i 3 år, så der er plads til familie- og arbejdsliv. Du kan vælge at læse over en endnu længere periode, så længe du afslutter uddannelsen inden for seks år fra den dag, du starter.

Sådan tilmelder du dig

Som studerende på Diplom i offentlig forvaltning og administration tilmelder du dig ikke en hel uddannelse på én gang. Du tilmelder dig derimod løbende modulerne i det tempo, der passer dig. Er du ny studerende, skal du ved første tilmelding til et modul vedhæfte dokumentation for adgangsgivende uddannelse og erhvervserfaring.

Adgangskrav

For at blive optaget på modulerne på uddannelsen skal du som minimum have afsluttet en kort videregående uddannelse på niveau med en erhvervsakademiuddannelse eller en akademiuddannelse, som f.eks. administrationsøkonom, miljøteknolog eller akademiuddannelse i beskæftigelse. En professionsbacheloruddannelse eller universitetsbachelor giver dig derfor også adgang til modulerne på diplomniveau.
Derudover forudsætter optagelse på diplomuddannelserne mindst to års relevant erhvervserfaring efter gennemført adgangsgivende uddannelse.

Har du gennemført en Kommunom eller Merkonom før disse var på akademiniveau, så kan du optages på baggrund af en individuel kompetencevurdering.

Har du andre eller tilsvarende forudsætninger, kan du også søge om optagelse via en individuel kompetencevurdering. Læs mere om individuel kompetencevurdering.
 
For at gå til prøve i afgangsprojektet skal du have taget moduler svarende til 45 ECTS.

Forsøgsordning
Fra den 1. august 2019 og til og med den 31. juli 2022 kører Uddannelses- og Forskningsministeriet en forsøgsordning. Den gør, at du ikke behøver at have to års relevant erhvervserfaring efter den adgangsgivende uddannelse for at starte på en diplomuddannelse, hvis du opfylder disse krav:

  • Du har en akademiuddannelse.
  • Du har mindst fire års relevant erhvervserfaring efter din ungdomsuddannelse.
  • Du er i relevant beskæftigelse ved optag på uddannelsen.
Studievejledning

Få råd og vejledning til at vælge den rigtige efter- og videreuddannelse. Vi har samlet de vigtigste oplysninger til dig, der har spørgsmål til dit studievalg. Du kan også kontakte vores studievejleder for personlig vejledning.

De vigtige detaljer

På nedenstående side finder du alt, hvad du skal vide om til- og afmelding til vores efter- og videreuddannelsesmoduler, samt eksamener og udgifter. 

Er du interesseret i at få op til 10.000 kr. årligt til videreuddannelse? Så læs mere her.

Uddannelsens opbygning

Uddannelsen består af 3 obligatoriske moduler, 2-4 valgfrie moduler og ét afgangsprojekt, som tilsammen i alt udgør 60 ECTS-point. De valgfrie moduler og afgangsprojektet giver dig mulighed for at specialisere dig i forhold til en bestemt funktion, profession eller branche.

De obligatoriske moduler på UC SYD giver dig grundlæggende kompetencer til at identificere og vurdere problemstillinger i den offentlige administration samt løse praksisnære og komplekse opgaver.

De valgfrie moduler giver dig mulighed for at specialisere dig i forhold til en bestemt funktion eller fagområde, f.eks. jura, økonomi, HR eller kommunikation.

Oversigt over uddannelsens opbygning

 

Obligatoriske moduler

Der udbydes ingen i øjeblikket.

Valgfrie moduler

Sortér på fagområde - så finder du hurtigt valgmodulerne inden for den særlige faglige retning, der passer til dig. Du kan vælge frit blandt alle valgmoduler på tværs af fagområder og også blandt de valgmoduler, der evt. ikke hører til et fagområde.

Sortér på semester - så finder du hurtigt de moduler, der udbydes, når du vil starte.

Har du spørgsmål? Kontakt os

Margrethe Cæsar Bjerg

Studieleder

Margrethe Cæsar Bjerg (MCBJ)

Anne Maria Rønholt

Studievejleder

Anne Maria Rønholt (AMRO)

Er du i tvivl, om du skal vælge en akademi- eller en diplomuddannelse? Har du brug for en individuel kompetencevurdering? Eller har du spørgsmål til tilmeldingsfrister, optagelseskrav, dokumentation, SVU eller ECTS? Så kontakt vores studievejleder. Tager hun ikke telefonen, så send en mail. Så vender hun tilbage hurtigst muligt.